Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/429

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
411
Kong Olafs Religiøſitet.

faa at han miſtede Alt, og med Nød og neppe reddede Livet; han blev venligt modtagen af Erkebiſkop Walcher af York (den ſamme, ſom ſiden efter myrdedes 1080), og paa hans Anbefaling optagen ſom Munk i St. Mariæ-Kloſter i Durham, hvor han ſiden blev Prioren Aldwines Efterfølger, og foreſtod Prioratet i 20 Aar (1086—1106), indtil han omſider udnævntes til Biſkop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog ſenere vendte tilbage og døde i Durham 1115[1]. Simeon, der ſelv var Munk i Durham, og ſom i det mindſte ved een Lejlighed udtrykkeligt nævnes tilſammen med Thorgaut[2], kan ſaaledes neppe have erfaret dennes Fata af andre end ham ſelv; ja der gives endog dem, ſom antage, at Thorgaut er den egentlige Forfatter af et andet Verk, der tillægges Simeon, nemlig den durhamſke Kirkes Hiſtorie, og at Simeon kun har været hans Afſkriver[3].

At Olaf, med en faa oprigtig Religiøſitet og Interesſe for de kirkelige Anliggender, maatte betragte den Oppoſition, hvori hans Fader havde ſtillet ſig mod den af Paven ſelv til Overhoved for de nordiſke Kirker beſkikkede Erkebiſkop i Bremen, og derved middelbart mod Paven ſelv, ſom ſærdeles brødefuld, og at han har anſeet det ſom en Samvittighedsſag, ved deſto ivrigere Tilſlutning til Hovedkirken at gjøre godt igjen, hvad hans Fader havde forbrudt, kunde man antage for afgjort, om vi end ikke fandt tydelige Spor dertil. Allerede for den fromme Edward Confesfor, hvis Minde i Norge agtedes højt, var det en Hjerteſorg, at den engelſke Kirke ej vilde ſlutte ſig faa nøje til Hovedkirken, ſom han ønſkede det og troede det nødvendigt til ſno Underſaatters Salighed[4]. Forbindelſen med den engelſke Kirke holdt ogſaa den norſke Selvſtændighedsfølelſe oppe; men denne Støtte faldt ved Villjam Erobrerens og Landfranks Kirkereform, og den norſke Kirke, anviiſt alene til den Modſtandskraft, ſom den ſelv kunde udvikle, maatte rives med af den almindelige Strøm henimod det Maal, hvortil ogſaa Kongens Ønſker ſtundede. Det førſte Tegn til, at Olafs Anſkuelſer om de kirkelige Forhold vare forſkjellige fra hans Faders, aabenbarer ſig deri, at den forhen omtalte Biſkop Bernhard den Saxer, der havde ſvoret Erkebiſkop Adalbert Troſkabs-Ed, og, falden i Harald Haardraades Unaade, havde maattet tage ſin Tilflugt til Island, nu, kort efter at Olaf var bleven Enekonge, vendte tilbage igjen til Norge

  1. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 206, 207. Thorgauts Udnævnelſe til Biſkop af St. Andrews nævnes i Chron. de Mailros ved 1106.
  2. Nemlig i 1104, da St. Cudhberhts Levninger bleve underſøgte, ſe Reginaldi monachi Dunelmensis libellus de admirandis St. Cudhberti virtutibus.
  3. Se Twysdens Fortale til hans Samling af engelſke Annaliſter.
  4. Se ovenfor S. 169.