Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/396

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
378
Magnus og Olaf Haraldsſønner.

diſesſøns Kvad kan ſee, var Olaf ſaa tidligt paafærde, at han med ſin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor Hallands Kyſt, hvor det kom til en Fegtning[1]. Dens Udfald antydes af Skalden ſom fordeelagtigt for Olaf: han taler idetmindſte om at danſke Krigere ſank til Bunds og at deres Liig opſkylledes paa Kyſten; men rimeligere er det dog, at Sven, der viſtnok var Olaf alene overlegen, efter en hidſig, og maaſkee i det hele taget for Nordmændene hæderlig Fegtning, har tvunget Olaf til at trække ſig tilbage og undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet ſig med den betydeligere Styrke, ſom hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig ſelv ſtrax efter, hvorledes Olaf ſtyrede øſtfra, medens hans Broder ſorte en ſtørre Flaade nordenfra forbi Stad[2]: dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen ved Halland. Og den ſamtidige Mag. Adam af Bremen ſiger, at Sven med ſtor Tapperhed kuede Olaf og Magnus[3]: en Efterretning, ſom Mag. Adam viſtnok kun mod-

    hvori Verſet forekommer, alene til Olaf, og ſandſynligviis paa en Tid da han var Enekonge, ſiden han i det ſamme Vers ogſaa kalder ham „Filernes (Fjale-Indbyggerne) Konge“. Der anføres ogſaa et andet Vers af Steins Olafs Draapa ſaalydende: „I Kaupangen (Nidaros) hvor den hellige Konge hviler, fredlyſer den krigsdjerve Fyrſte ſin Odel for Sven; han er mægtig; Kong Olaf (den hellige) elſker ſaare ſin Æt; det nytter ikke Ulfs Søn (Sven) at gjøre Fordring paa Norge“. Den „krigsdjerve Fyrſte“ ſom her omtales, ſynes dog nærmeſt at være St. Olaf ſelv, der ogſaa nedenfor i Verſet nævnes.

  1. At det virkelig kom til Fegtning, ſees tydeligt af tvende Vers af Steins Olafsdraapa, der begge findes i Morkinſkinna, men kun eet (det førſte) i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke. De lyde ſaaledes: a. „De danſke Drenge gik udenbords til Bunds med Brynjer og Hjelme; man hørte Lyden af det vaade Malm. De ſaarede Kæmper ſøndenfra ſank til Havets Grund; de hvide Bølgetoppe ſkyllede deres Liig op paa Stranden. b. Jeg veed, hvor den raſke Olaf for førſte Gang var ude i Leding og farvede Klingen røde jeg mindes det grant. Den gode Konge farvede de blanke Sverd med Blod udenfor Halland, hvor Krigerne ſloges“. I Hrokkinſkinna ſtaar der og, i Anledning af Steins Vers: „Stein antyder at Kong Sven har mødt Kong Olafs Ledingshær og kæmpet med den“.
  2. Verſet lyder fuldſtændigt ſaaledes: „For at beſtaa Kampen belavede Fyrſten ſig paa en haard Dyſt; den tapre Konge bød at ſtyre øſtenfra med Hærſkjold. De lange Skibsborde bragte en noget ſtørre Styrke nordfra fordi Stad, og begge Konger betraadte Hvalens Tumleplads (Havet)“.
  3. Mag. Adam III. 53. Her ſtaar: „Ill0 tempore clarissimus inter barbaros fuit Svein rex Danorum, qui reges Nortmannorum Ollaf et Magnum constrinxit magnà virtute“. I dette ſamme Capitel omtaler Mag. Adam, hvorledes han ſelv, kort efter at han var kommen til Bremen (nemlig i 1068, ſe III. 4) begav ſig til Kong Sven, og fik mange Underretninger af ham. Hvad Mag. Adam fortæller fra disſe Aar, har ſaaledes i det mindſte Samtidighedens Fortrin.