Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/404

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
386
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſkopper, ſom Adalbert indviede for Svithjod, under de forhaandenværende Omſtændigheder ikke vovede at drage derhen, ſaa det daarligt ud med Misſionsverket, og Chriſtendommen vilde neppe have været forkyndt, hvis ikke Biſkop Egino af Skaane ufortrøden havde taget ſig af Gautlands Kirker.[1]. Efter Haakon den røber« Død, eller maaſkee endog medens han endnu levede i Gautland — Efterretningerne ere højſt uſikre — blev Inge, en Søn af Steenkil, og Broder til Hallſteen, tagen til Konge af Sviarne. Han beſad mange udmerkede Egenſkaber, der vilde have tilvendt ham Folkets Kjærlighed, hvis ikke ogſaa han, ligeſom hans nærmeſte Forgængere, havde viiſt en under de daværende Omſtændigheder utidig Omvendelſes-Iver. Da han forbød Sviarne at blote, og fordrede at de ſkulde lade ſig døbe, forelagde de ham paa et Thing tvende Vilkaar, enten at holde ſig de gamle Love efterrettelige, eller at give Slip paa Kongeværdigheden. Da Inge ſvarede, at han ikke vilde forſage den rette Tro, joge Sviarne ham med vilde Raab og Steenkaſt fra Thinget. Men Sven, en Broder til Kongens Huſtru, og hidtil hans fornemſte Yndling, blev tilbage paa Thinget og tilbød ſig at blote i Folkets Navn, hvis de vilde give ham Kongenavn. Hertil vare alle villige: de toge ham til Konge, en Heſt blev blotet, fortæret ved et højtideligt Offergilde, og Blodet ſtrøget paa Træerne i den hellige Lund. Og ſaaledes faldt Sviarne ganſke tilbage til Hedenſkab. Reaktionen naaede dog ikke Gautland, hvor Chriſtendommen nu var fuldkommen befæſtet. Hidhen tyede Inge, tog ſit Ophold i Veſter-Gautland, der forblev ham tro, og herſkede her i Forening med ſin Broder Hallſteen i tre Aar, medens Sven, eller ſom han ſædvanligviis kaldtes, Blotſven, herſkede over Svithjod. Men efter disſe tre Aars Forløb gjorde Inge med ſin Hird og en liden Skare af paalidelige Krigere et driſtigt Tog gjennem Øſtergautland til Svithjod, kom tidligt en Morgen uforvarende over Blotſven, og ſatte Ild paa det Huus, hvor han ſov. Sven kom vel ud, men blev ſtrax dræbt; hans Mænd bleve indebrændte, og Inge ſatte ſig paany i Beſiddelſe af Kongemagten, ſom ingen ſenere vovede at gjøre ham ſtridig, uagtet han fremdeles og med Held ſøgte at undertrykke Hedenſkabet. Men det maa dog under disſe Omſtændigheder have varet meget længe, førend han følte ſig ganſke ſikker paa Tronen, og det maa have været ham altfor magtpaaliggende at have frie Hænder hjemme til at han kunde tænke paa at paaføre Nabolandene H. Krig. Fra denne Kant var Norge ſaaledes under Olafs hele Regjeringstid, ſikret mod ethvert uopfordret, fiendtligt Anfald[2].

  1. Mag. Adam, IV. 29. Blandt de Biſkopper, der ej indfandt ſig, nævner i Mag. Adam udtrykkeligt Tadiko, der indviedes til Adalward den yngres, og Acilin, der indviedes til Adalward den ældres Eftermand. (IV. 29, 23).
  2. Se iſær Slutningen af Hervararſaga, jvfr. Orkneyinga Saga og Legenderne