Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/414

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
396
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

Skule Tostigssøn over til England for at hente det, og at det ogsaa strax blev ham udleveret. Denne Sendelse henføre de enten udtrykkeligt til „Aaret efter Haralds Fald“[1], eller til „kort efter at Olaf var tagen til Konge“[2], eller endelig, kun løseligt antydende Tiden, til „lidt efter Haralds Død“[3]. Men da Skule ved Olafs Hjemrejse fra Orknøerne 1067 var saa ung at han sidenefter endog fik Tilnavnet „Kongsfostre“, er det ikke sandsynligt, at Olaf endnu samme Aar skulde have betroet ham denne vigtige Sendelse, især da Kong Villjam paa den Tid var fraværende, og Gjæringen i Northumberland for stor til at det kunde være raadeligt for en Søn af Tostig at vise sig der; hertil kommer og at Krigstilberedelserne mod Danmark for det første maa have optaget Olafs hele Opmerksomhed. Men derimod efter Fredsslutningen med Danmark, da Magnus var død og Olaf tagen til Konge over hele Norge, og da Villjam, hvert Øjeblik væntende et Angreb fra Danmark, maatte formodes at være redebon til Alt, hvad der paa nogen Maade kunde bidrage til at gjøre ham Norges Konge forbunden, var netop det belejlige Øjeblik kommet for Olaf til at fremsætte sin Fordring, og det er derfor højst rimeligt, at Sagaskriverne have forvexlet den Tid, Olaf blev Enekonge i Norge, med den Tid, da han aller først fik Kongenavn. Og saaledes bliver det ej usandsynligt, at det Skib, hvorpaa Skule bragte Haralds Liig tilbage til Norge, var det selvsamme som det oven nævnte, paa hvilket Villjams Gesandter til Olaf og Flygtningen Thorgaut havde indskibet sig. Der tales ogsaa om en fjerde Søn af Harald Godwinessøn, ved Navn Harald, der efter Faderens Fald skal have taget sin Tilflugt enten til Olaf eller til hans Broder Magnus, have nydt en venskabelig Behandling ved hans Hof, og siden ledsaget Olafs Sott Magnus Barfod paa hans første Vesterhavs-Tog[4]. Men vist er det, at Olaf selv, idetmindste saa længe Sven Ulfssøn levede, og i flere Aar efter hans Død, ikke gjorde mindste Mine til at forurolige Villjam i Besiddelsen af England.

  1. Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 104.
  2. Hrokkinskinna, Harald Haardraades Saga Cap. 124.
  3. Morkinskinna, fol. 20. a.
  4. Villjam af Malmsbury III. 260, hvor der dog hersker stor Forvirring. Efter Magnus den gode, siges der nemlig, fulgte som Konge i Norge en Usurpator, „Sven Herdhand“, efter denne Magnus’s Farbroder Olaf, efter Sigende hellig; mer bar man altsaa fra Magnus den gode vendt tilbage til Sven Jarl og efter ham faaet Olaf den hellige, som forhen er omtalt, paany frem); efter Olaf ham: Broder Harald Harvagra (d. e. Haardraade), der faldt i England mod Harald Godwinessøn; efter ham hans Sønner, Olaf og Magnus, der deelte Riget, men af hvilke Magnus kort efter døde, saaat Olaf blev Enekonge; efter denne Magnus, der nys faldt i Irland (Magnus Barfod). Med Undtagelse af de Konger, der indskydes mellem Magnus den