Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/425

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
407
Gudrød Haraldsſøn paa Man og i Dublin.

være hiſtoriſke. At der ved den her angivne Tid virkelig herſkede en Konge paa Man ved Navn Gudrød, ſom efterlod en Søn ved Navn Lagmand, bekræftes i vore Sagaer[1]. Af de irſke Annaler erfare vi ligeledes, at efterat Diarmid Skat Mælmambo, Konge af Leinſter, i Aaret 1052 havde fordrevet den ovenfor omtalte dublinſke Konge Margad (Eachmargach) Ragnvaldsſøn, beherſkedes Nordmændene i Dublin en Tidlang ſaavel af ham, ſom af hans Søn Murchad, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1060 gjorde et Tog til Man, overvandt Ragnvalds Søn (hans Navn nævnes ikke), og tvang Øen til at betale Skat[2]; men efterat Murchad var død før Faderen 1070, og denne ſelv var falden i et Slag 1072, fremſtaar ſom Konge i Dublin en Gudrød, Sønneſøn af Ragnvald, og efter dennes Død 1075[3] en anden Gudrød, ſom her fører Tilnavnet Meranagh, og ſom herſkede indtil 1094, da han blev fordreven af Muirkertach, Kongen af Munſter, og døde Aaret efter af Peſt[4]. Da denne Gudrød Meranagh udtrykkelig kaldes „Herre over de Fremmede i Dublin og Øerne“, er der ingen Tvivl om, at han er den manſke Krønikes Gudrød Crovan; og hans Formand Gudrød, Ragnvalds Sønneſøn, kan neppe have været nogen anden end hiin Gudrød Sigtryggsſøn, Konge paa Man, hos hvem han fandt en gjeſtfri Modtagelſe, og hvis Søn Fingall han ſiden ſkal have ſtødt fra Tronen. Man maa ligeledes formode, at denne Gudrød Sigtryggsſøn har været en Broderſøn af den fordrevne Margad, og at han og hans Frænder en Tidlang have ført en uheldig Krig med Diarmid og Murchad, der endog gjorde ſig Man ſkatſkyldigt, indtil han endelig benyttede ſig af Diarmids Fald til ej alene at afkaſte Aaget, men ogſaa at

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 2.
  2. De 4 Meſtres Annaler.
  3. Tighernach, Ulſter-Annalerne.
  4. De 4 Meſtres Annaler. Ulſter-Annalerne. Der ſiges ikke, naar den ældre, i 1075 afdøde, Gudrød blev Konge i Dublin, men vi erfare af et Brev, han i Aaret 1074 ſkrev til Erkebiſkop Landfrank med den til Biſkop i Dublin efter Duncans Død udvalgte Gillepatrik, for at anbefale ham til at erholde Conſecration, ſaavelſom af Landfranks ſamme Aar med Gillepatrik efter Indvielſen tilbageſendte Svarſkrivelſe (Baronii Annales XI. S. 641), at Gudrød allerede da herſkede i Dublin. Det ſandſynlige er derfor, at han benyttede ſig af Forvirringen efter Diarmids Fald til at ſætte ſig i Beſiddelſe af denne Stad. Landfrank kalder ham ſlethen rex Hiberniæ. Gudrød Crovans, eller Meranaghs, Erhvervelſe af Herredømmet over Man maa, naar han, ſom den manſke Krønike angiver, herſkede i 16 Aar, falde omkring 1079 eller 1078, tre eller fire Aar efter Gudrød Sigtryggsſøns Død, og dette pasſer ſaa godt med, hvad Krøniken forøvrigt beretter om de tre Tog, ſom han, viſtnok i ligeſaa mange Sommere, gjorde til Man, førend han erobrede Øen, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf. Det vil ogſaa nedenfor viſe ſig, at de her nævnte Aarstal ganſke pasſe med den øvrige Tidsregning.