skopper, som Adalbert indviede for Svithjod, under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vovede at drage derhen, saa det daarligt ud med Missionsverket, og Christendommen vilde neppe have været forkyndt, hvis ikke Biskop Egino af Skaane ufortrøden havde taget sig af Gautlands Kirker.[1]. Efter Haakon den røber« Død, eller maaskee endog medens han endnu levede i Gautland — Efterretningerne ere højst usikre — blev Inge, en Søn af Steenkil, og Broder til Hallsteen, tagen til Konge af Sviarne. Han besad mange udmerkede Egenskaber, der vilde have tilvendt ham Folkets Kjærlighed, hvis ikke ogsaa han, ligesom hans nærmeste Forgængere, havde viist en under de daværende Omstændigheder utidig Omvendelses-Iver. Da han forbød Sviarne at blote, og fordrede at de skulde lade sig døbe, forelagde de ham paa et Thing tvende Vilkaar, enten at holde sig de gamle Love efterrettelige, eller at give Slip paa Kongeværdigheden. Da Inge svarede, at han ikke vilde forsage den rette Tro, joge Sviarne ham med vilde Raab og Steenkast fra Thinget. Men Sven, en Broder til Kongens Hustru, og hidtil hans fornemste Yndling, blev tilbage paa Thinget og tilbød sig at blote i Folkets Navn, hvis de vilde give ham Kongenavn. Hertil vare alle villige: de toge ham til Konge, en Hest blev blotet, fortæret ved et højtideligt Offergilde, og Blodet strøget paa Træerne i den hellige Lund. Og saaledes faldt Sviarne ganske tilbage til Hedenskab. Reaktionen naaede dog ikke Gautland, hvor Christendommen nu var fuldkommen befæstet. Hidhen tyede Inge, tog sit Ophold i Vester-Gautland, der forblev ham tro, og herskede her i Forening med sin Broder Hallsteen i tre Aar, medens Sven, eller som han sædvanligviis kaldtes, Blotsven, herskede over Svithjod. Men efter disse tre Aars Forløb gjorde Inge med sin Hird og en liden Skare af paalidelige Krigere et dristigt Tog gjennem Østergautland til Svithjod, kom tidligt en Morgen uforvarende over Blotsven, og satte Ild paa det Huus, hvor han sov. Sven kom vel ud, men blev strax dræbt; hans Mænd bleve indebrændte, og Inge satte sig paany i Besiddelse af Kongemagten, som ingen senere vovede at gjøre ham stridig, uagtet han fremdeles og med Held søgte at undertrykke Hedenskabet. Men det maa dog under disse Omstændigheder have varet meget længe, førend han følte sig ganske sikker paa Tronen, og det maa have været ham altfor magtpaaliggende at have frie Hænder hjemme til at han kunde tænke paa at paaføre Nabolandene H. Krig. Fra denne Kant var Norge saaledes under Olafs hele Regjeringstid, sikret mod ethvert uopfordret, fiendtligt Anfald[2].
