Hjelp og Krigsstyrke at tvinge ham til at dele Riget med ligt men hvilken Skade derved truer Rigets hvilken Forstyrrelse blandt det christne Folk, hvilken Ødelæggelse det vil medføre for Kirkerne, hvilke de grumme Hedninger i de tilgrændsende Lande[1] lure paa at forstyrre, det lærer os Sandheden, som er Christus selv, i Euangeliet, naar han siger at hvert Huus, der er uenigt med sig selv, skal ødelægges og styrte, det ene over det andet. Vi formane Eder derfor til at vogte Eder paa det omhyggeligste for at lade nogen overtale Eder til at yde Bistand eller Hjelp i denne Sag, for at ikke denne Synd skal falde tilbage paa Eder selv, og den guddommelige Vrede opvækkes mod Eder og Eders Rige paa Grund af Tvedragten i hiint Rige. Derimod bede og raade vi Eder indstændigt at formaa den danske Konge til at modtage sine Brødre med Kjærlighed i sit Rige, og, hvis han kan, at tildele dem andre Besiddelser og Værdigheder, saaledes at de ikke paa nogen uværdig Maade lide Nød, eller Rigets Værdighed nogen Skade“[2]. Om det virkelig lykkedes Olaf at megle Fred mellem Harald og Knut, vides ikke med Vished, men saa meget er vist, at Olaf, uagtet sit inderlige Venskab med Knut, dog ikke bekrigede Harald for hans Skyld. Spørgsmaalet er imidlertid, om han i Længden vilde have kunnet modstaa Knuts Opfordringer, der, som vi ville see, siden formaaede ham til at gjøre en Undtagelse fra sin gamle Fredspolitik. Men kun lidet over et Aar efter at Olaf havde modtaget hiint Brev fra Paven, døde Harald (17de April 1080), og Knut blev nu uden Modsigelse tagen til Konge, saa at han ikke længer trængte til Olafs Bistand i dette Anliggende. Og nu herskede det nøjeste Venskab mellem begge Riger, eller rettere deres Konger. Dette viste sig blandt andet, da den mægtige Jyde Egil Ragnarssøn, hvilken Knut havde frataget hans bornholmske Forleninger, enten nu for at hevne sig herover, eller for at skaffe sig Midler til at leve paa ligesaa stor Fod som forhen, plyndrede et.rigt ladet norskt Skib, der var kommet paa Grund ved nogle Smaaøer i Nærheden af Bornholm, og derpaa brænde det op med hele Mandskabet. Knut begav sig i den Anledning selv til Bornholm, lod Egil gribe, og, da han havde tilstaaet Forbrydelsen, hænge i nærmeste Skov: hans Mænd og Medskyl-
- ↑ Herved sigtes maaskee lige saa meget til Hedningerne i Sverige, som til Venderne.
- ↑ Dette merkelige Brev, det eneste, hvor der udtrykkeligt nævnes om Knuts Ophold i Norge, meddeles i „Concilia Coleti“, XII. 436. 4377 og henføres til 17de December 1078. Vel navngives ikke Knut udtrykkeligt, men da han og ingen anden nu var nærmeste Tronprætendent, kan det alene være ham, som menes. Han var ogsaa den nærmeste af alle Svens Sønner til at fyge Hjelp i Norge, da han der havde saa mange mægtige Forbindelser. Maaskee dog ogsaa de af hans mange Brødre, der fulgte ham did, vare hans Heelbrødre.
