Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
23
Venderne i Jylland.

og i egen Perſon at iagttage Forholdene, og for at kunne være rede til, ſtrax at benytte den førſte den bedſte Lejlighed ſom tilbød ſig for ham til atter at træde frem. Den hemmelige Forbindelſe, hvori han uden al Tvivl ſtod med Venderne, maatte ogſaa gjøre det dobbelt vigtigt før ham, at holde ſig ſaa nær Krigsſkuepladſen ſom muligt. Men om end ſaaledes de her omtalte Vikingeſkibe tilhørte Sven, eller han var iblandt dem, var det dog ikke en nødvendig Følge heraf, at Magnus, eller Nordmændene i hans Hær, vidſte nogen Beſked derom. Tvertimod laa det endog i Svens Interesſe, at lade Magnus ſaa meget ſom muligt være uvidende om hiins Nærværelſe og Bevægelſer.

Efter denne Sejr ſtyrede Magnus til Slesvig eller Heidaby, hvor hans Nærværelſe var i højeſte Maade nødvendig. En uhyre vendiſk Hær var brudt ind over den ved Svens Forræderi blottede Grændſe, og under Brand og Herjen trængt op i Sønderjylland, hvor den allerede truede Ribe[1]. Det gjaldt derfor at indhente den ſaa ſnart ſom muligt, for

  1. Se herom ovenfor S. 21, jvfr. Mag. Adam, II. 75. Det ſtaar her: „usque ad Ripam vastandam progressi sunt“; hvilket maaſkee kan overſættes: „trængte heelt op til Ribe for at herje den“; men ogſaa maaſkee alene ſkal betyde, „vare trængte frem i den Henſigt at gaa lige til Ribe og herje den“. Det er derfor juſt ikke afgjort, at Venderne virkelig vare komne ſaa langt op ſom til Ribe. At de dog vare komne et Stykke op i Landet, ſees af hvad Mag. Adam nævner ſtrax nedenfor, nemlig „at Magnus modtog de fra Danmark udgaaende Hedninger paa Sletterne ved Heidaby“. Denne hans Beretning, ſom han ſelv maatte kunne have fra førſte Haand, forekommer os at maatte være ſikrere, og ſynes i det hele taget troværdigere, end den halv legendariſke, ſom Sagaerne meddele, og fornemmelig, ſom det lader, efter enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortællinger, der, gaaende fra Mund til Mund, lettere kunde forfalſke-s, iſær naar Legender ogſaa ſkulde indblandes. Ifølge Sagaernes Beretning ſkulde Magnus have mødt Venderne ſaaledes, at disſe kom ſøndenfra, han ſelv nordenfra. Men dette maa ganſke beſtemt være en Fejltagelſe eller Misforſtaaelſe af de norſke eller islandſke Sagnfortællere. Endog Beſkrivelſen over Slaget ſelv viſer at dette begyndte i Nærheden af Slesvig, og at Forfølgelſen ſtrakte ſig nordefter, henimod Skodborg Aa; og man ſeer tillige af Maaden, hvorpaa Sagaernes Text omtale den ſid-ſte, at Meddelerne ingenlunde have været paa det rene med de geografiſke Forhold. Mag. Adams Fortælling om Ratibor, hans Sønner og Vendernes Hevntog er for nøjagtig og ſpeciel til at ej i det mindſte nogen Sandhed ſkulde ligge til Grund derfor. Svens Forræderi og Magnus’s Fraværelſe forklarer nokſom, hvorledes Venderne kunde bryde ind over Danevirke; og naar Magnus førſt befandt ſig i Farvandene mellem den vendiſke Kyſt og de danſke Der, maatte det være langt belejligere og rimeligere for ham, at ſtyre med Flaaden til Heidaby, Jyllands og maaſkee hele Danmarks daværende Hovedſtad og førſte Handelsſtad, end at drage langt nordefter i Jylland. Desuden er det vanſkeligt at forſtaa, hvorledes Ordulf og Saxerne kunde verre komne til Magnus, hvis Vendernes uhyre Herr, der viſtnok var i Stand til at beherſke alle Pasſe tvers over Halvøen paa dennes ſmaleſte Deel, i det Slesvigſke, var imellem ham og Kongen. Venderne maa ſaaledes nødvendigviis have været nordenfor.