Olafs Neutralitet i de engelske Anliggender gjorde for øvrigt ingen Forandring i det venskabelige Forhold, der var opstaaet mellem ham og Sven Ulfssøn efter Fredsslutningen 1068 og hans Giftermaal med Svens Datter. Det synes endog, efter hvad der i det følgende vil blive viist, som om Olaf i det mindste i kirkelig Henseende afveg fra sin Faders Uafhængighedspolitik og sluttede sig til den, Sven fulgte; hertil har dog vel ogsaa Pave Gregor den 7des merkelige Personlighed, der ytrede sin Indflydelse endog til de fjerneste Egne af den romerske Kirkes Omraade, ikke lidet bidraget. Da Sven Ulfssøn var død (28de April 1067)[1] efter at have udnævnt sin Søn Knut til sin Efterfølger, men dennes ældre Halvbroder Harald, understøttet af sin Svigerfader, Aasbjørn Jarl, der altsaa var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, var tagen til Konge paa Iisøre-Thing, imod at indgaa en Art af Haandfæstning, eller at love Folket endeel Forbedringer i den hidtil gjeldende Lovgivning[2], drog Knut, enten misfornøjet hermed, eller frygtende for Efterstræbelser, først i Leding mod vendiske og kuriske Vikinger, som han allerede i sin Faders Levetid havde bekæmpet, siden drog han med flere af sine Brødre til Norge, for at anmode Kong Olaf om Bistand til at fratage Harald Riget. Han væntede sig rimeligviis saa meget snarere Hjelp fra Norge, som han her havde mægtige Mødrenefrænder i Sogn, og Stang Olaf var gift med hans Heelsyster[3]. Men Harald, der stod sig godt med Paven, undlod, som det synes, ikke at underrette ham herom, og Gregor tilskrev strax Olaf et Brev, hvori han foruden at opmuntre ham til Ivrighed i Troen og Virksomhed i dens Udbredelse, paalagde ham indstændigt, ikke at yde den danske Konges Brødre nogen Hjelp. „Det er os berettet“, skrev han, „at Danekongens Brødre have begivet sig til Eder, for ved Eders mægtige
- ↑ Sven døde i Suddathorp, den samme Landsby, hvor Snorre, men, som ovenfor nævnt, urigtig, lader Magnus den gode dø, maaskee forledet derved at ogsaa Sven kaldte sig Magnus. Ælnodh henfører urigtigt Svens Død til 1074.
- ↑ Dette var fornemmelig den bekjendte, af Folket med saa megen Glæde modtagne Forandring i Bestemmelserne om Beviisbyrden, hvorom Saxo handler, S. 571, jvf. Ælnodh, hos Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 341.
- ↑ Se herom ovenfor, S. 179.
gode og Harald Haardraade, og som maaskee endog kun ere indkomne ved en senere Glosse, er Rækken saaledes rigtig. .Men derpaa tilføjes at det var Magnus Haraldssøn, som efter Faderens Fald fik Tilladelse af Harald Godwinessøn til at drage bort fra England; at det var ham, til hvem Harald, den engelske Haralds Søn„ tog sin Tilflugt, og endelig, at det var i Følge med ham, at denne Harald gjorde Toget til England paa Villjam den 2dens Tid. Saaledes har Forfatteren her sammenblandet Magnus Haraldssøn og Magnus Barfod, uagtet han strax forud har rigtigt skjelnet mellem dem.
