Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/403

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
385
Svenſke Anliggender.

Efter ham toge de Chriſtne en Veſtgaute, ved Navn Haakon den røde, til Konge; men han ſynes ikke engang at være kommen til Svithjod, hvor imidlertid Hedendommen maa have faaet Overhaand[1]. Erkebiſkop Adalbert ſynes derhos ſelv at have ſkadet Chriſtendommens Sag ved utidig Iver, idet han nemlig tilbagekaldte Adalward, fordi han uden hans Tilladelſe havde modtaget Veſtgauternes Indbydelſe til at overtage Skara Biſpeſtol efter Adalward den ældres Død[2]: da nu tillige de øvrige Bi-

    kun tre Aar førend Inge kom i uforſtyrret Beſiddelſe af Riget, og altſaa efter at imidlertid Haakon røde, hvilken Scholiaſten ſelv nævner, havde ført Kongenavn, om juſt ikke i hele 13 Aar, ſom Kongerækken i Veſtgøtalagen angiver, kan umuligt være indtruffen ſaa tidligt, ſom under ovennævnte Forudſætning vilde have varet Tilfældet; og Begivenheden ſelv er ikke ſaa forunderlig eller blottet for Sideſtykker i Nordens Hiſtorie, at den ikke oftere ſkulde kunne have gjentaget ſig. Mellem Navnene Anund og Inge er ikke mindſte Lighed; ſom et Mellemled har man, neppe med god Hjemmel, opſtillet Formen Ingemund“ (Excerpta Karoli ep. aros. i Benzelii Mon. eccl. S. 20), men herved er intet vundet. Det er heller ikke i mindſte Maade ſandſynligt, at nogen af Steenkils Sønner, hvis egenlige Støtte var hos Gauterne, ſkulde have begivet ſig til Rusland. Anund har ſnarere været en Deſcendent af Olaf Skotkonung, der havde tyet til Dronning Ingegerds Hof, eller af Jarlen Ragnvald Ulfsſøn.

  1. Schol. 85 til Mag. Adam III. 524 Her nævnes ikke Tilnavnet „den røde“, ligeſaa lidt ſom i Langfedgatal (Langebek I. 13). Tilnavnet forekommer alene i Veſtgøtalagens Kongerække, der ſætter ham foran Steenkil, dog viſtnok aldeles urigtigt, deels fordi vi temmelig godt kjende Omſtændighederne ved Steenkils Tronbeſtigelſe, og vide at ingen Konge optraadte mellem Emund ſlemme og ham, deels fordi Mag. Adams Scholiaſt, der nævner ham efter Steenkil, Erikerne, Hallſteen og Anund, maa betragtes ſom en ſamtidig, paalidelig Autoritet, medens derimod de aabenbare Fejl, der findes i Veſtgøtalagens Biſperække, ogſaa ſvække Kongerækkens Paalidelighed. Derimod tør det nok forholde ſig rigtigt, hvad ſamme. Kongerække fortæller om Haakon, at han var fød i Livine i Viſtehered i Veſtergautland, og døde der: et Tegn paa at han neppe engang kom til Svithjod, uden maaſkee for en kort Stund, og ſnart deelte ſine Forgængeres Skjebne. Hans Regjeringstid ſættes ſammeſteds til 13 Aar, dog tør det vel hænde at denne Tid er for lang, eller at han ikke i alle de tretten Aar førte ene Kongenavn. Enkelte Kongerækker nævne ſaaledes ogſaa en Olaf Neskonung mellem Hallſteen og Blotſven, Inges Fordriver, og fatte Haakon ſelv mellem Blotſven og Inge. At derhos ogſaa den danſke Kong Sven, der endog ejede betydelige Beſiddelſer i Gautland, har gjort Forſøg paa at erhverve Herredømme i Landet, er højſt rimeligt; i det mindſte omtales i Knytlingaſaga en Krig mellem ham og Steenkil. Om det uſandſynlige i at antage Haakon den røde for den ſamme ſom Haakon Ivarsſøn, er forhen talt.
  2. Schol. 131 til Mag. Adam IV. 23. Adalward døde kort efter i Bremen, ſom Mag. Adam udtrykkeligt ſiger IV. 29; det er altſaa aldeles urigtigt, naar Veſtgøtalagens Biſperække lader ham ligge begraven i Skara Domkirke.