Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/420

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
402
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

faling, ſom dog kun faa efterkom[1]. Endelig lod Villjam heller ikke denne Gang det Middel uforſøgt, ſom han tidligere med ſaa meget Held havde anvendt, nemlig Beſtikkelſe. Villjams Penge, heder det i en gammel Krønike, fik Overhaand i Knuts Raadgiveres Punge[2]. Imidlertid ruſtede ſaavel Knut ſom Olaf ſig paa det ivrigſte, og til beſtemt Tid den følgende Vaar ſamlede begge Flaader, baade den danſke og den norſke, ſig i Limfjorden. Skibenes Antal angives til over tuſende, og dette er neppe urigtigt, da Knut havde opbudt Leding over hele ſit Rige, hvilket efter de gjeldende Beſtemmelſer kunde ſtille 940 Skibe[3]; hertil kom nu ſaavel Kongens egne Skibe og Lensſkibene, ſom den norſke Hjelpeflaade. Samtidigt ſkal Grev Robert af Flandern have udruſtet en Flaade af 600 Skibe, for at forene ſig med ham. Men hvad enten nu Villjams Beſtikkelſer virkede, eller Knut havde erfaret de ſtore Forberedelſer, Villjam havde gjort til hans Modtagelſe, og derfor ikke vilde tiltræde Toget, førend han endnu mere havde forſtærket ſin Hær, eller han, ſom det og angives, førſt maatte ſikre ſig mod et befrygtet Angreb af Venderne[4]; eller endelig — hvad der er ſandſynligſt — at alle disſe Aarſager tilſammen have beſtemt ham: viſt er det, at han nølede i Heidaby, raadſlaaende med ſine Mænd, uden at begive ſig til Hæren, ſom ved at ligge i ſaa lang Tid paa eet Sted begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, og gav ſin Misfornøjelſe herover Luft i lydelig Knurren. Denne Misfornøjelſe oppuſtedes, ſom man maa formode, og ſom i det mindſte Knut ſelv ſynes at have troet, af de Høvdinger, der havde modtaget Stikpenge af Villjam. Knut mistænkte iſær ſin egen Halvbroder, Olaf, paa hvilken han var ſaa opbragt, at han, da denne indfandt ſig hos ham, ſom han foregav paa de øvrige Høvdingers Vegne, for at bede ham gjøre Alvor af at begynde Toget, lod ham gribe og fore til ſin Svigerfader Grev Robert af Flandern, med Anmodning om, indtil videre at holde ham i haardt Fangenſkab; hvilket ogſaa ſkede. Tilſidſt beſluttede de danſke Krigere eenſtemmigt at drage hver til ſit, overladende det til Kongen at hjelpe ſig uden dem, ſom han bedſt kunde. Forgjæves ſøgte Nordmændene at tale dem til Rette. Danerne raabte at Nordmændene gjerne for dem maatte blive liggende i dette Sultehul, ſaa længe de havde Lyſt; ſelv vilde de drage hjem ſaa fort de kunde[5]. Da de ſom Ledingsfolk ſtrengt

  1. Ælnodhs Vita Canuti, hos Langebek, III. S. 350.
  2. Peterborough-Annalerne.
  3. Skibenes Antal angives i Knytlingaſaga Cap. 32. De fleſte af disſe Skibe have dog vel, ſom Ledingsſkibe, kun været ſmaa.
  4. Dette angives udførligt i Knytlingaſaga Cap. 42.
  5. Knytlingaſaga, Cap. 43.