Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/401

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
383
Uroligheder i Sverige.

hans Lyſt dog ingenlunde til Krig. Han var af et roligt og ſtille Sindelag, meget religiøs, ſatte ſin ſtørſte Glæde i at virke for Landets Opkomſt og Folkets Uddannelſe, og yndede i det hele taget meeſt et mageligt Liv, omgivet af den Overflod, ſom alene Freden og dens Syſler kunne give. Omſtændighederne vare ogſaa i denne Henſeende ſærdeles gunſtige for ham, da alle Nabolandene juſt paa den Tid vare ſaaledes optagne af indre eller ydre Fejder og Uroligheder, at det ikke kunde falde deres Høvdinger ind at beſkjeftige ſig med Norges Anliggender, og ſaa meget mindre under Olafs Regjering, ſom hans Popularitet udelukkede enhver Tanke om Muligheden af at bringe noget Oprør i Stand, eller opſtille nogen Kronprætendent imod ham. I Sverige var Kong Steenkil død kort efter Harald Haardraade, 1067[1], og der opſtod blodige Tronſtridigheder mellem tvende Konger eller Kronprætendenter, der begge hed Erik, og ſom rimeligviis maa have nedſtammet fra Sidelinjer af den ældre Konge-Æt. Det kom til et Slag imellem dem, hvori de begge faldt, og med dem, ſom der ſiges, alle Sviarnes mægtige Mænd: et Tegn paa at Krigen maa have været meget blodig og ødelæggende[2]. Der opſtod nu en formelig hedenſk Reaktion i Svithjod, hvor de fleſte endnu vare Hedninger, og hvor der længe havde herſket ſtor Misfornøjelſe med Steenkils Chriſtendoms-Iver. Denne Misfornøjelſe ſteg end mere, da det blev bekjendt, at to af Steenkil indkaldte Prælater, Adalward den yngre, ſom paa hans Anmodning var bleven indviet af Erkebiſkop Adalbert til Biſkop i Sigtun[3], hvor han vandt mange Proselyter[4], og Biſkop Egino af

  1. At Steenkil døde l()67, ſees deraf, at medens ſaa vel Mag. Adam (III. 52) ſom Harald Haardraades Saga Cap. 26 ſætte hans Død nær ved Harald Haardraades, lader Mag. Adam ham ſenere (IV. 29) i ſine Foreſtillinger for Biſkopperne Adalward og Egino paaberaabe ſig de Voldsſcener, der nys havde fundet Sted i-Vendland. Men disſe foregik iſær i November 1066 (Mag. Adam III. 50), og Efterretningen herom kan neppe være kommen til Svithjod før Udgangen af Aaret. Steenkil maa ſaaledes have oplevet Begyndelſen af 1067. Han ſkal ifølge Knytlinga Saga Cap. 22 have bekriget Sven Ulfsſøn, men dette torde dog grunde ſig paa en Misforſtaaelſe af Thorleik fagres ſammeſteds anførte Vers.
  2. Mag. Adam III. 52. Schol. 85.
  3. Mag. Adam III. 70 — Schol. 94 — IV. 28.
  4. Han ſkal ifølge Mag. Adam have omvendt alle dem, ſom boede i Sigtun og dens Omkreds, det vil vel ſige Heredet af dette Navn. Schol. 138 fortæller, ſom Exempel paa Sigtuningernes Chriſtendoms-Iver, at da Adalward førſte Gang ſkulde holde Mesſe der, fik han ſtrax et Offer af 70 Mark Sølv. Der tilføjes ogſaa at han ved denne Lejlighed gjorde en Afſtikker til Birk, „hvilken By“ ſom det heder, nu er ſaaledes ødelagt, at der neppe ſees Spor deraf, ſaa at man ikke engang kunde finde Erkebiſkop Unnis Grav“. Det er ikke ret klart, om Scholiaſten i dette Tillæg meddeler den ſenere til Bremen hjemkomne Adalwards Beretning om hvorledes han fandt Tilſtanden ved ſin Ankomſt til Stedet, eller om han deri, enten efter