Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/432

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
414
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſkoppers Nærværelſe, udſkrev hun ſaavel efter ſærſkilt Bemyndigelſe af Pave Alexander, ſom i Forvæntningen af Kong Svens Biſtand. Men han havde dog ikke den Glæde at ſee det komme iſtand. Biſkopperne fra Norden indfandt ſig ikke, uagtet i det mindſte de danſke opfordredes dertil ved en ſærſkilt Skrivelſe fra Paven. Sandſynligviis har Rejſen faldet dem for beſværlig, og Kong Svens Krigsforetagender mod England har hindret ham fra at tage ſig ſaa meget af Adalberts Anliggender, ſom han ellers havde kunnet eller villet. Og hvor de danſke Biſkopper udebleve, kunde man endnu mindre regne paa de norſke og ſvenſke. Men alene i den Omſtændighed, at Adalbert tænkte paa at beſøge Norge, og at han haabede at ſee de norſke Biſkopper ved Kirkemødet, ligger en Antydning af, at han nu var traadt i en venſkabeligere Forbindelſe med den norſke Kirke. Hertil kommer ogſaa, at Kong Sven, ſom det udtrykkeligt ſiges, ſendte flere af ſine Klerker ſaavel til Sverige, ſom til Norge og dets Øer, for at prædike[1]: en Sendelſe ſom Harald Haardraade neppe vilde have tilladt, og ſom vidner om, at hans Søn Olaf ſtod i et langt andet Venſkabs-Forhold til Sven og Danmarks Gejſtlighed. Man kunde næſten endog være friſtet til at tro, at der ved Fredsſlutningen 1068 fra danſk Side har været fremſat og fra norſk Side har været antaget en beſtemt og ſærſkilt Betingelſe angaaende Chriſtendommen og Erkjendelſen af den bremiſke Erkeſtols Overhøjhed[2].

Adalbert nød ſelv ikke længe godt af denne Tingenes forandrede Stilling, da han allerede i 1072 (16de Marts) endte ſit urolige Liv. Men dette kan ikke have gjort nogen Forandring i den Stilling, ſom den norſke Kirke nu engang under Olafs fromme Ledelſe havde indtaget, i Særdeleshed efter at hans Ven Knut den hellige havde beſteget Danmarks Trone, og

  1. Mag. Adam, III. 53.
  2. Tidsregningen for alle disſe Begivenheder kan ikke med Nøjagtighed beſtemmes efter Mag. Adams Verk, da han omtaler dem hiſt og her, og ikke i nogen nøjagtig Orden. Dette gjelder iſær om Adalberts Forſæt, ſelv at berejſe de nordiſke Lande, hvilket han viſt allerede har næret og omtalt langt tidligere, end hans Gjenerhvervelſe af Magten i 1069. Saa meget er imidlertid viſt, at hans Beſtræbelſer for at faa et almindeligt Provincialmøde iſtand tilhører hans ſidſte Livsperiode, ikke, ſom enkelte have troet, hans tidligere. Thi af et Brev fra Adalbert til Biſkop Villjam af.—Roeskilde, ſom Mag. Adam anfører III. 70, og hvor Adalbert melder at han har beſtemt at afholde en Synode i Slesvig, fortæller han ligeledes, at Biſkop Adalward, der var indviet til Biſkop i Sigtun, uden Tilladelſe havde trængt ſig ind i den ledige Biſkopsſtol i Skara. Dette ſkede, ſom vi ovenfor have ſeet, ikke førend Steenkil var død (1067); men det maa have været før Sommeren 1068, da Adalward ſamme Aars 11te Juni underſkrev et Brev i Bremen (Staphorſt I. S. 437). Heraf ſees, at Indbydelſen til Mødet vel maa have fundet Sted endnu i Adalberts Trængſelstid; men da det i det Brev, ſom ſamme-