Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/430

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
412
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

efter 20 Aars Fraværelse, og blev godt modtagen af Kong Olaf, der først sendte ham til Rom, for, som det heder, at frede for den Afdøde[1] — hvilket her neppe kan betyde andet, end at udvirke Pavens Absolution for hans Fader Harald Haardraades Sjæl —, og derpaa, efter hans Tilbagekomst, udnævnte ham til Biskop paa Sellø, eller for Gulathingslagen, hvor han, som af Mag. Adams Ytringer kan sees, paa den Tid, han skrev sit Verk, endnu var i fuld Virksomhed, og, som Mag. Adam udtrykker sig, vandt mange Sjæle for Guds Ord. Det samme vidner han ogsaa om Aasgaut, Thjodolf og Sigurd, saa at den hellige Moderkirke, som han siger, da nød den herligste Fremgang i alle Norges Landskaber[2]. Men hvad der især røber et andet Forhold end forhen mellem Norge og Erkestolen i Bremen, er de store Planer og Forhaabninger, hvortil Erkebiskop Adalbert nu atter hengav sig, og som neppe kunde have opstaaet hos ham, hvis han ikke nu ogsaa troede sig sikker paa den norske Kirkes Underdanighed. Han havde i den sidste Tid døjet megen Modgang. Den almindelige Misfornøjelse over den Indflydelse, han udøvede hos den unge Kong Henrik, og som han søgte at vedligeholde ved at føje ham i alle hans slette Tilbøjeligheder, steg endelig saa højt, at Rigets Fyrster, i Særdeleshed Erkebiskopperne af Mainz og Køln, paa et Rigsmøde i Tribut: ved Paasketid 1066 tvang Henrik til at afskedige ham som sin fornemste Raadgiver, og dreve ham med væbnet Haand fra Slottet. Hjemkommen til sit Erkestift, som han havde forarmet ved de umaadelige Udgifter, hans Pragtsyge og Bestræbelsen for at vedligeholde verdslig Indflydelse udfordrede, bragtes han i den yderste Nød af sine Arvefiender, Hertug Ordulf af Saxland og Sønnen Magnus, der itu vilde benytte Lejligheden til at tilrive sig hans Besiddelser. Den voldsomme Magnus belejrede ham endog i Bremen, faa at han en Nat i al Hemmelighed maatte flygte til Goslar, og han saa sig endelig nødt til at slutte et Forlig med Magnus, hvorved denne vistnok erkjendte Adalberts Lenshøjhed, og forpligtede sig til at tilbagegive ham nogle ranede Distrikter, men til Gjengjeld fik over tusende, Erkestolen tilhørende Gaarde i Ben„ faa at Adalbert selv neppe havde en Trediedeel af sit Stift tilbage i egen Besiddelse[3]. Det værste Slag var dog en almindelig Opstand af Hedningerne i Vendland og Vendernes fuldkomne Tilbagefald til Hedendommen, fremkaldt ved Kong Godskalks maaskee altfor ivrige Bestræbelser for at udbrede Christendommen. Opstanden begyndte med et Overfald paa Kong Godskalk selv, der i Byen Lenzen blev myrdet den 7de Juni 1066 med en heel Deel andre baade

  1. Hungrvaka, Cap. 3, jvfr. Landnámabók, Tillæg. Se ovenfor S. 212.
  2. Mag. Adam, IV. 33.
  3. Mag. Adam, III. 46—48.