Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/416

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
398
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

Hjelp og Krigsſtyrke at tvinge ham til at dele Riget med ligt men hvilken Skade derved truer Rigets hvilken Forſtyrrelſe blandt det chriſtne Folk, hvilken Ødelæggelſe det vil medføre for Kirkerne, hvilke de grumme Hedninger i de tilgrændſende Lande[1] lure paa at forſtyrre, det lærer os Sandheden, ſom er Chriſtus ſelv, i Euangeliet, naar han ſiger at hvert Huus, der er uenigt med ſig ſelv, ſkal ødelægges og ſtyrte, det ene over det andet. Vi formane Eder derfor til at vogte Eder paa det omhyggeligſte for at lade nogen overtale Eder til at yde Biſtand eller Hjelp i denne Sag, for at ikke denne Synd ſkal falde tilbage paa Eder ſelv, og den guddommelige Vrede opvækkes mod Eder og Eders Rige paa Grund af Tvedragten i hiint Rige. Derimod bede og raade vi Eder indſtændigt at formaa den danſke Konge til at modtage ſine Brødre med Kjærlighed i ſit Rige, og, hvis han kan, at tildele dem andre Beſiddelſer og Værdigheder, ſaaledes at de ikke paa nogen uværdig Maade lide Nød, eller Rigets Værdighed nogen Skade“[2]. Om det virkelig lykkedes Olaf at megle Fred mellem Harald og Knut, vides ikke med Vished, men ſaa meget er viſt, at Olaf, uagtet ſit inderlige Venſkab med Knut, dog ikke bekrigede Harald for hans Skyld. Spørgsmaalet er imidlertid, om han i Længden vilde have kunnet modſtaa Knuts Opfordringer, der, ſom vi ville ſee, ſiden formaaede ham til at gjøre en Undtagelſe fra ſin gamle Fredspolitik. Men kun lidet over et Aar efter at Olaf havde modtaget hiint Brev fra Paven, døde Harald (17de April 1080), og Knut blev nu uden Modſigelſe tagen til Konge, ſaa at han ikke længer trængte til Olafs Biſtand i dette Anliggende. Og nu herſkede det nøjeſte Venſkab mellem begge Riger, eller rettere deres Konger. Dette viſte ſig blandt andet, da den mægtige Jyde Egil Ragnarsſøn, hvilken Knut havde frataget hans bornholmſke Forleninger, enten nu for at hevne ſig herover, eller for at ſkaffe ſig Midler til at leve paa ligeſaa ſtor Fod ſom forhen, plyndrede et.rigt ladet norſkt Skib, der var kommet paa Grund ved nogle Smaaøer i Nærheden af Bornholm, og derpaa brænde det op med hele Mandſkabet. Knut begav ſig i den Anledning ſelv til Bornholm, lod Egil gribe, og, da han havde tilſtaaet Forbrydelſen, hænge i nærmeſte Skov: hans Mænd og Medſkyl-

  1. Herved ſigtes maaſkee lige ſaa meget til Hedningerne i Sverige, ſom til Venderne.
  2. Dette merkelige Brev, det eneſte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Knuts Ophold i Norge, meddeles i „Concilia Coleti“, XII. 436. 4377 og henføres til 17de December 1078. Vel navngives ikke Knut udtrykkeligt, men da han og ingen anden nu var nærmeſte Tronprætendent, kan det alene være ham, ſom menes. Han var ogſaa den nærmeſte af alle Svens Sønner til at fyge Hjelp i Norge, da han der havde ſaa mange mægtige Forbindelſer. Maaſkee dog ogſaa de af hans mange Brødre, der fulgte ham did, vare hans Heelbrødre.