Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/406

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
388
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſendte ogſaa — man maa antage ved ſamme Lejlighed — Foræringer til Erkebiſkop Adalbert, og fik ham overtalt til at optræde ſom Fredsmegler[1]. Herved lod Sven ſig forlede til at forſømme den belejlige Tid, derpaa fulgte Fejden med Norge, og det var ikke førend i Aaret 1069, at han, ſikret fra denne Kant og ophidſet af de ved Nordmannernes Voldſomhed fordrevne Angler, paany, og for Alvor, kunde ſkride til Udruſtninger mod Villjam. Endda kunde et Angreb fra Danmark være blevet denne farligt nok, hvis det havde været ordentligt ledet, og Anførerne havde været paalidelige. Thi en ſtor Deel af England, fornemmelig den nordlige, var i ſtadig Oprørstilſtand, trods alle Villjams energiſke Forholdsregler og tilſyneladende Lykke i ſine krigerſke Foretagender. Medens han tilbragte Størſtedelen af Aaret 1067 i Nordmandie, gjorde den mægtige Stad Smør Opſtand, fornemmelig opegget dertil af Kong Haralds gamle Moder Gyda, ſom endnu var i Live og opholdt ſig der. Villjam maatte ved Vintertid i Haſt vende tilbage, for med en ſterk Hær at ile mod Exeter. Efter flere Dages Belejring tvang han Staden til Overgivelſe, og Gyda flygtede med mange Høvdinger, førſt til en Klippe-Ø i Briſtolfjorden, ſiden til St. Omer i Flandern, hvor han endte ſine Dage[2]. Imidlertid havde Jarlerne Morkere, Eadwine og de northumberlandſke Høvdinger forbundet ſig med Kong Haralds Sønner, der havde fundet et Tilflugtsſted hos Kong Diarmid af Leinſter paa Irland, og med Kongen af Nord-Wales, om at forjage Nordmannerne. De tvende førſtnævnte tabte vel Modet ved Villjams perſonlige Nærmelſe, og underkaſtede ſig; Haralds Sønner ſøgte forgjæves at komme i Beſiddelſe af Briſtol, og vendte tilbage til Irland efter alene at have herjet Devonſhire og Cornwall[3]; i Northumberland, hvorhen Eadgar Ædheling havde taget ſin Tilflugt, blev York erobret, og Stadens Lydighed, ſom Villjam troede, ſikret ved Opførelſen af to Kaſteller; Lincoln og flere andre Byer erobredes og ſikredes paa ſamme Maade og Eadgar flygtede med ſin Moder og ſine tvende Syſtre til Kong Mælkolm i Skotland, medens Landſkabets Høvdinger deels fulgte hans Exempel, deels ſøgte til fjernere Lande, navnlig Danmark, deels faldt til Fode. Men ikke deſto mindre opblusſede Opſtanden paany allerede i Begyndelſen af det følgende Aar (1069). Staden Durham blev ſtormet af en northumbriſk Befrielſeshær, og ſaa godt ſom hele den nordmanniſke Beſætning nedſablet (28 Januar), medens Eadgar Ædheling og flere northumbriſke Høvdinger kom med en Hær fra Skotland og ſatte ſig i Beſiddelſe af York, hvis Indbyggere aabnede ſine Porte for dem. Villjam maatte i Haſt ile derhen, og tvang vel Eadgar og hans Mænd til at trække ſig tilbage fra York,

  1. Mag. Adam, III. 53.
  2. Chron. Sax. ved 1067.
  3. Chron. Sax. Ordrik, hos Duchêne, S. 512, 513.