skoppers Nærværelse, udskrev hun saavel efter særskilt Bemyndigelse af Pave Alexander, som i Forvæntningen af Kong Svens Bistand. Men han havde dog ikke den Glæde at see det komme istand. Biskopperne fra Norden indfandt sig ikke, uagtet i det mindste de danske opfordredes dertil ved en særskilt Skrivelse fra Paven. Sandsynligviis har Rejsen faldet dem for besværlig, og Kong Svens Krigsforetagender mod England har hindret ham fra at tage sig saa meget af Adalberts Anliggender, som han ellers havde kunnet eller villet. Og hvor de danske Biskopper udebleve, kunde man endnu mindre regne paa de norske og svenske. Men alene i den Omstændighed, at Adalbert tænkte paa at besøge Norge, og at han haabede at see de norske Biskopper ved Kirkemødet, ligger en Antydning af, at han nu var traadt i en venskabeligere Forbindelse med den norske Kirke. Hertil kommer ogsaa, at Kong Sven, som det udtrykkeligt siges, sendte flere af sine Klerker saavel til Sverige, som til Norge og dets Øer, for at prædike[1]: en Sendelse som Harald Haardraade neppe vilde have tilladt, og som vidner om, at hans Søn Olaf stod i et langt andet Venskabs-Forhold til Sven og Danmarks Gejstlighed. Man kunde næsten endog være fristet til at tro, at der ved Fredsslutningen 1068 fra dansk Side har været fremsat og fra norsk Side har været antaget en bestemt og særskilt Betingelse angaaende Christendommen og Erkjendelsen af den bremiske Erkestols Overhøjhed[2].
Adalbert nød selv ikke længe godt af denne Tingenes forandrede Stilling, da han allerede i 1072 (16de Marts) endte sit urolige Liv. Men dette kan ikke have gjort nogen Forandring i den Stilling, som den norske Kirke nu engang under Olafs fromme Ledelse havde indtaget, i Særdeleshed efter at hans Ven Knut den hellige havde besteget Danmarks Trone, og
- ↑ Mag. Adam, III. 53.
- ↑ Tidsregningen for alle disse Begivenheder kan ikke med Nøjagtighed bestemmes efter Mag. Adams Verk, da han omtaler dem hist og her, og ikke i nogen nøjagtig Orden. Dette gjelder især om Adalberts Forsæt, selv at berejse de nordiske Lande, hvilket han vist allerede har næret og omtalt langt tidligere, end hans Gjenerhvervelse af Magten i 1069. Saa meget er imidlertid vist, at hans Bestræbelser for at faa et almindeligt Provincialmøde istand tilhører hans sidste Livsperiode, ikke, som enkelte have troet, hans tidligere. Thi af et Brev fra Adalbert til Biskop Villjam af.—Roeskilde, som Mag. Adam anfører III. 70, og hvor Adalbert melder at han har bestemt at afholde en Synode i Slesvig, fortæller han ligeledes, at Biskop Adalward, der var indviet til Biskop i Sigtun, uden Tilladelse havde trængt sig ind i den ledige Biskopsstol i Skara. Dette skede, som vi ovenfor have seet, ikke førend Steenkil var død (1067); men det maa have været før Sommeren 1068, da Adalward samme Aars 11te Juni underskrev et Brev i Bremen (Staphorst I. S. 437). Heraf sees, at Indbydelsen til Mødet vel maa have fundet Sted endnu i Adalberts Trængselstid; men da det i det Brev, som samme-
