Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/430

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
412
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

efter 20 Aars Fraværelſe, og blev godt modtagen af Kong Olaf, der førſt ſendte ham til Rom, for, ſom det heder, at frede for den Afdøde[1] — hvilket her neppe kan betyde andet, end at udvirke Pavens Abſolution for hans Fader Harald Haardraades Sjæl —, og derpaa, efter hans Tilbagekomſt, udnævnte ham til Biſkop paa Sellø, eller for Gulathingslagen, hvor han, ſom af Mag. Adams Ytringer kan ſees, paa den Tid, han ſkrev ſit Verk, endnu var i fuld Virkſomhed, og, ſom Mag. Adam udtrykker ſig, vandt mange Sjæle for Guds Ord. Det ſamme vidner han ogſaa om Aasgaut, Thjodolf og Sigurd, ſaa at den hellige Moderkirke, ſom han ſiger, da nød den herligſte Fremgang i alle Norges Landſkaber[2]. Men hvad der iſær røber et andet Forhold end forhen mellem Norge og Erkeſtolen i Bremen, er de ſtore Planer og Forhaabninger, hvortil Erkebiſkop Adalbert nu atter hengav ſig, og ſom neppe kunde have opſtaaet hos ham, hvis han ikke nu ogſaa troede ſig ſikker paa den norſke Kirkes Underdanighed. Han havde i den ſidſte Tid døjet megen Modgang. Den almindelige Misfornøjelſe over den Indflydelſe, han udøvede hos den unge Kong Henrik, og ſom han ſøgte at vedligeholde ved at føje ham i alle hans ſlette Tilbøjeligheder, ſteg endelig ſaa højt, at Rigets Fyrſter, i Særdeleshed Erkebiſkopperne af Mainz og Køln, paa et Rigsmøde i Tribut: ved Paaſketid 1066 tvang Henrik til at afſkedige ham ſom ſin fornemſte Raadgiver, og dreve ham med væbnet Haand fra Slottet. Hjemkommen til ſit Erkeſtift, ſom han havde forarmet ved de umaadelige Udgifter, hans Pragtſyge og Beſtræbelſen for at vedligeholde verdslig Indflydelſe udfordrede, bragtes han i den yderſte Nød af ſine Arvefiender, Hertug Ordulf af Saxland og Sønnen Magnus, der itu vilde benytte Lejligheden til at tilrive ſig hans Beſiddelſer. Den voldſomme Magnus belejrede ham endog i Bremen, faa at han en Nat i al Hemmelighed maatte flygte til Goslar, og han ſaa ſig endelig nødt til at ſlutte et Forlig med Magnus, hvorved denne viſtnok erkjendte Adalberts Lenshøjhed, og forpligtede ſig til at tilbagegive ham nogle ranede Diſtrikter, men til Gjengjeld fik over tuſende, Erkeſtolen tilhørende Gaarde i Ben„ faa at Adalbert ſelv neppe havde en Trediedeel af ſit Stift tilbage i egen Beſiddelſe[3]. Det værſte Slag var dog en almindelig Opſtand af Hedningerne i Vendland og Vendernes fuldkomne Tilbagefald til Hedendommen, fremkaldt ved Kong Godſkalks maaſkee altfor ivrige Beſtræbelſer for at udbrede Chriſtendommen. Opſtanden begyndte med et Overfald paa Kong Godſkalk ſelv, der i Byen Lenzen blev myrdet den 7de Juni 1066 med en heel Deel andre baade

  1. Hungrvaka, Cap. 3, jvfr. Landnámabók, Tillæg. Se ovenfor S. 212.
  2. Mag. Adam, IV. 33.
  3. Mag. Adam, III. 46—48.