Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/425

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
407
Gudrød Haraldssøn paa Man og i Dublin.

være historiske. At der ved den her angivne Tid virkelig herskede en Konge paa Man ved Navn Gudrød, som efterlod en Søn ved Navn Lagmand, bekræftes i vore Sagaer[1]. Af de irske Annaler erfare vi ligeledes, at efterat Diarmid Skat Mælmambo, Konge af Leinster, i Aaret 1052 havde fordrevet den ovenfor omtalte dublinske Konge Margad (Eachmargach) Ragnvaldssøn, beherskedes Nordmændene i Dublin en Tidlang saavel af ham, som af hans Søn Murchad, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1060 gjorde et Tog til Man, overvandt Ragnvalds Søn (hans Navn nævnes ikke), og tvang Øen til at betale Skat[2]; men efterat Murchad var død før Faderen 1070, og denne selv var falden i et Slag 1072, fremstaar som Konge i Dublin en Gudrød, Sønnesøn af Ragnvald, og efter dennes Død 1075[3] en anden Gudrød, som her fører Tilnavnet Meranagh, og som herskede indtil 1094, da han blev fordreven af Muirkertach, Kongen af Munster, og døde Aaret efter af Pest[4]. Da denne Gudrød Meranagh udtrykkelig kaldes „Herre over de Fremmede i Dublin og Øerne“, er der ingen Tvivl om, at han er den manske Krønikes Gudrød Crovan; og hans Formand Gudrød, Ragnvalds Sønnesøn, kan neppe have været nogen anden end hiin Gudrød Sigtryggssøn, Konge paa Man, hos hvem han fandt en gjestfri Modtagelse, og hvis Søn Fingall han siden skal have stødt fra Tronen. Man maa ligeledes formode, at denne Gudrød Sigtryggssøn har været en Brodersøn af den fordrevne Margad, og at han og hans Frænder en Tidlang have ført en uheldig Krig med Diarmid og Murchad, der endog gjorde sig Man skatskyldigt, indtil han endelig benyttede sig af Diarmids Fald til ej alene at afkaste Aaget, men ogsaa at

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 2.
  2. De 4 Mestres Annaler.
  3. Tighernach, Ulster-Annalerne.
  4. De 4 Mestres Annaler. Ulster-Annalerne. Der siges ikke, naar den ældre, i 1075 afdøde, Gudrød blev Konge i Dublin, men vi erfare af et Brev, han i Aaret 1074 skrev til Erkebiskop Landfrank med den til Biskop i Dublin efter Duncans Død udvalgte Gillepatrik, for at anbefale ham til at erholde Consecration, saavelsom af Landfranks samme Aar med Gillepatrik efter Indvielsen tilbagesendte Svarskrivelse (Baronii Annales XI. S. 641), at Gudrød allerede da herskede i Dublin. Det sandsynlige er derfor, at han benyttede sig af Forvirringen efter Diarmids Fald til at sætte sig i Besiddelse af denne Stad. Landfrank kalder ham slethen rex Hiberniæ. Gudrød Crovans, eller Meranaghs, Erhvervelse af Herredømmet over Man maa, naar han, som den manske Krønike angiver, herskede i 16 Aar, falde omkring 1079 eller 1078, tre eller fire Aar efter Gudrød Sigtryggssøns Død, og dette passer saa godt med, hvad Krøniken forøvrigt beretter om de tre Tog, som han, vistnok i ligesaa mange Sommere, gjorde til Man, førend han erobrede Øen, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf. Det vil ogsaa nedenfor vise sig, at de her nævnte Aarstal ganske passe med den øvrige Tidsregning.