Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/417

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
399
Knut Danekonges Planer mod England.


dige bleve ligeledes deels henrettede, deels lemlæſtede, deels landsforviſte, og det uagtet Knut derved paadrog ſig et uforſonligt og farligt Had af Egils mægtige Frænder i Jylland[1].

Knut, der var krigerſk og foretagelſeslyſten, og ſom ved ſine heldige Tog i Auſterveg, ved ſin kraftige Regjering og ſin Iver for Religionsvæſenet, havde erhvervet ſtor Anſeelſe, modtog imidlertid gjentagne Opfordringer fra de, om end ydmygede, dog endnu langtfra med Nordmannernes Herredømme forſonede Anglo-Daner om at komme dem til Hjelp[2]. Tiden dertil ſyntes ej at være ubelejlig. Villjam havde i de ſenere Aar været mindre heldig i ſine Foretagender end tidligere. Et Tog til Bretagne, han gjorde for at forfølge og ſtraffe Robert af Herefords Medſammenſvorne, Radulf af Øſtangel, mislykkedes, da Greven af Bretagne, underſtøttet af Villjams egen Lensherre, Kong Philip af Frankrige, kom Radulf til Hjelp[3]. Han laa i Uvenſkab med ſin egen Søn, den urolige Robert, der nu, efter at være bleven voxen, fordrede Nordmandie og Maine, og ſandt Underſtøttelſe, ſaavel hos Kongen af Frankrige ſom hos ſin Morbroder, Grev Robert af Flandern, der havde erhvervet dette Fyrſtendømme efter at have fældet ſin Broderſøn Arnulf, den retmæsſige Arving til Fyrſtendømmet, i et blodigt Slag. Endelig kom Villjam i Uenighed med ſin egen Broder, Biſkop Odd af Bayeux, ſom han havde udnævnt til Jarl i Kent og Statholder i England under ſin Fraværelſe i Nordmandie: da den ærgjerrige Odd endog ſtod færdig til at gjøre et Tog til Italien, for at ſikre ſig Paveværdigheden efter Gregor den 7de, lod Villjam ham kaſte i Fængſel i Rouen og bemægtigede ſig hans ſtore Skatte, uden at ændſe Pavens Foreſtillinger desangaaende[4]. Den ſkotſke Konge Mælkolm, gjorde, uanſeet ſin Lenseed, et nyt ødelæggende Indfald i Northumberland[5], og over dette ulykkelige Landſkab gik der, ſtrax efter, en ny Straffedom, da Biſkopen af Durham, Walther, der tillige efter Valthjofs Død havde været forlenet med Jarldømmet, var bleven dræbt af en raſende Folkehob, ſom beſkyldte ham for Deelagtighed i Mordet paa en af Valthjofs Frænder[6]. Thi Villjam lod det allerede ſaa haardt plagede Landſkab nu

  1. Knytlingaſaga, Cap. 33—40.
  2. Ælnodh, Knut den helliges Levnetsbeſkrivelſe, hos Langebek, Scr. r. D. III. S. 347.
  3. Florents af Worceſter ved 1075. Chron. Sax. ved 1076. Simeon af Durham, Twysden S. 209.
  4. Ordrik, hos Duchêne, S. 570. Chron. Sax. ved 1079.
  5. Florents af Worceſter, ved 1079.
  6. Florents af Worceſter, ved 1082.