Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/421

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
403
Den danſke Kong Knuts Drab og Hellighed.

taget ikke vare forpligtede til at være hjemmefra længer end en beſtemt Tid af Aaret, og denne Tid enten allerede var udløben, eller i alle Fald vilde udløbe længe førend Toget var tilendebragt, medens Nordmændene derimod, ſom kongelige Hunstropper eller Lenstropper, vare forpligtede til at adlyde deres Konges Befaling uden nogen Tids-Indſkrænkning, og dertil viſt ogſaa vare langt bedre forſynede med Levnetsmidler: kan man ej undre ſig over at Danerne optoge deres Foreſtillinger med Harme. Da Knut endelig kom til Limfjorden, fandt han kun de norſke Skibe. De danſke vare alle ſammen borte. Han blev, ſom man let kan forſtaa, overmaade opbragt herover, og lovede, hvad han og til ſin egen Skade holdt, at lade Danerne bøde haardt derfor. Uagtet Nordmændene fremdeles tilbøde ſig at ville følge ham, hvor han førte dem hen, var der dog nu ikke længer Spørgsmaal om at tiltræde Toget, og han gav dem Tilladelſe til at drage hjem, med mange Takſigelſer og Lovtaler, fordi de faa hæderligen havde adlydt deres Herres og Konges Befaling. Han ſendte ogſaa ſtore Gaver med dem til Kong Olaf, og gav Nordmændene det Tilſagn, at deres Handelsſkibe uhindret ſkulde kunne ſejle gjennem hans Land og Strømme[1]. Saaledes ſlap Norge denne Gang med Udruſtningen alene, og undgik at komme i en Krig med England, der maaſkee kunde have haft farlige Følger. Hvorledes Knut ſiden tog en haard Straffedom over ſit f Folk, og hvorledes Jyderne, opbragte herover, gjorde Opſtand, flokkede ſig ſammen mod Knut, forfulgte ham over til Fyn og dræbte ham i St. Albani Kirke i Odenſe (10de Juli 1086), er nokſom bekjendt[2], ſaavel ſom hvorledes Knuts Død, ligeſom St. Olafs i Norge, om end ikke med ſaa fuld Ret, betragtedes ſom en Martyrdød, og gjorde ham til Danmarks førſte Nationalhelgen og Skytspatron[3]. Kong Olaf ſynes ikke at have blandet bo l disſe Anliggender. Han gjorde heller ikke, ſom det ſynes, nogen Indvending til Fordeel for Knuts unge Søn Karl, der ved Opſtandens Udbrud var bleven ſendt i Sikkerhed til Flandern med ſin Moder, da ikke han blev udvalgt til Konge, men derimod Farbroderen Olaf, ſom udløſtes af ſit Fængſel. Freden vedblev fremdeles mellem Norge og Danmark; ja den danſke Konge egtede endog Kong Olaf Haraldsſøns Syſter Ingegerd: en Forbindelſe, der dog juſt ikke behøver at udlægges ſom Tegn paa nøjere Venſkab mellem Kongerne ſelv, da Ingegerd, Elliſivs Datter, allerede, ſom ovenfor antydet,

  1. Knytlingaſaga, Cap. 43. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Cap. 8.
  2. Se Knytlingaſaga Cap. 44—62. Saxo, S. 582—592. Ælnodh, hos Langebek, III. 5. 355—373 Sven Aagesſøn, hos Langebek, I. S. 57, 58. Villjam af Malmsbury, III. 261.
  3. Her var dog den Forſkjel, at Knut blev formelig kanoniſeret (ſe Ælnodh, S. 382) medens Olaf derimod alene „dømtes hellig“ af Nordmændene, og ſidenefter ſtiltiende anerkjendtes ſom ſaadan.