Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/413

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
395
Engelſk Geſandtſkab til Olaf.

Gyda[1]. Hvor der videre blev af dem, nævnes ikke; maaſkee de ſenere ledſagede Gyda til Rusland, da hun egtede Vladimir, den rusſiſke Storfyrſt Iſjaſlavs Broderſøn og ſenere Efterfølger.

Hvilken Stilling Kong Olaf i Norge indtog lige overfor alle disſe Begivenheder, ſom Nordmændene under deres hyppige Forbindelſe med England viſtnok fulgte med den meeſt ſpendte Opmærkſomhed, ſiges ingenſteds. Men da vore egne Sagaer med Beſtemthed udhæve Olafs fredelige Politik, og da heller ikke mere end en eneſte af de engelſk-nordmanniſke Forfattere omtale Nordmænd ſom Deeltagere i Toget til England 1069, hvilken Ytring, ſom ovenfor nævnt, maaſkee alene grunder ſig paa en Fejltagelſe, eller ſigter til at enkelte norſke Frivillige have været med: bor man antage, at Olaf iagttog en ſtreng Neutralitet, og at han ikke har ladet ſig paavirke af de Opfordringer, hans Svigerfader Sven upaatvivleligt har ladet udgaa til ham om at tage Deel i Kampen. Vi erfare ogſaa, at Villjam lod ſig det være magtpaaliggende ved et eget Geſandtſkab at vinde Olafs Venſkab, eller idetmindſte at ſikre ſig hans Neutralitet. Disſe Geſandter afſendtes med et norſkt Handelsſkib, ſom afgik fra Grimsby ved Humberen, det ſiges ikke udtrykkeligt naar, men ſynes at have maattet være omkring 1069. Paa det ſamme Skib befandt ſig en af Giſlerne for Landſkabet Lindſey, der havde fundet Lejlighed til at flygte fra det ved Lincoln nys opførte Kaſtel, hvori han opbevaredes, og var bleven venligt modtagen af Skibsfolkene, der ſkjulte ham, indtil de vare afſejlede: han hed Thorgaut, og var en Gejſtlig af fornem Herkomſt. Da Geſandterne ſiden fik ham at ſee, paaſtode de at Skibet ſtrax ſkulde vende tilbage, og han overleveres til ſine Vogtere; men Mandſkabet bred ſig ikke herom, truede Geſandterne til Taushed, og førte Thorgaut lykkeligt over til Norge, hvor Kongen, ſelv oprigtigt og ivrigt religiøs, blev meget glad ved at erfare en anſeet engelſk Gejſtligs Ankomſt, tog ham til ſin Hird, og overvældede ham med Gaver og Æresbeviisninger[2]. Herover have vel Villjams Geſandter neppe været ſynderligt tilfreds, men det behøvede dog ikke at udlægges ſom Tegn paa fiendtligt Sindelag mod Villjam, og Øjemedet med deres Sendelſe, der ej kan have været andet end at ſtemme Olaf til Fred, maa de lige fuldt have opnaaet. Det er ikke uſandſynligt, at dette Geſandtſkab var ſtaaet i Forbindelſe med Udleveringen af Harald Haardraades Liig. Vore Sagaer fortælle derom, at Olaf ſendte

  1. Saxo, S. 556.
  2. Simeon af Durham, S. 306. Navnet Thorgaut (Turgot) viſer at han var af nordiſk Herkomſt og ſaaledes deſto nyttigere for Olaf. Da der fortælles at Thorgaut flygtede fra Kaſtellet i Lincoln, og Villjam førſt lod dette opføre i 1068, kan Thorgauts Flugt og Geſandtſkabet følgelig ikke have fundet Sted førend efter dette Aar.