af Skaane, pønsede paa hverken mere eller mindre end at ramme Hedendommen, som de troede, lige i Hjertet ved at opbrænde Hovet i Uppsala. Steenkil havde vel faaet dem til at afstaa fra dette Forehavende, idet han forestillede dem, at Folket, som allerede knurrede, upaatvivelig, hvis Planen iverksattes, baade vilde dræbe dem og dertil stode ham selv, der havde bragt dem til Sverige, fra Tronen, hvorved der var Fare for, at endog de, som allerede vare christnede, vilde falde tilbage til Hedendommen. Men hvad han havde forudseet, indtraf dog paa det nærmeste under Forvirringen efter hans Død. Hedningerne rejste sig imod de Christne, som bleve heftigt forfulgte; Adalward og Egino slap vel derfra med Livet, men maatte flygte til Gautland, hvor de i større Sikkerhed kunde tilfredsstille deres Christendoms-Iver[1]. Steenkils Søn,Hallsteen, som nu — man maa antage af de Christne — toges til Konge, blev efter kort Tids Forløb fordreven; efter ham hentede de Christne en Konge fra Rusland ved Navn Anund, ogsaa rimeligviis en Ætling af den ældre Kongeslægt, der havde taget Tjeneste som Væringehøvding. Det lader til at ogsaa Hedningerne i Førstningen anerkjendte ham; men da han ved et almindeligt Thing vægrede rig ved at blote til de hedenske Guder, blev han afsat og forjagen[2].
- ↑ Mag. Adam, IV. 29, jvfr. Schol. 131 til IV. 23. Paa det første Sted fortælles der at Adalward og Egino rejste om i alle gautske Hereder, sønderbrydende Afgudsbilleder, og vindende mange tusinde Hedninger for Christendommen. Paa det andet Sted nævnes der udtrykkeligt, at Adalward blev fordreven af Hedningerne ved Sigtun, og paa Indbydelse begav sig til Skara.
- ↑ Hallsteins og Anunds Udvælgelse omtales i Schol. 85 til Mag. Adam IV. 52, (Anund kaldes her i en enkelt Kodex urigtigt Amunder), Anunds Fordrivelse i Schol. 136 til IV. 27. Han kaldes her rex christianissimus, og der siges udtrykkeligt, at han med Glæde gik fra Thinget, paa hvilket han blev fordreven, som den der led Forhaanelse for Christi Skyld. Det er sandsynligviis denne Omstændighed, der har bevæget flere nyere Historikere til at antage Amund for den samme som Inge, Hallsteens Broder, eftersom ogsaa han havde den Skjebne, at blive fordreven fra et Thing, fordi han ej vilde blote. (Hervarar-Saga, Slutning). Men denne Begivenhed, der fandt Sted
den fordrevne Adalwards, eller andres Fortælling beskriver, hvorledes Stedet saa ud et Par Aar senere. I sidste Tilfælde maatte man slutte, at Birk var blevet ødelagt netop i de oven omhandlede Uroligheder efter Steenkils Død. Imidlertid synes det dog, fornemmelig af hvad der ytres om Umuligheden af at finde Unnis Grav, som om den første Antagelse er den rette, og at Adalward allerede ved sin Ankomst fandt Birk ødelagt. Det havde sandsynligviis ogsaa tabt sin Betyning siden Erik Sejrsæls Dage, da der ikke længer var egne Sigtunakonger, kun Uppsalakonger; heller ikke nævnes det i Olaf den helliges Saga. Mag. Adam omtaler det vel paa andre Steder som endnu existerende, og Erkebiskop Adalbert ordinerede endog en Biskop dertil, men hiin har, sandsynligviis uvidende om de senere Forhold, skildret Birk som det var paa Ansgars og Unnis Tid, og Erkebiskoppen kan enten have svævet i samme Vildfarelse, eller kun have villet betegne. Stedet, hvor den unge Biskop skulde residere.
