Med Danmark var Freden livlig sluttet, og Sven Ulfssøn var aldeles optagen af de engelske Anliggender. Forsigtighed og maaskee Familie-Hensyn havde budt ham, ikke at blande sig i Striden mellem Godwines Sønner, allermindst naar fremmede Fyrster, som Harald af Norge og Villjam af Nordmandie, deeltoge deri for at gjøre Erobringer. Men nu, da Godwines Sønner vare faldne, kunde Sven, deres nærmeste Frænde, betragte sig som deres Eftermaalsmand og den rette Arving til Haralds Trone[1]. I denne Egenskab optraadte han endog kort Tid efter at Villjam havde ladet sig krone til Englands Konge, idet han sendte en af sine Hirdmænd til Villjam med den Fordring, at da Kongedømmet i England nu med Rette tilhørte Kong Sven, skulde Villjam tage det til Len af ham og betale ham Skat; i modsat Fald vilde han indfinde sig med en stor Vaabenmagt og fratage ham det[2]. Da Sven paa samme Tid, eller i alle Fald kun kort Tid efter stillede en lignende Fordring til Norges Konger, ja sandsynligviis endog har blandet sig i de svenske Anliggender[3], maa man formode, at det nu virkelig har været hans Tanke optræde som en anden Knut den mægtige, og at han har svævet i den Tro, at begge Riger, saavel Norge som England, ved den sidste Krig vare saa svækkede at han blot behøvede at true, for at bringe dem til Underkastelse. Vi have seet, hvorledes han forregnede sig med Norge. Det gik ham ikke bedre i England, uagtet han dog der havde et betydeligt Parti. Villjam, for hvem en Krig med Danmark kunde have varet farlig, i det mindste ubelejlig nok, saa længe endnu det nordlige, halvdanske England ikke fuldstændigt var undertvunget, sendte strax et Gesandtskab til Danmark med Fredstilbud og Gaver, ej alene til Kongen, men ogsaa til Høvdingerne[4]; han
- ↑ Harald Godwinessøns egne Sønner, Godwine, Eadmund og Magnus, der havde flygtet til Irland, vare vel hans nærmeste Arvinger, men da de ikke kunde maale sig med Sven i Magt, betragtede han sig vistnok som Familiens Hoved.
- ↑ Henr. Knyghton hos Twysden, S. 2343.
- ↑ Se ovenfor S. 385, nedenfor S. 389.
- ↑ Knyghton, l. c. Blandt Gesandterne var og Abbeden Mgelsine fra Canterbury, hvis Rejse til og Ophold i Danmark er beskreven i de Lektioner om den hellige Jomfrus Underverker, der ere samlede af Langebek i hans Scr. rer Dan. III. 252 flgg. under Titlen „Legatio Helsini abbatis in Daniam“. Her tales der udførligt om Svens Arvefordringer paa England, og, af Villjam foranstaltede Gaveuddelinger.
om St. Æskil. At Inges Fordrivelse til Vestergautland falder omkring 1l)80, sees deraf at man omtrent fra denne Tid har to Breve fra Pave Gregor den 7de, et til I. glorioso Sueonum Regi, et andet, ikke fuldt et Aar senere, til L. (læs I.) og A (Alsteno) Gothorum gloriosis Regibus, see Dipl. Svec. No. 24 og 25, hvor begge Breve henføres til 1080. Gregor roser her deres Forgænger, hvorved han rimeligviis forstaar Steenkil.
