Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/411

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
393
Fortſatte Uroligheder. Nyt Tog fra Danmark til England.


Kampen i Northumberland fra 1068 til 1070 var imidlertid ikke den ſidſte, Villjam havde at beſtaa med de efter Frihed ſukkende Anglo-Daner. Mange af de fredløſe og forfulgte Patrioter havde ſamlet ſig i de vanſkeligſt tilgængelige Sump- og Skov-Egne i Nærheden af Havbugten Waſh; den ypperſte af dem var den højbyrdige og ridderlige Hereward, Nordmannernes afſagte Fiende. Det var ham, ſom i 1070 havde bragt de Danſke, før de begyndte deres Tilbagetog, til Peterborough for at plyndre det[1]; i Spidſen før ſine driſtige Skarer gjorde han mange æventyrlige Strejftog i Omegnen, og flere anſeede Mænd ſloge ſig til ham, blandt dem Jarlerne Eadwine og Mortere, der i et Par Aar havde opholdt ſig ved Søm, tilſyneladende frie, men i Virkeligheden ſom Fanger. Villjam gjorde ſtore Anſtrengelſer for at omringe den forvovne Skare i dens Smuthul og tage den til Fange, men forgjæves; dog lykkedes det ham at bringe Morkere og flere andre fornemme Flygtninger til Overgivelſe ved allehaande lokkende Løfter, ſom han brød, ſaaſnart han havde faaet dem i ſin Magt, idet han lod nogle lemlæſte, andre, hvoriblandt Mortere, kaſte i haardt Fængſel. Eadwine blev dræbt ved ſine egne Mænds Forræderi, og Bernhard, der nu kun havde ſin egen nærmeſte Skare tilbage, fandt det, efter en Stund at have udholdt den ulige Kamp, bedſt at ſlutte en hæderlig Kapitulation, ſom Kongen tilbød ham, (1071)[2]. Villjam hevnede ſiden Kong Mælkolms Indfald i England ved at gjøre et Tog ind i dennes eget Rige. Her trængte han frem lige til Tap, hvor Mælkolm kom ham imøde og bad om Fred, hvilken han fik imod at gaa Villjam til Haande og ſtille ham Giſler, hvoriblandt en af ſine Sønner med Ingebjørg, til Pant paa ſin Troſkab[3]. Eadgar Ædheling kunde ſaaledes ikke mere vænte Underſtøttelſe af ham, og overgav ſig derfor efter hans Raad frivillig til Villjam, der beholdt ham ved ſit Hof, og tilſyneladende viſte ham megen Ære, men i Virkeligheden behandlede ham ſom Fange. Det ſidſte Haab om Gjenerhvervelſe af Uafhængighed opſtod for Anglerne, da to af Villjams fornemſte Lensherrer, Roger af Hereford og Radulf af Øſtangel, den førſte endog en Søn af den nys afdøde Villjam Fitz-Osbern, Kongens ypperſte, klogeſte og troeſte Krigskamerat, ſammenſvore ſig mod Kongen og fik Valthjof Jarl overtalt til at gjøre fælles Sag med dem. Men Valthjof fik Betænkeligheder, aabenbarede Sammenſværgelſen før Landfrank, og ydmygede ſig for Kongen; Roger af Here-

  1. Chron. Sax. ved 1070.
  2. Chron. Sax. Florents af Worceſter, Simeon af Durham, ved 1071. Jvfr. Lappenberg, Geſch. Englands, S. 111—116.
  3. Ligeſaa Florents af Worceſter, ved 1072, Simeon af Durham. Chron. de Mailros. Tighernachs Annaler.