Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/426

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
408
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

gjenoprette Nordmændenes Uafhængighed i Dublin. Og Gudrød Crovan, eller Meranagb, der egentlig hørte hjemme paa Øen Il, maa efter hans Død have ſat ſig i Beſiddelſe, ſaavel af Man og i det mindſte den ſydligere Deel af Syderøernes ſtore Øgruppe, ſom ogſaa af Dublin. Naar der tales om den Lydigheds- og Afhængigheds-Tilſtand, hvori han bragte Skoterne, ſigtes der rimeligviis til de Erobringer ſom han, efter hvad man kan ſlutte af enkelte ſparſomme og dunkle Efterretninger, der ere os levnede, ſenere har gjort i de nordligere Egne af Øerne og paa Sydveſtkanten af det ſkotſke Faſtland. I Landſkabet Argyll herſkede nemlig i den anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede en Høvding ved Navn Sumarlide, Gillebrigdes Søn[1], der i de irſke Annaler kaldes Konge over Øerne, d. e. Syder-Øerne, hvilket viſer, at han i Forvirringen efter Thorfinns Død, da de af ham erobrede Lande løsreve ſig, maa have ſat ſig i Beſiddelſe af de Øer, der laa Argyll nærmeſt, ſom Jura, Mull, o. fl; og han kan ſaaledes ej have undgaaet at komme i Fejde med Gudrød Meranagh, der, ſom vi have ſeet, egentlig havde hjemme paa det kun ved et ſmalt Sund fra Jura adſkilte Il. Navnet Sumarlide tyder hen paa, at han paa mødrene Side var af norſk Herkomſt; ſandſynligviis var han en

  1. Der ſtaar ikke udtrykkeligt, at Sumarlide var Herre til Argyll eller Gille-Adomnans Fader; thi paa det eneſte Sted, hvor han omtales, nemlig i de fire Meſtres Annaler, ved 1083, heder det kun, at Sumarlide, Søn af Gillebrigde, Konge over Inſi-Gall (ɔ: Syderøerne), døde. Men af et hidtil utrykt gaeliſk Haandſkrift fra 1450, hvoraf et Uddrag er givet i Skene’s the Highlanders in Scotland II. 40, flg., erfare vi at den mægtige Sumarlide af Argyll, der ogſaa omtales meget i den manſke Krønike mellem 1144 og 1164, var en Søn af Gillebrigde, der igjen var en Søn af Gille-Adonman, ſom blev fordreven fra Skotland ved Lochlannerne og Fingallerne (d. e. Nordmændene og de norſke Koloniſter) og tog ſin Tilflugt til Irland, hvorfra han gjorde et forgjeves Forſøg paa at erhverve ſine Fædrenebeſiddelſer tilbage; dette lykkedes førſt hans Sønneſøn Sumarlide. Den Omſtændighed, at den yngre Sumarlide og hans Fader bare ſamme Navn ſom den ældre Sumarlide og dennes Fader, tyder øjenſynligt paa Opkaldelſe og følgelig paa Deſcendent-Forhold; den ældre Sumarlides Herredømme over Øerne, af hvilken Il var en af de nærmeſte, maa have gjort ham til Gudrøds Fiende, og naar denne bekrigede og ydmygede Skoterne, maa det ſaaledes fornemmelig være Sumarlide eller hans Efterfølger, ſom herved menes. Det Angreb af Lochlanner og Fingaller, hvorved Gille-Adomnan blev fordreven, kan ſaaledes alene være foretaget af Gudrød. Altſaa bliver Gille-Adomnan aabenbart Sumarlide den ældres Søn. Tidsregningen pasſer ogſaa fuldkommen. En Sønneſøn af Sumarlide den ældre, død 1083, maa netop kunne have levet omkring 1150, da Sumarlide den yngre var paa det mægtigſte. Antage vi, at Sumarlide den ældre ved ſin Død 1083 var omtrent 60 Har gammel, maa han være fød ved 1020; han kunde ſaaledes være en Sønneſøn af hiin Gille Jarl paa Køln, der i klaret 989 egtede Sigurd Orknø-Jarls Syſter (ſe ovenfor I. 2. S. 197) og hvis Navn i vore Sagaer neppe er opbevaret fuldſtændigt, men er afkortet