gjenoprette Nordmændenes Uafhængighed i Dublin. Og Gudrød Crovan, eller Meranagb, der egentlig hørte hjemme paa Øen Il, maa efter hans Død have sat sig i Besiddelse, saavel af Man og i det mindste den sydligere Deel af Syderøernes store Øgruppe, som ogsaa af Dublin. Naar der tales om den Lydigheds- og Afhængigheds-Tilstand, hvori han bragte Skoterne, sigtes der rimeligviis til de Erobringer som han, efter hvad man kan slutte af enkelte sparsomme og dunkle Efterretninger, der ere os levnede, senere har gjort i de nordligere Egne af Øerne og paa Sydvestkanten af det skotske Fastland. I Landskabet Argyll herskede nemlig i den anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede en Høvding ved Navn Sumarlide, Gillebrigdes Søn[1], der i de irske Annaler kaldes Konge over Øerne, d. e. Syder-Øerne, hvilket viser, at han i Forvirringen efter Thorfinns Død, da de af ham erobrede Lande løsreve sig, maa have sat sig i Besiddelse af de Øer, der laa Argyll nærmest, som Jura, Mull, o. fl; og han kan saaledes ej have undgaaet at komme i Fejde med Gudrød Meranagh, der, som vi have seet, egentlig havde hjemme paa det kun ved et smalt Sund fra Jura adskilte Il. Navnet Sumarlide tyder hen paa, at han paa mødrene Side var af norsk Herkomst; sandsynligviis var han en
- ↑ Der staar ikke udtrykkeligt, at Sumarlide var Herre til Argyll eller Gille-Adomnans Fader; thi paa det eneste Sted, hvor han omtales, nemlig i de fire Mestres Annaler, ved 1083, heder det kun, at Sumarlide, Søn af Gillebrigde, Konge over Insi-Gall (ɔ: Syderøerne), døde. Men af et hidtil utrykt gaelisk Haandskrift fra 1450, hvoraf et Uddrag er givet i Skene’s the Highlanders in Scotland II. 40, flg., erfare vi at den mægtige Sumarlide af Argyll, der ogsaa omtales meget i den manske Krønike mellem 1144 og 1164, var en Søn af Gillebrigde, der igjen var en Søn af Gille-Adonman, som blev fordreven fra Skotland ved Lochlannerne og Fingallerne (d. e. Nordmændene og de norske Kolonister) og tog sin Tilflugt til Irland, hvorfra han gjorde et forgjeves Forsøg paa at erhverve sine Fædrenebesiddelser tilbage; dette lykkedes først hans Sønnesøn Sumarlide. Den Omstændighed, at den yngre Sumarlide og hans Fader bare samme Navn som den ældre Sumarlide og dennes Fader, tyder øjensynligt paa Opkaldelse og følgelig paa Descendent-Forhold; den ældre Sumarlides Herredømme over Øerne, af hvilken Il var en af de nærmeste, maa have gjort ham til Gudrøds Fiende, og naar denne bekrigede og ydmygede Skoterne, maa det saaledes fornemmelig være Sumarlide eller hans Efterfølger, som herved menes. Det Angreb af Lochlanner og Fingaller, hvorved Gille-Adomnan blev fordreven, kan saaledes alene være foretaget af Gudrød. Altsaa bliver Gille-Adomnan aabenbart Sumarlide den ældres Søn. Tidsregningen passer ogsaa fuldkommen. En Sønnesøn af Sumarlide den ældre, død 1083, maa netop kunne have levet omkring 1150, da Sumarlide den yngre var paa det mægtigste. Antage vi, at Sumarlide den ældre ved sin Død 1083 var omtrent 60 Har gammel, maa han være fød ved 1020; han kunde saaledes være en Sønnesøn af hiin Gille Jarl paa Køln, der i klaret 989 egtede Sigurd Orknø-Jarls Syster (se ovenfor I. 2. S. 197) og hvis Navn i vore Sagaer neppe er opbevaret fuldstændigt, men er afkortet
