Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/410

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
392
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

sammenkaldt en stor Forsamling af Prælater, saavel fra England som Nordmandie, af nordmanniske Baroner og angliske Thegner, og lod sig her krone paany af tvende Kardinalen der havde indfundet sig som Gesandter fra Pave Alexander[1]. Allerede heri laa en Antydning af den gejstlige Afhængighed, hvori England nu ikke mindre end Frankrige og Tydskland traadte til Pavestolen, og som allerede Edward Confessor havde søgt at tilvejebringe, men som den angliske fædrelandssindede Gejstlighed hidtil havde søgt at modarbejde. At lamme denne Gejstligheds Indflydelse fra Grunden af var Hovedøjemedet med den her omtalte Forsamling. Villjam, der meget godt indsaa, at en national eller uafhængig engelsk Kirke altid maatte give Anglernes Friheds-Aand og Nationalfølelse Næring, og at han aldrig vilde være sikker for Opstandsforsøg, saa længe indfødte Prælater pustede til Misfornøjelsen, tilvejebragte ved et eneste kraftigt Slag en fuldstændig kirkelig Revolution. Paa Forsamlingen i Winchester (April 1070) blev Englands fornemste Prælat, Stigand, paa een Gang baade Erkebiskop i Canterbury og Biskop i Winchester, afsat fra begge sine Embeder; ligesaa hans Broder, der var Biskop i Østangel, og flere andre Prælater: og alle de gejstlige Embeder af Betydenhed, der enten paa denne Maade, eller ved Indehaverens Død, bleve ledige, besattes alle med udenlandske, meest nordmanniske Gejstlige, af hvilke enkelte endog vare saa uvidende, at de neppe kunde læse, men som alle havde den Fortjeneste at være Kongen ivrigt hengivne. Til Erkebiskop i Canterbury udnævntes Abbeden ved St. Stephansklostret i Sum, Villjams hengivne Ven, klogeste Raadgiver og bedste Diplomat, Lombarden Landfrank, (15 August 1070) der, fuldkommen erkjendende sin Stilling og det ham paahvilende Hverv, fuldførte det med Strenghed og Konsekvens. Nordmannen Thomas af Bayeux blev Erkebiskop i York. Med de nordmanniske Prælater fulgte ogsaa efterhaanden en Mængde ringere Gejstlige, der fortrængte Landets Børn fra de mere underordnede Kirke-Embeder. Religionen blev herefter forkyndt i Erobrernes Sprog. Ved alt dette maatte Nationalaanden og Uafvængighedslysten gradeviis svækkes og undergraves. Endog Sproget, hvorvel det aldrig kunde udryddes, og endnu danner Hovedbestanddelen af det engelske Sprog, forfaldt og tabte sin oprindelige Reenhed ved at optage en Mængde nordmannisk-franske Ordformer. Og saaledes begyndte allerede paa Villjams Tid den Sammensmeltning af Angler og Nordmanner, af hvilken den yngre engelske Nation saa kraftig fremstod nogle Aarhundreder senere, da den voldsomme Gjæring endelig var overstaaet[2].

  1. Vita S. Lanfranci Cap. 6. Ordrik, S. 516.
  2. De nærmere Omstændigheder, se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 98—110.