Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/407

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
389
Danernes Tog til England.

ſom haardt maatte bøde for ſit Frafald, men han kunde dog ikke fordrive dem fra Northumberland. Da han var borte, nærmede de ſig Staden paany, og ſkjønt de atter bleve ſlagne af Villjams Statholder, den krigserfarne Villjam Fit, Osbern, holdt de ſig dog fremdeles der i Egnen, oppebiende den danſke Flaade, ſom nu hver Dag kunde væntes[1]. Denne udeblev heller ikke, men den kom ikke ſaa tidligt, ſom man havde gjort Regning paa. Den beſtod af ikke færre end 240 Skibe, under Anførſel af Svens to ældſte Sønner, Harald og Knut, hans 20 Aar tidligere fra England forjagne Broder Aasbjørn, Thorkil Jarl, ſandſynligviis en Sønneſøn af Thorkil høje, og Biſkop Chriſtian af Aaros, Odinkar den yngres Søn. Sven ſkal ifølge den nordmanniſk-engelſke Forfatter Ordriks Vidnesbyrd have opbudt alle ſit Riges Kræfter til denne Udruſtning; han ſkal have faaet Hjelpetropper fra Polen, Frisland, Saxland og Sverige, ja endog fra Norge[2], dog neppe fra Kong Olaf

  1. Chron. Sax. Simeon af Durham, Florents af Worceſter, ved Aarene 1067, 1068. De nærmere Omſtændigheder ved alle disſe Fejder findes fuldſtændigſt og tydeligſt beſkrevne i Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 30—87.
  2. Ordriks Ord (Duchêne S. 513) ere her yderſt merkelige. Efter fejlagtigt at have udgivet Sven for en Søn af Hardeknut, ſiger han: „Denne (Sven) var ſaare mægtig; han ſammenſamlede alle ſit Riges Kræfter, hvorved han fra Nabo-Egnene og ſine Venner tilvejebragte betydelige Hjelpekorps. Han underſtøttedes af Polenia, Frisia og Saxonia. Ogſaa Leutecia ſendte Hjelpeſkarer for engelſke Penge. I det Land (Leutecia) var der en meget talrig Nation, ſom endnu i Hedendommens Vildfarelſe ikke kjendte den ſande Gud, men dyrkede Odin (Guodeuen), Thor (Thur) og Frey (Frea) tilligemed andre falſke Guder, eller rettere Djævle. Folket var kyndigt i Kamp baade til Lands og Vands; og Sven havde ofte overvundet det tilligemed dets Konge, og underkaſtet ſig det. Stolt af faa mange Sejrvindinger vilde Sven fremdeles ſkaffe ſig Magt og Mine„ og udruſtede derfor den ſtore Flaade mod Villjam. — At „Leutecia“ her ikke, ſom man ved førſte Øjeblik ſkulde antage, betegner de vendiſke Liutitfers eller Liutikers Land, ſynes allerede at følge deraf, at Sven ikke havde underkaſtet ſig Liutitſerne lige ſaa lidet ſom dette vendiſke Folk tilbad Odin, Thor og Frey. Det er derimod tydeligt, at Ordrik ved „Leutecia“ har tænkt paa Staden Ljodhuus, Ljudhuus (i tydſk Form Liut-hus) i Veſtergautland, og forvexlet Stadens Navn med Landſkabets, hvilket ſaa meget lettere kunde ſkee, ſom Ljodhuus var den eneſte Havn i Gautland der ſtod i Forbindelſe med Veſterhavet, og fra hvilken ſikkert alle de Skibe, der bragte Sven Hjelpetropper fra Sverige, ere udløbne. Der omtales viſtnok heller ikke ellers i Hiſtorien, at Sven har beherſket enten Sverige eller Gautland, men viſt er det dog, at han baade havde Beſiddelſer og mange Forbindelſer der, ſaa at han altid maatte have kunnet ſkaffe ſig, og viſt har ſkaffet ſig, Hjelpetropper derfra; navnlig maa man her erindre Haakon Ivarsſøn, der baade var danſk og gautſk Jarl, og, for faa vidt han endnu levede, hvad der (ſe nedenfor Side 394) er højſt ſandſynligt, rimeligviis deeltog i Toget, og da havde vaade ſvenſke og danſke Krigere med ſig. Derhos er det heel ſandſynligt, at Sven ikke har været ledig Tilſkuer ved Urolighederne i Sverige,