taget ikke vare forpligtede til at være hjemmefra længer end en bestemt Tid af Aaret, og denne Tid enten allerede var udløben, eller i alle Fald vilde udløbe længe førend Toget var tilendebragt, medens Nordmændene derimod, som kongelige Hunstropper eller Lenstropper, vare forpligtede til at adlyde deres Konges Befaling uden nogen Tids-Indskrænkning, og dertil vist ogsaa vare langt bedre forsynede med Levnetsmidler: kan man ej undre sig over at Danerne optoge deres Forestillinger med Harme. Da Knut endelig kom til Limfjorden, fandt han kun de norske Skibe. De danske vare alle sammen borte. Han blev, som man let kan forstaa, overmaade opbragt herover, og lovede, hvad han og til sin egen Skade holdt, at lade Danerne bøde haardt derfor. Uagtet Nordmændene fremdeles tilbøde sig at ville følge ham, hvor han førte dem hen, var der dog nu ikke længer Spørgsmaal om at tiltræde Toget, og han gav dem Tilladelse til at drage hjem, med mange Taksigelser og Lovtaler, fordi de faa hæderligen havde adlydt deres Herres og Konges Befaling. Han sendte ogsaa store Gaver med dem til Kong Olaf, og gav Nordmændene det Tilsagn, at deres Handelsskibe uhindret skulde kunne sejle gjennem hans Land og Strømme[1]. Saaledes slap Norge denne Gang med Udrustningen alene, og undgik at komme i en Krig med England, der maaskee kunde have haft farlige Følger. Hvorledes Knut siden tog en haard Straffedom over sit f Folk, og hvorledes Jyderne, opbragte herover, gjorde Opstand, flokkede sig sammen mod Knut, forfulgte ham over til Fyn og dræbte ham i St. Albani Kirke i Odense (10de Juli 1086), er noksom bekjendt[2], saavel som hvorledes Knuts Død, ligesom St. Olafs i Norge, om end ikke med saa fuld Ret, betragtedes som en Martyrdød, og gjorde ham til Danmarks første Nationalhelgen og Skytspatron[3]. Kong Olaf synes ikke at have blandet bo l disse Anliggender. Han gjorde heller ikke, som det synes, nogen Indvending til Fordeel for Knuts unge Søn Karl, der ved Opstandens Udbrud var bleven sendt i Sikkerhed til Flandern med sin Moder, da ikke han blev udvalgt til Konge, men derimod Farbroderen Olaf, som udløstes af sit Fængsel. Freden vedblev fremdeles mellem Norge og Danmark; ja den danske Konge egtede endog Kong Olaf Haraldssøns Syster Ingegerd: en Forbindelse, der dog just ikke behøver at udlægges som Tegn paa nøjere Venskab mellem Kongerne selv, da Ingegerd, Ellisivs Datter, allerede, som ovenfor antydet,
- ↑ Knytlingasaga, Cap. 43. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Cap. 8.
- ↑ Se Knytlingasaga Cap. 44—62. Saxo, S. 582—592. Ælnodh, hos Langebek, III. 5. 355—373 Sven Aagessøn, hos Langebek, I. S. 57, 58. Villjam af Malmsbury, III. 261.
- ↑ Her var dog den Forskjel, at Knut blev formelig kanoniseret (se Ælnodh, S. 382) medens Olaf derimod alene „dømtes hellig“ af Nordmændene, og sidenefter stiltiende anerkjendtes som saadan.
