Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/423

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
405
Gudrød Haraldsſøn paa Man.

Om Ingebjørg Jarlemoder da var død, eller han havde forſkudt hende, nævnes ingenſteds; det ſynes imidlertid, ſom om han fremdeles maa have haft fælles Interesſe med hendes Sønner. For øvrigt nævnes der ingenſteds om, at Olaf gjorde ſin Lensrettighed over Orknøerne gjeldende. Der ſiges kun, at han formedelſt ſit Slægtſkab med Jarlerne var deres ſynderlig gode Ven[1], men man kunde lettelig friſtes til at formode, at disſe benyttede ſig af den mislige Stilling, hvori Olaf efter Nederlaget ved Stanford befandt ſig, til at bringe ham til at erkjende deres Uafhængighed, eller i det mindſte til ikke med Strenghed at fordre nogen Lenshylding af dem; thi vi ville i det følgende erfare, hvorledes Olafs Søn Magnus ſenere behandlede dem ikke ſtort bedre end Oprørere eller Frafaldne[2]. De herſkede en lang Tid i Enighed, og, ſom det ſynes, i Fred, men uden nogen ſynderlig Kraft eller Anſeelſe. Det lader ſlet ikke til, at de i mindſte Maade deeltoge i de Uroligheder, ſom i denne Tid fandt Sted paa Man og Syder-Øerne, og ſom havde disſes Løsrivelſe fra Orknøerne til Følge. Hiin Gudrød, Søn af Harald Svarte, der, ſom ovenfor nævnt[3], ved Stanford kæmpede med i Harald Haardraades Rækker, og, lykkeligt undkommen fra dette Nederlag, havde fundet en venlig Modtagelſe hos den daværende Konge paa Man, Gudrød Sigtryggsſøn, tilrev ſig nemlig ej alene efter dennes Død Herredømmet over den ſidſt nævnte Ø, men ogſaa, ſom det ſynes, over alle Øerne, tilligemed en Deel af Irland, og optraadte ſom en vældig og frygtet Erobrer i disſe Egne. Beretningen derom, til hvilken man dog neppe i alle dens Enkeltheder kan ſætte Lid, da den ſynes at være meget blandet med ſvævende Folkeſagn, lyder i Korthed ſaaledes[4]: „Da Gudrød Sigtryggsſøn var død, blev hans Søn Fingal Konge efter ham[5], men Gudrød Crovan ſamlede en ſtor Flaade, kom til Man, og holdt et Slag med Indbyggerne, hvori han dog blev overvunden og dreven paa Flugten. Et nyt Angreb løb lige ſaa uheldigt af. Endelig forſøgte han ſin Lykke tredie Gang, famlede en talrig Flaade, landede ved Ramsaa Havn, og lagde 300 Mand i Baghold oppe i de ſkovbevoxne

  1. Orkneyinga-Saga, S. 94.
  2. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga.
  3. Se ovenfor S. 325.
  4. Den manſke Krønike, i Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 213—215. Johnſtones Udgave S. 7—9.
  5. Dette henføres i den manſke Krønike til det ſamme Aar, under hvilken ogſaa en anden Notits er optagen, øjenſynligt fra, eller efter den ſamme Kilde ſom en Beretning i den melroſiſke Krønike for 1070, om hvorledes Mælkolm, Skotlands Konge, herjede Northumberland indtil Cleveland, og egtede Margrete. I den manſke Krønike angives Aaret til 1051; men det er vel at merke, at fra 1040 til 1098 angives i denne de fleſte Begivenheder til omtrent 19 eller 20 Aar for tidligt.