Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/396

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
378
Magnus og Olaf Haraldssønner.

disessøns Kvad kan see, var Olaf saa tidligt paafærde, at han med sin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor Hallands Kyst, hvor det kom til en Fegtning[1]. Dens Udfald antydes af Skalden som fordeelagtigt for Olaf: han taler idetmindste om at danske Krigere sank til Bunds og at deres Liig opskylledes paa Kysten; men rimeligere er det dog, at Sven, der vistnok var Olaf alene overlegen, efter en hidsig, og maaskee i det hele taget for Nordmændene hæderlig Fegtning, har tvunget Olaf til at trække sig tilbage og undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet sig med den betydeligere Styrke, som hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig selv strax efter, hvorledes Olaf styrede østfra, medens hans Broder sorte en større Flaade nordenfra forbi Stad[2]: dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen ved Halland. Og den samtidige Mag. Adam af Bremen siger, at Sven med stor Tapperhed kuede Olaf og Magnus[3]: en Efterretning, som Mag. Adam vistnok kun mod-

    hvori Verset forekommer, alene til Olaf, og sandsynligviis paa en Tid da han var Enekonge, siden han i det samme Vers ogsaa kalder ham „Filernes (Fjale-Indbyggerne) Konge“. Der anføres ogsaa et andet Vers af Steins Olafs Draapa saalydende: „I Kaupangen (Nidaros) hvor den hellige Konge hviler, fredlyser den krigsdjerve Fyrste sin Odel for Sven; han er mægtig; Kong Olaf (den hellige) elsker saare sin Æt; det nytter ikke Ulfs Søn (Sven) at gjøre Fordring paa Norge“. Den „krigsdjerve Fyrste“ som her omtales, synes dog nærmest at være St. Olaf selv, der ogsaa nedenfor i Verset nævnes.

  1. At det virkelig kom til Fegtning, sees tydeligt af tvende Vers af Steins Olafsdraapa, der begge findes i Morkinskinna, men kun eet (det første) i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke. De lyde saaledes: a. „De danske Drenge gik udenbords til Bunds med Brynjer og Hjelme; man hørte Lyden af det vaade Malm. De saarede Kæmper søndenfra sank til Havets Grund; de hvide Bølgetoppe skyllede deres Liig op paa Stranden. b. Jeg veed, hvor den raske Olaf for første Gang var ude i Leding og farvede Klingen røde jeg mindes det grant. Den gode Konge farvede de blanke Sverd med Blod udenfor Halland, hvor Krigerne sloges“. I Hrokkinskinna staar der og, i Anledning af Steins Vers: „Stein antyder at Kong Sven har mødt Kong Olafs Ledingshær og kæmpet med den“.
  2. Verset lyder fuldstændigt saaledes: „For at bestaa Kampen belavede Fyrsten sig paa en haard Dyst; den tapre Konge bød at styre østenfra med Hærskjold. De lange Skibsborde bragte en noget større Styrke nordfra fordi Stad, og begge Konger betraadte Hvalens Tumleplads (Havet)“.
  3. Mag. Adam III. 53. Her staar: „Ill0 tempore clarissimus inter barbaros fuit Svein rex Danorum, qui reges Nortmannorum Ollaf et Magnum constrinxit magnà virtute“. I dette samme Capitel omtaler Mag. Adam, hvorledes han selv, kort efter at han var kommen til Bremen (nemlig i 1068, se III. 4) begav sig til Kong Sven, og fik mange Underretninger af ham. Hvad Mag. Adam fortæller fra disse Aar, har saaledes i det mindste Samtidighedens Fortrin.