Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/412

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
394
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

ford blev sat i Baad og hindret fra at forene sig med Radulf; og denne, der truedes af en overlegen Krigshær, flygtede til Danmark, hvor han overtalte Kong Sven til at vove endnu et Forsøg mod Nordmannerne i England. Sven sendte en Flaade af ikke mindre end 200 Skibe, anførte af sin Søn Knut, der allerede havde været med paa det forrige Tog, og af Jarlen Haakon, der sædvanligviis antages for at have været en Søn af Sven Godwinessøn, men maaskee snarere har været Haakon Ivarssøn, Jarlen i Halland, der paa denne Tid endnu maa have været en Mand i sine bedste Aar, og som desuden fra tidligere Søtog var godt kjendt i de britiske Farvande[1]. Danerne udrettede imidlertid ikke mere denne Gang, end den foregaaende. De fandt Landet alt for vel bevogtet af Villjams Tropper, plyndrede kun Domkirken i York, og droge derpaa over til Flandern. Villjam af Malmsbury vil vide, at Haakon, ligesom Aasbjørn forhen, modtog Stikpenge af Kongen og at han derfor ogsaa ved sin Tilbagekomst blev erklæret fredløs; begge kom dog, som man erfarer, efter Svens Død atter tilbage og i Besiddelse af deres forrige Værdighed[2]. Over de Sammensvorne tog nu Villjam en haard Straf. Roger, indstevnet for Kongens Huusthing, mistede alle sine Forleninger og sattes i livsvarigt Fængsel. Af hans Medskyldige bleve mange henrettede, andre lemlæstede eller landsforviste. Endog Valthjof, der dog havde aabenbaret Sammensværgelsen og viist den oprigtigste Anger, blev, til almindelig Forbitrelse, henrettet udenfor Winchester[3]. Uvilligheden af denne Straf gjorde ham i Folkets Øjne til en Martyr og Helgen. Saaledes beseglede Villjam sit Herredømme med Blod. Kong Sven, som døde Aaret efter, gjorde intet yderligere Forsøg paa at komme sine angliske Frænder til Hjelp. Han havde imidlertid med Venlighed modtaget Harald Godwinessøns Sønner, der efter deres sidste uheldige Tog til England tyede til ham med deres Syster

  1. Villjam af Malmsbury III. 261. Haakon Ivarssøn (se ovenfor S. 176) kan neppe have været fød tidligere end omkring 1030, og var saaledes paa den her omspurgte Tid kun nogle og 40 Aar. Her kommer det ogsaa i Betragtning, at Paal, Orknøernes Jarl, var gift med Haakon Ivarssøns og Ragnhilds Datter; at dette Giftermaal maaskee netop har været aftalt paa et Tog, som det omspurgte, er ej usandsynligt.
  2. Aasbjørn spillede siden en betydelig Rolle under Harald Hein og Knut den hellige; Haakon Jarl, vistnok den samme som den før omtalte, forekommer blandt Vidnerne paa et af Knut udstedt Brev, se Thorkelin Dipl. Arnam. I. S. 1.
  3. Florents af Worcester o. fl. ved 1075. Vore Forfædre havde et noget forskjelligt Sagn om ham, se især Fagrskinna Cap. 212. En Nordmand eller Islænding, ved Navn Thord, Søn af Thord Stalle, var en af Valthjofs Krigere, og digtede et Kvad om hans sørgelige Død, se Fagrskinna l. c. Harald Haardraades Saga Cap. 121.