Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/414

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
396
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

Skule Toſtigsſøn over til England for at hente det, og at det ogſaa ſtrax blev ham udleveret. Denne Sendelſe henføre de enten udtrykkeligt til „Aaret efter Haralds Fald“[1], eller til „kort efter at Olaf var tagen til Konge“[2], eller endelig, kun løſeligt antydende Tiden, til „lidt efter Haralds Død“[3]. Men da Skule ved Olafs Hjemrejſe fra Orknøerne 1067 var ſaa ung at han ſidenefter endog fik Tilnavnet „Kongsfoſtre“, er det ikke ſandſynligt, at Olaf endnu ſamme Aar ſkulde have betroet ham denne vigtige Sendelſe, iſær da Kong Villjam paa den Tid var fraværende, og Gjæringen i Northumberland for ſtor til at det kunde være raadeligt for en Søn af Toſtig at viſe ſig der; hertil kommer og at Krigstilberedelſerne mod Danmark for det førſte maa have optaget Olafs hele Opmerkſomhed. Men derimod efter Fredsſlutningen med Danmark, da Magnus var død og Olaf tagen til Konge over hele Norge, og da Villjam, hvert Øjeblik væntende et Angreb fra Danmark, maatte formodes at være redebon til Alt, hvad der paa nogen Maade kunde bidrage til at gjøre ham Norges Konge forbunden, var netop det belejlige Øjeblik kommet for Olaf til at fremſætte ſin Fordring, og det er derfor højſt rimeligt, at Sagaſkriverne have forvexlet den Tid, Olaf blev Enekonge i Norge, med den Tid, da han aller førſt fik Kongenavn. Og ſaaledes bliver det ej uſandſynligt, at det Skib, hvorpaa Skule bragte Haralds Liig tilbage til Norge, var det ſelvſamme ſom det oven nævnte, paa hvilket Villjams Geſandter til Olaf og Flygtningen Thorgaut havde indſkibet ſig. Der tales ogſaa om en fjerde Søn af Harald Godwinesſøn, ved Navn Harald, der efter Faderens Fald ſkal have taget ſin Tilflugt enten til Olaf eller til hans Broder Magnus, have nydt en venſkabelig Behandling ved hans Hof, og ſiden ledſaget Olafs Sott Magnus Barfod paa hans førſte Veſterhavs-Tog[4]. Men viſt er det, at Olaf ſelv, idetmindſte ſaa længe Sven Ulfsſøn levede, og i flere Aar efter hans Død, ikke gjorde mindſte Mine til at forurolige Villjam i Beſiddelſen af England.

  1. Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 104.
  2. Hrokkinſkinna, Harald Haardraades Saga Cap. 124.
  3. Morkinſkinna, fol. 20. a.
  4. Villjam af Malmsbury III. 260, hvor der dog herſker ſtor Forvirring. Efter Magnus den gode, ſiges der nemlig, fulgte ſom Konge i Norge en Uſurpator, „Sven Herdhand“, efter denne Magnus’s Farbroder Olaf, efter Sigende hellig; mer bar man altſaa fra Magnus den gode vendt tilbage til Sven Jarl og efter ham faaet Olaf den hellige, ſom forhen er omtalt, paany frem); efter Olaf ham: Broder Harald Harvagra (d. e. Haardraade), der faldt i England mod Harald Godwinesſøn; efter ham hans Sønner, Olaf og Magnus, der deelte Riget, men af hvilke Magnus kort efter døde, ſaaat Olaf blev Enekonge; efter denne Magnus, der nys faldt i Irland (Magnus Barfod). Med Undtagelſe af de Konger, der indſkydes mellem Magnus den