Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/399

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
381
Kong Magnus’s Død.

des Medbejlerindes Søn herſkede, end at Thora, Olafs kjødelige Moder, og dertil beſlægtet med de mægtigſte Familier i Landet, nu netop, da hendens Søn var kommen paa Tronen, ſkulde drage bort og egte en i alt hvad der angik Giftermaal højſt uſtadig og upaalidelig Konge, ſom desuden bragte hende en Mængde allerede voxne, og mod hende ſelv neppe ſynderligt velvilligt ſtemte Stifbørn.

Da Olaf alene nævnes ved alle disſe Forhandlinger, maa man, ſom nys antydet, formode at Magnus allerede var angreben af ſin Helſot, der i Sagaerne kaldtes Ræv-Orm[1], maaſkee en ondartet Hudſygdom, der gjorde ham aldeles uſkikket til at befatte ſig med Hærfører- og Regjerings-Syſler. Han maatte i længere Tid holde Sængen, og døde i Nidaros den 28de April 1069[2]. I ſin korte Regjeringstid havde han været meget afholdt. Han efterlod en Søn Haakon, der fødtes enten ſtrax før, eller ſtrax efter hans Død, og førſt opfødtes hos den mægtige Lendermand Sveinke Steinarsſøn i Ranrike, hvor han ſynes at være kommen til Verden; ſiden kom han til Thore paa Steig i Gudbrandsdalen, der opfoſtrede ham indtil han blev voxen, hvorfor han ſædvanligviis kaldtes Haakon Thoresfoſtre[3]. Uagtet Haakon ſtrengt taget maatte være at betragte,

  1. Saaledes Magnus og Olafs Saga Cap. 1; Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106;Morkinſkinna fol. 19 d; Fagrſkinna Cap. 206. Thormod Torvesſøn i ſin Historia Norvegiae III. 384, kalder Sygdommen „ignis sacri species quæ crysipelas Græcis appellatur“. Imidlertid kunde det vel ogſaa hænde, at der under hiint Navn forſtaaes et indvortes Ormetilfælde, ſom f. Ex. Bendel-Orm.
  2. Magnus’s Dødsaar fremgaar af Magnus og Olafs Saga Cap. 1. Snorre,Harald Haardraades Saga Cap. 106, hvor det heder at Magnus herſkede ene den førſte Vinter efter Faderens Fald, (altſaa Vintren 1066—67), og derpaa ſammen med Olaf i to Vintre (1067—68 og 1068—69). Morkinſkinna og Fagrſkinna angive ikke nøjagtigt Tiden, naar Magnus døde. De ſige kun at Olaf og Magnus en Stund herſkede tilſammen, indtil Magnus fik ſin Baneſot, og døde efter at han en Tidlang havde været ſyg. Ogſaa af den Omſtændighed, at Mag. Adam, hvis Skildring af de norſke Forhold nærmeſt ſynes at vedkomme Aaret 1068, ikke omtaler Magnus’s Død, ſynes man at maatte ſlutte, at han endnu levede da. Ogſaa de islandſke Annaler henføre hans Død til 1069. Dødsdagen, den 28de April, angives i det islandſke Nekrologium, ſom er aftrykt, førſt i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 1ſte Deel, S. 595 flgg., og ſiden i Langebeks Scriptt. rer. Dan. II. S. 502, flgg. At det er Kong Magnus Haraldsſøn, ſom her menes, ſkjønnes deraf at Norges øvrige Konger af Navnet Magnus døde paa andre Dage.
  3. At Haakon, aller tidligſt, var fød i 1069 ſees deraf, at han ved ſin Død i Februar 1095 ſiges at have været vel 25 Aar gammel, altſaa i ſit 26de. I Hrokkinſkinna (Magnus Barfods Saga Cap. 9) og Snorre Cap. 8 ſiges det at Sveinke Steinarsſøn foſtrede Haakon indtil Thore tog ved ham. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne ikke noget om denne Opfoſtring hos Sveinke; men Beretningen er dog viſtnok aldeles rigtig: vi vide nemlig af det fore-