Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/412

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
394
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ford blev ſat i Baad og hindret fra at forene ſig med Radulf; og denne, der truedes af en overlegen Krigshær, flygtede til Danmark, hvor han overtalte Kong Sven til at vove endnu et Forſøg mod Nordmannerne i England. Sven ſendte en Flaade af ikke mindre end 200 Skibe, anførte af ſin Søn Knut, der allerede havde været med paa det forrige Tog, og af Jarlen Haakon, der ſædvanligviis antages for at have været en Søn af Sven Godwinesſøn, men maaſkee ſnarere har været Haakon Ivarsſøn, Jarlen i Halland, der paa denne Tid endnu maa have været en Mand i ſine bedſte Aar, og ſom desuden fra tidligere Søtog var godt kjendt i de britiſke Farvande[1]. Danerne udrettede imidlertid ikke mere denne Gang, end den foregaaende. De fandt Landet alt for vel bevogtet af Villjams Tropper, plyndrede kun Domkirken i York, og droge derpaa over til Flandern. Villjam af Malmsbury vil vide, at Haakon, ligeſom Aasbjørn forhen, modtog Stikpenge af Kongen og at han derfor ogſaa ved ſin Tilbagekomſt blev erklæret fredløs; begge kom dog, ſom man erfarer, efter Svens Død atter tilbage og i Beſiddelſe af deres forrige Værdighed[2]. Over de Sammenſvorne tog nu Villjam en haard Straf. Roger, indſtevnet for Kongens Huusthing, miſtede alle ſine Forleninger og ſattes i livsvarigt Fængſel. Af hans Medſkyldige bleve mange henrettede, andre lemlæſtede eller landsforviſte. Endog Valthjof, der dog havde aabenbaret Sammenſværgelſen og viiſt den oprigtigſte Anger, blev, til almindelig Forbitrelſe, henrettet udenfor Wincheſter[3]. Uvilligheden af denne Straf gjorde ham i Folkets Øjne til en Martyr og Helgen. Saaledes beſeglede Villjam ſit Herredømme med Blod. Kong Sven, ſom døde Aaret efter, gjorde intet yderligere Forſøg paa at komme ſine angliſke Frænder til Hjelp. Han havde imidlertid med Venlighed modtaget Harald Godwinesſøns Sønner, der efter deres ſidſte uheldige Tog til England tyede til ham med deres Syſter

  1. Villjam af Malmsbury III. 261. Haakon Ivarsſøn (ſe ovenfor S. 176) kan neppe have været fød tidligere end omkring 1030, og var ſaaledes paa den her omſpurgte Tid kun nogle og 40 Aar. Her kommer det ogſaa i Betragtning, at Paal, Orknøernes Jarl, var gift med Haakon Ivarsſøns og Ragnhilds Datter; at dette Giftermaal maaſkee netop har været aftalt paa et Tog, ſom det omſpurgte, er ej uſandſynligt.
  2. Aasbjørn ſpillede ſiden en betydelig Rolle under Harald Hein og Knut den hellige; Haakon Jarl, viſtnok den ſamme ſom den før omtalte, forekommer blandt Vidnerne paa et af Knut udſtedt Brev, ſe Thorkelin Dipl. Arnam. I. S. 1.
  3. Florents af Worceſter o. fl. ved 1075. Vore Forfædre havde et noget forſkjelligt Sagn om ham, ſe iſær Fagrſkinna Cap. 212. En Nordmand eller Islænding, ved Navn Thord, Søn af Thord Stalle, var en af Valthjofs Krigere, og digtede et Kvad om hans ſørgelige Død, ſe Fagrſkinna l. c. Harald Haardraades Saga Cap. 121.