hans Lyst dog ingenlunde til Krig. Han var af et roligt og stille Sindelag, meget religiøs, satte sin største Glæde i at virke for Landets Opkomst og Folkets Uddannelse, og yndede i det hele taget meest et mageligt Liv, omgivet af den Overflod, som alene Freden og dens Sysler kunne give. Omstændighederne vare ogsaa i denne Henseende særdeles gunstige for ham, da alle Nabolandene just paa den Tid vare saaledes optagne af indre eller ydre Fejder og Uroligheder, at det ikke kunde falde deres Høvdinger ind at beskjeftige sig med Norges Anliggender, og saa meget mindre under Olafs Regjering, som hans Popularitet udelukkede enhver Tanke om Muligheden af at bringe noget Oprør i Stand, eller opstille nogen Kronprætendent imod ham. I Sverige var Kong Steenkil død kort efter Harald Haardraade, 1067[1], og der opstod blodige Tronstridigheder mellem tvende Konger eller Kronprætendenter, der begge hed Erik, og som rimeligviis maa have nedstammet fra Sidelinjer af den ældre Konge-Æt. Det kom til et Slag imellem dem, hvori de begge faldt, og med dem, som der siges, alle Sviarnes mægtige Mænd: et Tegn paa at Krigen maa have været meget blodig og ødelæggende[2]. Der opstod nu en formelig hedensk Reaktion i Svithjod, hvor de fleste endnu vare Hedninger, og hvor der længe havde hersket stor Misfornøjelse med Steenkils Christendoms-Iver. Denne Misfornøjelse steg end mere, da det blev bekjendt, at to af Steenkil indkaldte Prælater, Adalward den yngre, som paa hans Anmodning var bleven indviet af Erkebiskop Adalbert til Biskop i Sigtun[3], hvor han vandt mange Proselyter[4], og Biskop Egino af
- ↑ At Steenkil døde l()67, sees deraf, at medens saa vel Mag. Adam (III. 52) som Harald Haardraades Saga Cap. 26 sætte hans Død nær ved Harald Haardraades, lader Mag. Adam ham senere (IV. 29) i sine Forestillinger for Biskopperne Adalward og Egino paaberaabe sig de Voldsscener, der nys havde fundet Sted i-Vendland. Men disse foregik især i November 1066 (Mag. Adam III. 50), og Efterretningen herom kan neppe være kommen til Svithjod før Udgangen af Aaret. Steenkil maa saaledes have oplevet Begyndelsen af 1067. Han skal ifølge Knytlinga Saga Cap. 22 have bekriget Sven Ulfssøn, men dette torde dog grunde sig paa en Misforstaaelse af Thorleik fagres sammesteds anførte Vers.
- ↑ Mag. Adam III. 52. Schol. 85.
- ↑ Mag. Adam III. 70 — Schol. 94 — IV. 28.
- ↑ Han skal ifølge Mag. Adam have omvendt alle dem, som boede i Sigtun og dens Omkreds, det vil vel sige Heredet af dette Navn. Schol. 138 fortæller, som Exempel paa Sigtuningernes Christendoms-Iver, at da Adalward første Gang skulde holde Messe der, fik han strax et Offer af 70 Mark Sølv. Der tilføjes ogsaa at han ved denne Lejlighed gjorde en Afstikker til Birk, „hvilken By“ som det heder, “nu er saaledes ødelagt, at der neppe sees Spor deraf, saa at man ikke engang kunde finde Erkebiskop Unnis Grav“. Det er ikke ret klart, om Scholiasten i dette Tillæg meddeler den senere til Bremen hjemkomne Adalwards Beretning om hvorledes han fandt Tilstanden ved sin Ankomst til Stedet, eller om han deri, enten efter
