Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/400

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
).
382 Olaf Haraldsſøn (Kyrr

og, ſom man af det følgende ſeer, virkelig betragtedes ſom Arving til Magnus’s Deel af Riget, kunde der dog, ſaalænge han var mindreaarig, ej være Tale om at tage ham til Konge, og Olaf blev ſaaledes Landets Eneherſker. Han vedblev endog at være det, efter at Haakon var bleven voxen, uden at denne eller hans Frænder, ſom det ſynes, gjorde det ringeſte Forſøg paa at faa nogen Deling tilvejebragt. Aarſagen var visſelig den, at man følte ſig ſaa vel under Olafs lange, fredelige og milde Regjering, at Alle havde vundet ham kjær, og at en Forandring i de beſtaaende Forhold alene kunne betragtes ſom en Ulykke for Landet.

34. Norges Forhold til Nabo-Rigerne.


Uagtet Kong Olaf tidligt havde været med i Vaabenferd, og i den ſidſte Fejde, trods ſin Ungdom, viiſt en faſt, krigerſk Holdning lige over for Kong Sven, der afſkrækkede denne fra at drive de begyndte Fiendtligheder videre, ſtod

    gaaende, at Magnus i Anlednig af Krigen maa have opholdt ſig i Viken, medens Krigen og Underhandlingerne med Danmark ſtode paa; i den ſamme Tid maa hans Bekjendtſkab med Haakons Moder falde, hvis hun ſkulde kunne føde denne til Verden i den førſte Halvdeel af 1069; hun maa altſaa — det lader nemlig ej til at Magnus var gift, eller, om han var gift, havde taget ſin Dronning med — have hørt hjemme i Omegnen af Kongehelle, netop hvor Sveinke havde ſit Sæde. Og der er hun vel forbleven, og har født Haakon, hvilken Sveinke, den mægtigſte Mand i Nærheden, har taget ſig af indtil han kunde bringes til Steigar-Thore, hvem Magnus ſandſynligviis paa ſin Dødsſæng har overdraget Opfoſtringen, ſom hjemmehørende i hans, og derfor og paa en vis Maade i Haakons, Deel af Riget. Da ſaaledes Opfoſtringen hos Sveinke kun var midlertidig, kan man godt forſtaa, hvorfor Morkinſkinna ej nævner noget om den. I Udgaven af Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106, er det urigtige Tillæg indkommet, hvor Steigar-Thore nævnes, at han var Kong Magnus den godes ſammødre Broder. Dette var en langt anden Thore, og han tilbragte ſine ſidſte Dage i Danmark, ſe ovenfor S. 166. Hvad Magnus Haraldsſøn angaar,maa det forreſten merkes, at han, maaſkee paa Grund af hans Regjerings Kortvarighed, ikke af ſine Efterfølgere af ſamme Navn regnedes med, eller fik noget Nummer ſom Magnus den 2den. Man finder nemlig, at Kong Magnus Haakonsſøn (1263—1280) i egentlige Aktſtykker baade kaldte ſig ſelv og blev kaldet Magnus den 4de. Da nu Magnus Erlingsſøn var Norges førſte kronede Konge, og derfor nødvendigviis maa have været regnet ſom Magnus den 3die, medens Magnus den gode upaatvivlelig har været opført ſom Magnus den 1ſte, bliver der med Henſyn til Magnus den 2dens Plads Spørgsmaal om disſe tre: Magnus Haraldsſøn, Magnus Barfod, og Magnus blinde; ſtrengt taget kunde man regne endnu en fjerde, Magnus, Harald Gilles Søn, der dog kun levede kort og var vanfør. Af disſe Magnusſer var Magnus Barfod ſaa meget berømtere end de øvrige, at Magnus den 2den ej kan være nogen anden end han. Magnus blinde er maaſkee udeladt, fordi de efterfølgende Konger af Harald Gilles Dynaſti ej vilde erkjende ham.