Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/415

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
397
Knut Svensſøn hos Olaf.


Olafs Neutralitet i de engelſke Anliggender gjorde for øvrigt ingen Forandring i det venſkabelige Forhold, der var opſtaaet mellem ham og Sven Ulfsſøn efter Fredsſlutningen 1068 og hans Giftermaal med Svens Datter. Det ſynes endog, efter hvad der i det følgende vil blive viiſt, ſom om Olaf i det mindſte i kirkelig Henſeende afveg fra ſin Faders Uafhængighedspolitik og ſluttede ſig til den, Sven fulgte; hertil har dog vel ogſaa Pave Gregor den 7des merkelige Perſonlighed, der ytrede ſin Indflydelſe endog til de fjerneſte Egne af den romerſke Kirkes Omraade, ikke lidet bidraget. Da Sven Ulfsſøn var død (28de April 1067)[1] efter at have udnævnt ſin Søn Knut til ſin Efterfølger, men dennes ældre Halvbroder Harald, underſtøttet af ſin Svigerfader, Aasbjørn Jarl, der altſaa var vendt tilbage fra ſin Landflygtighed, var tagen til Konge paa Iisøre-Thing, imod at indgaa en Art af Haandfæſtning, eller at love Folket endeel Forbedringer i den hidtil gjeldende Lovgivning[2], drog Knut, enten misfornøjet hermed, eller frygtende for Efterſtræbelſer, førſt i Leding mod vendiſke og kuriſke Vikinger, ſom han allerede i ſin Faders Levetid havde bekæmpet, ſiden drog han med flere af ſine Brødre til Norge, for at anmode Kong Olaf om Biſtand til at fratage Harald Riget. Han væntede ſig rimeligviis ſaa meget ſnarere Hjelp fra Norge, ſom han her havde mægtige Mødrenefrænder i Sogn, og Stang Olaf var gift med hans Heelſyſter[3]. Men Harald, der ſtod ſig godt med Paven, undlod, ſom det ſynes, ikke at underrette ham herom, og Gregor tilſkrev ſtrax Olaf et Brev, hvori han foruden at opmuntre ham til Ivrighed i Troen og Virkſomhed i dens Udbredelſe, paalagde ham indſtændigt, ikke at yde den danſke Konges Brødre nogen Hjelp. „Det er os berettet“, ſkrev han, „at Danekongens Brødre have begivet ſig til Eder, for ved Eders mægtige

    gode og Harald Haardraade, og ſom maaſkee endog kun ere indkomne ved en ſenere Glosſe, er Rækken ſaaledes rigtig. .Men derpaa tilføjes at det var Magnus Haraldsſøn, ſom efter Faderens Fald fik Tilladelſe af Harald Godwinesſøn til at drage bort fra England; at det var ham, til hvem Harald, den engelſke Haralds Søn„ tog ſin Tilflugt, og endelig, at det var i Følge med ham, at denne Harald gjorde Toget til England paa Villjam den 2dens Tid. Saaledes har Forfatteren her ſammenblandet Magnus Haraldsſøn og Magnus Barfod, uagtet han ſtrax forud har rigtigt ſkjelnet mellem dem.

  1. Sven døde i Suddathorp, den ſamme Landsby, hvor Snorre, men, ſom ovenfor nævnt, urigtig, lader Magnus den gode dø, maaſkee forledet derved at ogſaa Sven kaldte ſig Magnus. Ælnodh henfører urigtigt Svens Død til 1074.
  2. Dette var fornemmelig den bekjendte, af Folket med ſaa megen Glæde modtagne Forandring i Beſtemmelſerne om Beviisbyrden, hvorom Saxo handler, S. 571, jvf. Ælnodh, hos Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 341.
  3. Se herom ovenfor, S. 179.