Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/405

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
387
Sven Ulfsſøns Fordringer paa England.


Med Danmark var Freden livlig ſluttet, og Sven Ulfsſøn var aldeles optagen af de engelſke Anliggender. Forſigtighed og maaſkee Familie-Henſyn havde budt ham, ikke at blande ſig i Striden mellem Godwines Sønner, allermindſt naar fremmede Fyrſter, ſom Harald af Norge og Villjam af Nordmandie, deeltoge deri for at gjøre Erobringer. Men nu, da Godwines Sønner vare faldne, kunde Sven, deres nærmeſte Frænde, betragte ſig ſom deres Eftermaalsmand og den rette Arving til Haralds Trone[1]. I denne Egenſkab optraadte han endog kort Tid efter at Villjam havde ladet ſig krone til Englands Konge, idet han ſendte en af ſine Hirdmænd til Villjam med den Fordring, at da Kongedømmet i England nu med Rette tilhørte Kong Sven, ſkulde Villjam tage det til Len af ham og betale ham Skat; i modſat Fald vilde han indfinde ſig med en ſtor Vaabenmagt og fratage ham det[2]. Da Sven paa ſamme Tid, eller i alle Fald kun kort Tid efter ſtillede en lignende Fordring til Norges Konger, ja ſandſynligviis endog har blandet ſig i de ſvenſke Anliggender[3], maa man formode, at det nu virkelig har været hans Tanke optræde ſom en anden Knut den mægtige, og at han har ſvævet i den Tro, at begge Riger, ſaavel Norge ſom England, ved den ſidſte Krig vare ſaa ſvækkede at han blot behøvede at true, for at bringe dem til Underkaſtelſe. Vi have ſeet, hvorledes han forregnede ſig med Norge. Det gik ham ikke bedre i England, uagtet han dog der havde et betydeligt Parti. Villjam, for hvem en Krig med Danmark kunde have varet farlig, i det mindſte ubelejlig nok, ſaa længe endnu det nordlige, halvdanſke England ikke fuldſtændigt var undertvunget, ſendte ſtrax et Geſandtſkab til Danmark med Fredstilbud og Gaver, ej alene til Kongen, men ogſaa til Høvdingerne[4]; han

    om St. Æſkil. At Inges Fordrivelſe til Veſtergautland falder omkring 1l)80, ſees deraf at man omtrent fra denne Tid har to Breve fra Pave Gregor den 7de, et til I. glorioso Sueonum Regi, et andet, ikke fuldt et Aar ſenere, til L. (læs I.) og A (Alsteno) Gothorum gloriosis Regibus, ſee Dipl. Svec. No. 24 og 25, hvor begge Breve henføres til 1080. Gregor roſer her deres Forgænger, hvorved han rimeligviis forſtaar Steenkil.

  1. Harald Godwinesſøns egne Sønner, Godwine, Eadmund og Magnus, der havde flygtet til Irland, vare vel hans nærmeſte Arvinger, men da de ikke kunde maale ſig med Sven i Magt, betragtede han ſig viſtnok ſom Familiens Hoved.
  2. Henr. Knyghton hos Twysden, S. 2343.
  3. Se ovenfor S. 385, nedenfor S. 389.
  4. Knyghton, l. c. Blandt Geſandterne var og Abbeden Mgelſine fra Canterbury, hvis Rejſe til og Ophold i Danmark er beſkreven i de Lektioner om den hellige Jomfrus Underverker, der ere ſamlede af Langebek i hans Scr. rer Dan. III. 252 flgg. under Titlen „Legatio Helsini abbatis in Daniam“. Her tales der udførligt om Svens Arvefordringer paa England, og, af Villjam foranſtaltede Gaveuddelinger.