Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/422

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
404
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

fra Barnsbeen af ſynes at have været opdragen ved det danſke Hof[1]. Den nye Konge i Danmark nærede ingen ſaadan højtſlyvende Plan, ſom at angribe England. En Hungersnød, efter hvilken han endog ſelv fik Øgenavn, plagede Landet og lammede dets Kræfter; den almindelige Elendighed og Misfornøjelſe gjorde ethvert Krigstog til fremmede Lande umuligt, om endog Tanken derom — hvad man dog neppe kan formode — var opſtaaet. England indtog heller ikke ſaa truende en Stilling, ſom før, thi den vældige Villjam omkom Aaret efter Knut Svensſøns Død ved et Ulykkestilfælde under en Fejde med Kong Philip af Frankrige (7de Septbr. 1087), og Nordmandie ſkiltes fra England ved at tilfalde hans ældſte Søn Robert, medens det ſidſte tilfaldt hans anden Søn Villjam. Og ikke nok hermed, kom ogſaa Brødrene ſelv i Fejde med hinanden, da den ærgjerrige Robert, ophidſet af ſine Vaſaller, ej vilde lade Villjam i rolig Beſiddelſe af England[2].

Skotland, hvor Mælkolm, Duncans Søn, kaldet Ceanmor (d. e. Storhoved.)[3], ved engelſk Hjelp var kommen i Beſiddelſe af Regjeringen, havde i denne Tid mere Aarſag til at frygte Angreb fra Norge, end Magt til at forurolige det. Ikke engang i Orknøernes Anliggender ſynes Mælkolm at have blandet ſig, uagtet han i nogle Aar var gift med Jarlernes Moder. Ved dette Giftermaal var det viſtnok, ſom ovenfor nævnt, Mælkolms Henſigt at tilvende ſig Indflydelſe over Jarlerne, og ſaaledes igjen over deres ſkotſke Frænder af den macbethſke eller ruairiſke Æt, der, ſom man ſeer, endnu en Tidlang gjorde ham Herredømmet over Nordſkotland ſtridigt, ja endog førte Kongenavn. Thi vi erfare, at Mælſnechtan, Lulachs Søn, kaldte ſig Konge af Moray, og at Mælkolm i Aaret 1077 overfaldt ham, fangede hans Moder, hans bedſte Mænd og alle hans Skatte, medens han ſelv med Nød og neppe undkom[4]. Ikke før end aatte Aar ſenere (1085) omtales Mælſnechtans, den ſaa kaldte Konge af Morays, Død[5]. Det lader ſaaledes til, at Mælkolms Regjeringstid var deelt mellem Fejder mod de nordſkotſke eller piktiſke Høvdinger og Krige med de engelſk-nordmanniſke Konger, hvilke iſær, ſom vi have ſeet, bleve hans Fiender efter at han havde egtet Margrete, Eadgar Ædhelings Syſter, og derved var dragen ind i det gamle wesſexiſke Kongehuſes Interesſer.

  1. Fagrſkinna, Cap. 221, ſiger vel at Olaf giftede ſin Syſter Ingegerd med Kong Olaf Svensſøn i Danmark, men dette behøver ikke at tages i anden Betydning, end at han gav ſit Minde til Giftermaalet.
  2. Se herom Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 162—174.
  3. I Orkn. Saga kaldes han „Langhals“.
  4. Chron. Sax. ved 1077. Skade, at der her findes en Lakune, ellers vilde man af dette Sted kunne faa merkelige Oplysninger om disſe Begivenheder.
  5. Ulſter-Annalerne, ved 1085.