selv, men snarere fra enkelte frivillige krigslystne Høvdinger. Denne store Flaade landede dog ikke strax i Northumberland, men søgte ned til Kent, sandsynligviis for siden at støde sammen med Harald Godwinessøns Sønner, der ligeledes forberedede et Angreb paa det sydlige England. Men dette Angreb, der nærmest gjaldt Exeter, var allerede forsøgt og tilbageslaaet, førend den danske Flaade endnu rimeligviis havde forladt Danmark. Forgjæves søgte den at lande først ved Dover, siden ved Sandwich; den styrede nu længer nordefter, og Danerne gjorde Landgang, saavel ved Ipswich, som ved Norwich, men paa begge Steder, især det sidste, bleve de med stort Tab drevne bort. Omsider, og vistnok for sildigt — det var allerede i September — sejlede de ind i Humberen, hvor Eadgar og de northumbriske Høvdinger, glade over at de endelig vare komne, ilede dem i Møde, og i Forening med dem rykkede mod York, hvis nordmanniske Befalingsmand af Forsigtighed lod opbrænde de udenfor Kastellerne staaende Huse, men med saa liden Varsomhed, at hele Byen blev et Rov for Luerne. Dette hindrede dog ikke de forenede Daner og Angler fra at angribe og indtage begge Kasteller, hvorved over 3000 Nordmanner faldt, og at sætte sig i Besiddelse af Staden, eller rettere den afbrændte Plads inden dens Mure. Villjam samlede i Hast en Hær, og ilede mod York, idet han paa det grusomste herjede de omliggende Egne, for at hans Fiender ingen Levnetsmidler skulde finde til deres Ernæring. Danerne trak sig deels tilbage til deres Skibe, som de lagde længer ud paa Humberen, ved Lindsey, deels holdt de sig en Stund i York, som de dog forlode da Villjam efter megen Vanskelighed var kommen over Ouse, og gjorde Miner til at ville omringe Staden. Villjam, som kjendte, hvem han havde for sig, lod nu Aasbjørn Jarl, Overbefalingsmanden over den danske Flaade, underhaanden tilbyde en stor Pengesum, hvis han vilde holde sig stille og uvirksom den hele Vinter over, uden at lade det komme til noget Slag, og om Vaaren føre Flaaden tilbage til Danmark, hvorimod det imidlertid skulde staa ham frit for at skaffe sig det nødvendige til Hærens Underholdning ved at plyndre Søkysten. Den pengegridske Aasbjørn gik ind paa dette Vilkaar, og blev liggende, ej alene den hele Vinter, men ogsaa hele den følgende Vaar og en stor Deel af Sommeren, paa Hum-
men ogsaa er optraadt som Tronprætendent. Ordrik nævner ikke Nordmændene i hiin Opregnelse af Svens fremmede Hjelpetropper, men omtaler dem kun lejlighedsviis længre nede (Northvigenæ); dette synes at vise, ak Olaf selv ingen Tropper har sendt, men at der alene fandtes flere norske Frivillige i Svens Hær. Blandt dem maa man især gjette paa Medlemmerne af Sole-Ætten, eller Erling Skjalgssøns Efterkommerne, af hvilke dennes Sønnesøn Sven var gift med Svens Datter; ligeledes Aurland-Ætten i Sogn, hvortil Rannveig, Knut Svenssøns Moder, hørte.
