Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/408

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
390
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſelv, men ſnarere fra enkelte frivillige krigslyſtne Høvdinger. Denne ſtore Flaade landede dog ikke ſtrax i Northumberland, men ſøgte ned til Kent, ſandſynligviis for ſiden at ſtøde ſammen med Harald Godwinesſøns Sønner, der ligeledes forberedede et Angreb paa det ſydlige England. Men dette Angreb, der nærmeſt gjaldt Exeter, var allerede forſøgt og tilbageſlaaet, førend den danſke Flaade endnu rimeligviis havde forladt Danmark. Forgjæves ſøgte den at lande førſt ved Dover, ſiden ved Sandwich; den ſtyrede nu længer nordefter, og Danerne gjorde Landgang, ſaavel ved Ipswich, ſom ved Norwich, men paa begge Steder, iſær det ſidſte, bleve de med ſtort Tab drevne bort. Omſider, og viſtnok for ſildigt — det var allerede i September — ſejlede de ind i Humberen, hvor Eadgar og de northumbriſke Høvdinger, glade over at de endelig vare komne, ilede dem i Møde, og i Forening med dem rykkede mod York, hvis nordmanniſke Befalingsmand af Forſigtighed lod opbrænde de udenfor Kaſtellerne ſtaaende Huſe, men med ſaa liden Varſomhed, at hele Byen blev et Rov for Luerne. Dette hindrede dog ikke de forenede Daner og Angler fra at angribe og indtage begge Kaſteller, hvorved over 3000 Nordmanner faldt, og at ſætte ſig i Beſiddelſe af Staden, eller rettere den afbrændte Plads inden dens Mure. Villjam ſamlede i Haſt en Hær, og ilede mod York, idet han paa det gruſomſte herjede de omliggende Egne, for at hans Fiender ingen Levnetsmidler ſkulde finde til deres Ernæring. Danerne trak ſig deels tilbage til deres Skibe, ſom de lagde længer ud paa Humberen, ved Lindsey, deels holdt de ſig en Stund i York, ſom de dog forlode da Villjam efter megen Vanſkelighed var kommen over Ouſe, og gjorde Miner til at ville omringe Staden. Villjam, ſom kjendte, hvem han havde for ſig, lod nu Aasbjørn Jarl, Overbefalingsmanden over den danſke Flaade, underhaanden tilbyde en ſtor Pengeſum, hvis han vilde holde ſig ſtille og uvirkſom den hele Vinter over, uden at lade det komme til noget Slag, og om Vaaren føre Flaaden tilbage til Danmark, hvorimod det imidlertid ſkulde ſtaa ham frit for at ſkaffe ſig det nødvendige til Hærens Underholdning ved at plyndre Søkyſten. Den pengegridſke Aasbjørn gik ind paa dette Vilkaar, og blev liggende, ej alene den hele Vinter, men ogſaa hele den følgende Vaar og en ſtor Deel af Sommeren, paa Hum-

    men ogſaa er optraadt ſom Tronprætendent. Ordrik nævner ikke Nordmændene i hiin Opregnelſe af Svens fremmede Hjelpetropper, men omtaler dem kun lejlighedsviis længre nede (Northvigenæ); dette ſynes at viſe, ak Olaf ſelv ingen Tropper har ſendt, men at der alene fandtes flere norſke Frivillige i Svens Hær. Blandt dem maa man iſær gjette paa Medlemmerne af Sole-Ætten, eller Erling Skjalgsſøns Efterkommerne, af hvilke dennes Sønneſøn Sven var gift med Svens Datter; ligeledes Aurland-Ætten i Sogn, hvortil Rannveig, Knut Svensſøns Moder, hørte.