Kampen i Northumberland fra 1068 til 1070 var imidlertid ikke den sidste, Villjam havde at bestaa med de efter Frihed sukkende Anglo-Daner. Mange af de fredløse og forfulgte Patrioter havde samlet sig i de vanskeligst tilgængelige Sump- og Skov-Egne i Nærheden af Havbugten Wash; den ypperste af dem var den højbyrdige og ridderlige Hereward, Nordmannernes afsagte Fiende. Det var ham, som i 1070 havde bragt de Danske, før de begyndte deres Tilbagetog, til Peterborough for at plyndre det[1]; i Spidsen før sine dristige Skarer gjorde han mange æventyrlige Strejftog i Omegnen, og flere anseede Mænd sloge sig til ham, blandt dem Jarlerne Eadwine og Mortere, der i et Par Aar havde opholdt sig ved Søm, tilsyneladende frie, men i Virkeligheden som Fanger. Villjam gjorde store Anstrengelser for at omringe den forvovne Skare i dens Smuthul og tage den til Fange, men forgjæves; dog lykkedes det ham at bringe Morkere og flere andre fornemme Flygtninger til Overgivelse ved allehaande lokkende Løfter, som han brød, saasnart han havde faaet dem i sin Magt, idet han lod nogle lemlæste, andre, hvoriblandt Mortere, kaste i haardt Fængsel. Eadwine blev dræbt ved sine egne Mænds Forræderi, og Bernhard, der nu kun havde sin egen nærmeste Skare tilbage, fandt det, efter en Stund at have udholdt den ulige Kamp, bedst at slutte en hæderlig Kapitulation, som Kongen tilbød ham, (1071)[2]. Villjam hevnede siden Kong Mælkolms Indfald i England ved at gjøre et Tog ind i dennes eget Rige. Her trængte han frem lige til Tap, hvor Mælkolm kom ham imøde og bad om Fred, hvilken han fik imod at gaa Villjam til Haande og stille ham Gisler, hvoriblandt en af sine Sønner med Ingebjørg, til Pant paa sin Troskab[3]. Eadgar Ædheling kunde saaledes ikke mere vænte Understøttelse af ham, og overgav sig derfor efter hans Raad frivillig til Villjam, der beholdt ham ved sit Hof, og tilsyneladende viste ham megen Ære, men i Virkeligheden behandlede ham som Fange. Det sidste Haab om Gjenerhvervelse af Uafhængighed opstod for Anglerne, da to af Villjams fornemste Lensherrer, Roger af Hereford og Radulf af Østangel, den første endog en Søn af den nys afdøde Villjam Fitz-Osbern, Kongens ypperste, klogeste og troeste Krigskamerat, sammensvore sig mod Kongen og fik Valthjof Jarl overtalt til at gjøre fælles Sag med dem. Men Valthjof fik Betænkeligheder, aabenbarede Sammensværgelsen før Landfrank, og ydmygede sig for Kongen; Roger af Here-
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/411
Denne siden er korrekturlest
393
Fortsatte Uroligheder. Nyt Tog fra Danmark til England.
