Lægfolk og Gejstlige; i Ratzeburg stenedes Munken Ansver og flere med ham til Døde; i Meklenburg blev Godskalks Dronning Sigrid, Sven Ulfssøns Datter, hudstrøgen tilligemed hendes Kvinder, og jagen bort, blottet for Alt; den gamle Biskop, Johannes fra Irland, der i sin Tid havde været paa Island, blev ligeledes hudstrøgen, slæbt til Haan om i Vendernes Stæder, og endelig myrdet i Hovedstaden Rethra, hvor hans Hænder og Fødder bleve afhugne, og Hovedet, sat paa en Stage, ofret til Afguden Radegast (10de November). Derpaa gjorde Hedningerne, under Anførsel af Godskalks Svoger Blusso, et ødelæggende Indfald i det Hamburgske, hvor Indbyggerne enten bleve dræbte eller slæbte i Trældom, og Borgen i Hamburg selv i Bund og Grund nedreven. Ødelæggelsen strakte sig lige til Staden Slesvig, som ved et pludseligt Overfald blev, om ikke fuldkommen omstyrtet, som Mag. Adam siger, dog i det mindste frygteligt mishandlet[1]. Dette var en haard og bedrøvelig Tid for Adalbert, der maatte sidde stille, uvirksom og hjelpeløs i Bremen, og hvis verdslige Sind ej kunde finde stor Trøst i Udsigten til en Martyrkrone, som han nok frygtede kunde blive ham til Deel. Men efter at denne Trængsel havde varet i tre Aar, begyndte igjen lykkeligere Udsigter at aabne sig for ham, da han i Aaret 1069 atter indtog sin forrige Stilling hos Kejseren. Og strax vaagnede hans gamle Ærgjerrighed igjen; ved allehaande Midler søgte han paany at ophjelpe sit Stift, og tænkte endog paa at forene Bispedømmet Verden dermed: og det forstaar sig af sig selv, at Planen til Oprettelsen af Patriarchatet igjen blev optagen[2]. Ikke nok hermed, havde han endog længe næret den Plan, selv at berejse sin vidtløftige Provins og optræde som Nordens fjerde Apostel efter Ansgar, Rembert og Unni. Men han vilde endnu gjøre det saa meget bedre end de, som han ej vilde lade det blive ved at besøge Danmark og Sverige alene. Hans Plan var ogsaa at gaa til Norge, derfra at sætte over til Orknøerne, og endelig at gjeste det fjerne Island. Fra dette æventyrlige Forsæt afstod han dog, da Kong Sven forestillede ham, at Omvendelsesverket hos de nordiske Folk lettere befordredes ved Mænd, der talte deres Sprog og vare vante ved deres Levemaade, end ved Fremmede. Derimod besluttede han at holde et almindeligt Kirkemøde for hele Norden i Slesvig, hvor der skulde forhandles deels om Indførelse af Tiende, deels om allehaande Reformer i Gejstlighedens og Folkets Levemaade, fornemmelig med Hensyn til de Gejstliges Havesyge og den almindelige Usædelighed. Dette store Kirkemøde, som han haabede at see forherliget ved alle de nordiske Bi-
