Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/418

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
400
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

atter herje ved Ild og Sverd[1]. Under disſe Omſtændigheder var det naturligt, at de ulykkelige Northumbrer, ved at erfare at Knut, der allerede to Gange havde været paa Krigstog i England, nu havde beſteget Danmarks Trone og indlagt ſig ſtor Krigshæder, haabede i ham at ſee en Frelſer, og derfor iſær henvendte ſig til ham med Bøn om at komme dem til Hjelp, paa ſamme Tid, ſom Villjam paa alle Kanter var omringet af Fiender, og derfor, ſom man maatte formode, lettere at bekæmpe. Og den ærgjerrige Knut, hvis Hu ſtedſe ſtod til at opnaa ſin ſtore Navnes Magt og Berømmelſe, og ſom desuden brandt af Længſel efter at aftvætte den Skam, ſom de tvende ſidſte uheldige Tog til England, hvor han ſelv var med, havde bragt over de danſke Vaaben, laante villigt Øre til disſe Opfordringer[2]. Hertil kom ogſaa, at han var gift med en Datter af Villjams afſagte Fiende, Grev Robert af Flandern. Villjam ſynes allerede temmelig ſnart efter Knuts Tronbeſtigelſe og Urolighederne i Northumberland at have væntet et nyt Angreb fra Danmark; thi blandt de Beſkyldninger, han gjorde ſin Broder Odd, da han lod ham fængſle (1080), var ogſaa den, at han vilde fore Krigere ud af Landet paa en Tid, da de burde være tilſtede for at beſkytte det mod Daner, Irer og andre Fiender[3]. Alvorlige Udruſtninger gjorde dog Knut ikke førend i Aaret 1084. Da anmodede han ſin Svoger, Kong Olaf, om at møde ham ved Kongehelle, og da Olaf indfandt ſig til beſtemt Tid, aabenbarede han ham ſtrax ſin Henſigt, at gjøre et Tog til England for at gjenerhverve det Rige, hans Forfædre tidligere havde beſiddet. Han bad om Olafs Underſtøttelſe dertil, og ſkal endog have tilbudt ſig at overlade ham Hoved-Anførſelen, om han ønſkede det. Olaf erkjendte, at Knuts Fordringer vare vel begrundede, og at det ej var uſandſynligt at et ſaadant Foretagende kunde vorde kronet med Held, men han vægrede ſig paa det beſtemteſte for at deeltage perſonligt deri, end ſige at paatage ſig Overanførſelen. „Da min Fader Harald“, ſagde han, „tiltraadte ſit Tog, hed det overalt i Landet, at drabeligere Hær ingenſinde var udruſtet fra Norge, og ſaa ypperlige Krigere, ſom vi dengang havde, vil man nu neppe kunne tilvejebringe; end ſtørre Forſkjel er der mellem Anførerne, nemlig

  1. Florents af Worceſter, ved 1080. Villjam af Malmsbury III. 271. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 210, 211.
  2. Knuts Anſeelſe og Forhold til England ſkildres ſaaledes hos Villjam af Malmsbury, III. 258: „Den eneſte, der kunde ſætte hans (Villjams) Overmod Skranker, var Danekongen Knut, der baade ved ſit Svogerſkab med Grev Robert og ved ſin egen Magt nød en umaadelig Anſeelſe; blandt Folkene gik det Rygte at han vilde angribe England, der tilforn ham ſom Arv efter Gamle-Knut“. Jvfr. Cap. 262.
  3. Ordrik, hos Duchêne, S. 647.