Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/431

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
413
Erkebiſkop Adalberts omfattende Planer.

Lægfolk og Gejſtlige; i Ratzeburg ſtenedes Munken Ansver og flere med ham til Døde; i Meklenburg blev Godſkalks Dronning Sigrid, Sven Ulfsſøns Datter, hudſtrøgen tilligemed hendes Kvinder, og jagen bort, blottet for Alt; den gamle Biſkop, Johannes fra Irland, der i ſin Tid havde været paa Island, blev ligeledes hudſtrøgen, ſlæbt til Haan om i Vendernes Stæder, og endelig myrdet i Hovedſtaden Rethra, hvor hans Hænder og Fødder bleve afhugne, og Hovedet, ſat paa en Stage, ofret til Afguden Radegaſt (10de November). Derpaa gjorde Hedningerne, under Anførſel af Godſkalks Svoger Blusſo, et ødelæggende Indfald i det Hamburgſke, hvor Indbyggerne enten bleve dræbte eller ſlæbte i Trældom, og Borgen i Hamburg ſelv i Bund og Grund nedreven. Ødelæggelſen ſtrakte ſig lige til Staden Slesvig, ſom ved et pludſeligt Overfald blev, om ikke fuldkommen omſtyrtet, ſom Mag. Adam ſiger, dog i det mindſte frygteligt mishandlet[1]. Dette var en haard og bedrøvelig Tid for Adalbert, der maatte ſidde ſtille, uvirkſom og hjelpeløs i Bremen, og hvis verdslige Sind ej kunde finde ſtor Trøſt i Udſigten til en Martyrkrone, ſom han nok frygtede kunde blive ham til Deel. Men efter at denne Trængſel havde varet i tre Aar, begyndte igjen lykkeligere Udſigter at aabne ſig for ham, da han i Aaret 1069 atter indtog ſin forrige Stilling hos Kejſeren. Og ſtrax vaagnede hans gamle Ærgjerrighed igjen; ved allehaande Midler ſøgte han paany at ophjelpe ſit Stift, og tænkte endog paa at forene Biſpedømmet Verden dermed: og det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Planen til Oprettelſen af Patriarchatet igjen blev optagen[2]. Ikke nok hermed, havde han endog længe næret den Plan, ſelv at berejſe ſin vidtløftige Provins og optræde ſom Nordens fjerde Apoſtel efter Ansgar, Rembert og Unni. Men han vilde endnu gjøre det ſaa meget bedre end de, ſom han ej vilde lade det blive ved at beſøge Danmark og Sverige alene. Hans Plan var ogſaa at gaa til Norge, derfra at ſætte over til Orknøerne, og endelig at gjeſte det fjerne Island. Fra dette æventyrlige Forſæt afſtod han dog, da Kong Sven foreſtillede ham, at Omvendelſesverket hos de nordiſke Folk lettere befordredes ved Mænd, der talte deres Sprog og vare vante ved deres Levemaade, end ved Fremmede. Derimod beſluttede han at holde et almindeligt Kirkemøde for hele Norden i Slesvig, hvor der ſkulde forhandles deels om Indførelſe af Tiende, deels om allehaande Reformer i Gejſtlighedens og Folkets Levemaade, fornemmelig med Henſyn til de Gejſtliges Haveſyge og den almindelige Uſædelighed. Dette ſtore Kirkemøde, ſom han haabede at ſee forherliget ved alle de nordiſke Bi-

  1. Mag. Adam, III. 49—50. Om Biſkop Johannes eller Jon irſke, ſe ovenfor S. 212.
  2. Mag. Adam, III. 58.