Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/402

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
384
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

af Skaane, pønſede paa hverken mere eller mindre end at ramme Hedendommen, ſom de troede, lige i Hjertet ved at opbrænde Hovet i Uppſala. Steenkil havde vel faaet dem til at afſtaa fra dette Forehavende, idet han foreſtillede dem, at Folket, ſom allerede knurrede, upaatvivelig, hvis Planen iverkſattes, baade vilde dræbe dem og dertil ſtode ham ſelv, der havde bragt dem til Sverige, fra Tronen, hvorved der var Fare for, at endog de, ſom allerede vare chriſtnede, vilde falde tilbage til Hedendommen. Men hvad han havde forudſeet, indtraf dog paa det nærmeſte under Forvirringen efter hans Død. Hedningerne rejſte ſig imod de Chriſtne, ſom bleve heftigt forfulgte; Adalward og Egino ſlap vel derfra med Livet, men maatte flygte til Gautland, hvor de i ſtørre Sikkerhed kunde tilfredsſtille deres Chriſtendoms-Iver[1]. Steenkils Søn,Hallſteen, ſom nu — man maa antage af de Chriſtne — toges til Konge, blev efter kort Tids Forløb fordreven; efter ham hentede de Chriſtne en Konge fra Rusland ved Navn Anund, ogſaa rimeligviis en Ætling af den ældre Kongeſlægt, der havde taget Tjeneſte ſom Væringehøvding. Det lader til at ogſaa Hedningerne i Førſtningen anerkjendte ham; men da han ved et almindeligt Thing vægrede rig ved at blote til de hedenſke Guder, blev han afſat og forjagen[2].

    den fordrevne Adalwards, eller andres Fortælling beſkriver, hvorledes Stedet ſaa ud et Par Aar ſenere. I ſidſte Tilfælde maatte man ſlutte, at Birk var blevet ødelagt netop i de oven omhandlede Uroligheder efter Steenkils Død. Imidlertid ſynes det dog, fornemmelig af hvad der ytres om Umuligheden af at finde Unnis Grav, ſom om den førſte Antagelſe er den rette, og at Adalward allerede ved ſin Ankomſt fandt Birk ødelagt. Det havde ſandſynligviis ogſaa tabt ſin Betyning ſiden Erik Sejrſæls Dage, da der ikke længer var egne Sigtunakonger, kun Uppſalakonger; heller ikke nævnes det i Olaf den helliges Saga. Mag. Adam omtaler det vel paa andre Steder ſom endnu exiſterende, og Erkebiſkop Adalbert ordinerede endog en Biſkop dertil, men hiin har, ſandſynligviis uvidende om de ſenere Forhold, ſkildret Birk ſom det var paa Ansgars og Unnis Tid, og Erkebiſkoppen kan enten have ſvævet i ſamme Vildfarelſe, eller kun have villet betegne. Stedet, hvor den unge Biſkop ſkulde reſidere.

  1. Mag. Adam, IV. 29, jvfr. Schol. 131 til IV. 23. Paa det førſte Sted fortælles der at Adalward og Egino rejſte om i alle gautſke Hereder, ſønderbrydende Afgudsbilleder, og vindende mange tuſinde Hedninger for Chriſtendommen. Paa det andet Sted nævnes der udtrykkeligt, at Adalward blev fordreven af Hedningerne ved Sigtun, og paa Indbydelſe begav ſig til Skara.
  2. Hallſteins og Anunds Udvælgelſe omtales i Schol. 85 til Mag. Adam IV. 52, (Anund kaldes her i en enkelt Kodex urigtigt Amunder), Anunds Fordrivelſe i Schol. 136 til IV. 27. Han kaldes her rex christianissimus, og der ſiges udtrykkeligt, at han med Glæde gik fra Thinget, paa hvilket han blev fordreven, ſom den der led Forhaanelſe for Chriſti Skyld. Det er ſandſynligviis denne Omſtændighed, der har bevæget flere nyere Hiſtorikere til at antage Amund for den ſamme ſom Inge, Hallſteens Broder, efterſom ogſaa han havde den Skjebne, at blive fordreven fra et Thing, fordi han ej vilde blote. (Hervarar-Saga, Slutning). Men denne Begivenhed, der fandt Sted