Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/410

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
392
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſammenkaldt en ſtor Forſamling af Prælater, ſaavel fra England ſom Nordmandie, af nordmanniſke Baroner og angliſke Thegner, og lod ſig her krone paany af tvende Kardinalen der havde indfundet ſig ſom Geſandter fra Pave Alexander[1]. Allerede heri laa en Antydning af den gejſtlige Afhængighed, hvori England nu ikke mindre end Frankrige og Tydſkland traadte til Paveſtolen, og ſom allerede Edward Confesſor havde ſøgt at tilvejebringe, men ſom den angliſke fædrelandsſindede Gejſtlighed hidtil havde ſøgt at modarbejde. At lamme denne Gejſtligheds Indflydelſe fra Grunden af var Hovedøjemedet med den her omtalte Forſamling. Villjam, der meget godt indſaa, at en national eller uafhængig engelſk Kirke altid maatte give Anglernes Friheds-Aand og Nationalfølelſe Næring, og at han aldrig vilde være ſikker for Opſtandsforſøg, ſaa længe indfødte Prælater puſtede til Misfornøjelſen, tilvejebragte ved et eneſte kraftigt Slag en fuldſtændig kirkelig Revolution. Paa Forſamlingen i Wincheſter (April 1070) blev Englands fornemſte Prælat, Stigand, paa een Gang baade Erkebiſkop i Canterbury og Biſkop i Wincheſter, afſat fra begge ſine Embeder; ligeſaa hans Broder, der var Biſkop i Øſtangel, og flere andre Prælater: og alle de gejſtlige Embeder af Betydenhed, der enten paa denne Maade, eller ved Indehaverens Død, bleve ledige, beſattes alle med udenlandſke, meeſt nordmanniſke Gejſtlige, af hvilke enkelte endog vare ſaa uvidende, at de neppe kunde læſe, men ſom alle havde den Fortjeneſte at være Kongen ivrigt hengivne. Til Erkebiſkop i Canterbury udnævntes Abbeden ved St. Stephanskloſtret i Sum, Villjams hengivne Ven, klogeſte Raadgiver og bedſte Diplomat, Lombarden Landfrank, (15 Auguſt 1070) der, fuldkommen erkjendende ſin Stilling og det ham paahvilende Hverv, fuldførte det med Strenghed og Konſekvens. Nordmannen Thomas af Bayeux blev Erkebiſkop i York. Med de nordmanniſke Prælater fulgte ogſaa efterhaanden en Mængde ringere Gejſtlige, der fortrængte Landets Børn fra de mere underordnede Kirke-Embeder. Religionen blev herefter forkyndt i Erobrernes Sprog. Ved alt dette maatte Nationalaanden og Uafvængighedslyſten gradeviis ſvækkes og undergraves. Endog Sproget, hvorvel det aldrig kunde udryddes, og endnu danner Hovedbeſtanddelen af det engelſke Sprog, forfaldt og tabte ſin oprindelige Reenhed ved at optage en Mængde nordmanniſk-franſke Ordformer. Og ſaaledes begyndte allerede paa Villjams Tid den Sammenſmeltning af Angler og Nordmanner, af hvilken den yngre engelſke Nation ſaa kraftig fremſtod nogle Aarhundreder ſenere, da den voldſomme Gjæring endelig var overſtaaet[2].

  1. Vita S. Lanfranci Cap. 6. Ordrik, S. 516.
  2. De nærmere Omſtændigheder, ſe Lappenbergs Geſch. Englands II. S. 98—110.