Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/428

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
410
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

forvisſet om, at deres Indbyggere nu, ſom i de følgende Tider, roligt fandt ſig i den norſke Konges Overherredømme, og regelmæsſigt ydede ham Skat[1]. Fra Island hører man ogſaa lidet i denne Biſkopsvældets roligſte Tid, da den ædle Isleif, og efter hans Død (1080) hans ikke mindre udmerkede Søn og Efterfølger Gisſur vare at anſee ſom Øens egentlige Regenter[2].

35. Kirkelige Forhold. Faſt Biſkopsſtol oprettet i Nidaros.


En ſaa rolig og fredelig Regjering, ſom Olafs, maatte i og for ſig begunſtige Gejſtlighedens Virkſomhed, og virke betydeligt til at udvikle og befæſte Norges endnu ej paa langt nær ordnede Kirkeforfatning. Men hvad der end mere bidrog til at give det religiøſe Liv i Norge paa Olafs Tid et Opſving, var deels hans egen Fromhed og Religionsiver, om hvilken vi allerede ovenfor have talt, deels det venſkabelige Forhold, hvori Norge nu kom til de nærmeſte Naboſtater, deels den mægtige Indflydelſe, ſom Pave Gregorius den 7de, der var ſamtidig med Olaf[3], udøvede paa Kirkevæſenet over hele Okcidenten, og ſom ſporedes lige til de yderſte Grændſer af den romerſke Kirkes Omraade. Om Olafs Fromhed og den Interesſe, han viſte for Kirkens Anliggender, vidner iſær den engelſke Gejſtlige Simeon af Durham, hvor han fortæller om den gode Modtagelſe, hiin ovenfor omtalte engelſke Flygtning Thorgaut fandt hos Olaf, da han kom til Norge paa ſamme Skib, ſom Kong Villjams Geſandter. Olaf, ſiger Simeon, var meget religiøs, ſyslede gjerne med de hellige Bøger, og fandt under ſine Regjeringsforretninger dog Tid til at lære Bogſtaverne; ofte hjalp han endog Preſten ved Altertjeneſten, iførte ham Mesſeklæderne, gød Vand over hans Hænder, o. a. d. Derfor var det ham ogſaa en ſaa ſtor Glæde at erfare at en anſeet engelſk Gejſtlig var kommen til Landet, og han lod ham ſtrax komme til ſig, for af ham at lære Pſalmerne. Sandſynligviis har Simeon, der ſkrev omkring 1129, hørt denne Beretning af Thorgauts egen Mund, thi da denne havde tilbragt nogle Aar hos Olaf i ſtor Anſeelſe, og modtaget Gaver i Overflod, ſaavel af Kongen ſelv ſom af hans fornemſte Mand, vendte han med ſtore Rigdomme tilbage til England, men led Skibbrud paa den engelſke Kyſt,

  1. Se ovenfor S. 219
  2. Se herom fornemmelig Hungrvaka Cap. 5, jvfr. ovenfor S. 222. Islands Hiſtorie paa Isleifs og Gisſurs Tid bliver næſten ganſke ekkleſiaſtiſk, og Øens vigtigſte Begivenheder i den Periode ville ſaaledes førſt nedenfor, hvor de kirkelige Forhold behandles, kunne omtales nærmere.
  3. Gregor den 7de var, ſom bekjendt, Pave fra 1073 til 1085.