forvisset om, at deres Indbyggere nu, som i de følgende Tider, roligt fandt sig i den norske Konges Overherredømme, og regelmæssigt ydede ham Skat[1]. Fra Island hører man ogsaa lidet i denne Biskopsvældets roligste Tid, da den ædle Isleif, og efter hans Død (1080) hans ikke mindre udmerkede Søn og Efterfølger Gissur vare at ansee som Øens egentlige Regenter[2].
En saa rolig og fredelig Regjering, som Olafs, maatte i og for sig begunstige Gejstlighedens Virksomhed, og virke betydeligt til at udvikle og befæste Norges endnu ej paa langt nær ordnede Kirkeforfatning. Men hvad der end mere bidrog til at give det religiøse Liv i Norge paa Olafs Tid et Opsving, var deels hans egen Fromhed og Religionsiver, om hvilken vi allerede ovenfor have talt, deels det venskabelige Forhold, hvori Norge nu kom til de nærmeste Nabostater, deels den mægtige Indflydelse, som Pave Gregorius den 7de, der var samtidig med Olaf[3], udøvede paa Kirkevæsenet over hele Okcidenten, og som sporedes lige til de yderste Grændser af den romerske Kirkes Omraade. Om Olafs Fromhed og den Interesse, han viste for Kirkens Anliggender, vidner især den engelske Gejstlige Simeon af Durham, hvor han fortæller om den gode Modtagelse, hiin ovenfor omtalte engelske Flygtning Thorgaut fandt hos Olaf, da han kom til Norge paa samme Skib, som Kong Villjams Gesandter. Olaf, siger Simeon, var meget religiøs, syslede gjerne med de hellige Bøger, og fandt under sine Regjeringsforretninger dog Tid til at lære Bogstaverne; ofte hjalp han endog Presten ved Altertjenesten, iførte ham Messeklæderne, gød Vand over hans Hænder, o. a. d. Derfor var det ham ogsaa en saa stor Glæde at erfare at en anseet engelsk Gejstlig var kommen til Landet, og han lod ham strax komme til sig, for af ham at lære Psalmerne. Sandsynligviis har Simeon, der skrev omkring 1129, hørt denne Beretning af Thorgauts egen Mund, thi da denne havde tilbragt nogle Aar hos Olaf i stor Anseelse, og modtaget Gaver i Overflod, saavel af Kongen selv som af hans fornemste Mand, vendte han med store Rigdomme tilbage til England, men led Skibbrud paa den engelske Kyst,
- ↑ Se ovenfor S. 219
- ↑ Se herom fornemmelig Hungrvaka Cap. 5, jvfr. ovenfor S. 222. Islands Historie paa Isleifs og Gissurs Tid bliver næsten ganske ekklesiastisk, og Øens vigtigste Begivenheder i den Periode ville saaledes først nedenfor, hvor de kirkelige Forhold behandles, kunne omtales nærmere.
- ↑ Gregor den 7de var, som bekjendt, Pave fra 1073 til 1085.
