fra Barnsbeen af synes at have været opdragen ved det danske Hof[1]. Den nye Konge i Danmark nærede ingen saadan højtslyvende Plan, som at angribe England. En Hungersnød, efter hvilken han endog selv fik Øgenavn, plagede Landet og lammede dets Kræfter; den almindelige Elendighed og Misfornøjelse gjorde ethvert Krigstog til fremmede Lande umuligt, om endog Tanken derom — hvad man dog neppe kan formode — var opstaaet. England indtog heller ikke saa truende en Stilling, som før, thi den vældige Villjam omkom Aaret efter Knut Svenssøns Død ved et Ulykkestilfælde under en Fejde med Kong Philip af Frankrige (7de Septbr. 1087), og Nordmandie skiltes fra England ved at tilfalde hans ældste Søn Robert, medens det sidste tilfaldt hans anden Søn Villjam. Og ikke nok hermed, kom ogsaa Brødrene selv i Fejde med hinanden, da den ærgjerrige Robert, ophidset af sine Vasaller, ej vilde lade Villjam i rolig Besiddelse af England[2].
Skotland, hvor Mælkolm, Duncans Søn, kaldet Ceanmor (d. e. Storhoved.)[3], ved engelsk Hjelp var kommen i Besiddelse af Regjeringen, havde i denne Tid mere Aarsag til at frygte Angreb fra Norge, end Magt til at forurolige det. Ikke engang i Orknøernes Anliggender synes Mælkolm at have blandet sig, uagtet han i nogle Aar var gift med Jarlernes Moder. Ved dette Giftermaal var det vistnok, som ovenfor nævnt, Mælkolms Hensigt at tilvende sig Indflydelse over Jarlerne, og saaledes igjen over deres skotske Frænder af den macbethske eller ruairiske Æt, der, som man seer, endnu en Tidlang gjorde ham Herredømmet over Nordskotland stridigt, ja endog førte Kongenavn. Thi vi erfare, at Mælsnechtan, Lulachs Søn, kaldte sig Konge af Moray, og at Mælkolm i Aaret 1077 overfaldt ham, fangede hans Moder, hans bedste Mænd og alle hans Skatte, medens han selv med Nød og neppe undkom[4]. Ikke før end aatte Aar senere (1085) omtales Mælsnechtans, den saa kaldte Konge af Morays, Død[5]. Det lader saaledes til, at Mælkolms Regjeringstid var deelt mellem Fejder mod de nordskotske eller piktiske Høvdinger og Krige med de engelsk-nordmanniske Konger, hvilke især, som vi have seet, bleve hans Fiender efter at han havde egtet Margrete, Eadgar Ædhelings Syster, og derved var dragen ind i det gamle wessexiske Kongehuses Interesser.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 221, siger vel at Olaf giftede sin Syster Ingegerd med Kong Olaf Svenssøn i Danmark, men dette behøver ikke at tages i anden Betydning, end at han gav sit Minde til Giftermaalet.
- ↑ Se herom Lappenbergs Gesch. Englands, II. S. 162—174.
- ↑ I Orkn. Saga kaldes han „Langhals“.
- ↑ Chron. Sax. ved 1077. Skade, at der her findes en Lakune, ellers vilde man af dette Sted kunne faa merkelige Oplysninger om disse Begivenheder.
- ↑ Ulster-Annalerne, ved 1085.
