Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/395

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
377
Norge deelt. Krig med Danmark.

logaland, og Olaf den øſtre, eller Viken[1]. Denne Foranſtaltning var aabenbart en Afvigelſe og et Tilbageſkridt fra det Eenheds-Princip, ſom Kong Harald havde opſtillet, og det er ſaaledes ej uſandſynligt, at Lendermændene og de øvrige Stormænd kunne have haft ſin Haand med deri, for derved ſelv at vinde ſaa meget mere Magt og Indflydelſe. Men muligt ogſaa at Delingen alene grundede ſig paa den Odels-Ret, ſom begge Brødre i lige høj Grad anſaaes at have til Riget, og ſom ſenere bevirkede flere lignende Delinger.

Brødrene tiltraadte Regjeringen under lidet gunſtige Omſtændigheder. Kjernen af den norſke Hærſtyrke og Landets Ariſtokrati var falden ved Stanford; den ſtørſte Deel af Flaaden var tabt, og Landets Hjelpekilder maa for en ſtor Deel have været udtømte. Kong Sven i Danmark, der, ſom Saxo ſiger, førſt efter Haralds Død følte ſig ret faſt paa Tronen, troede nu at Tiden var kommen til at tage Hevn og Erſtatning for alt, hvad Danmark under den foregaaende langvarige Krig havde maatte døje af Nordmændene. Den i Aaret 1064 mellem Rigerne ſluttede Fred gjaldt, ſom det udtrykkeligt var betinget, ikke længer end medens begge Konger ſamtidigt vare i Live. Efter Haralds Død kunde Sven ſaaledes med fuld Ret, uden at gjøre ſig ſkyldig i noget Edsbrud, opſige Freden, og af denne Ret undlod han heller ikke at benytte ſig. Han erklærede Freden udløben og lød et almindeligt Opbud udgaa i ſit Rige for at bekrige Norge. Ogſaa i Norge maatte man derfor foretage betydelige Udruſtninger. Begge Konger opbøde fuld Almenning, hver i ſin Deel, og det var maaſkee under disſe Omſtændigheder et Held for Viken, der var meeſt udſat for Angreb fra Danmark, at det i Olaf havde ſin egen virkſomme og dygtige Befalingsmand. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at denne Betragtning før en ſtor Deel har gjort ſig gjeldende ved den nys omtalte Deling af Riget, iſær da man næſten maa formode, at Magnus allerede nu havde begyndt at lide af den Sygelighed, der faa Aar efter lagde ham i Graven[2]. Saa vidt man af den ſamtidige Stein Her-

  1. I Magnus og Olafs Saga Cap. 10l, Snorre Cap. 106, ſtaar der kun, hvor Delingen omtales, den nordre og den øſtre Deel. Men at ogſaa Oplandene hørte til Magnus-’s Deel, ſees af Magnus Barfods Saga Cap. i, hvor det udtrykkeligt heder, at medens Olafs Søn Magnus toges til Konge i Viken, blev Magnus’s Søn Haakon tagen til Konge i Oplandene og Throndhjem, og fik „den Deel af Landet, hans Fader havde haft“; det ſees ogſaa deraf, at Haakon opfoſtredes hos Steigar-Thore i Gudbrandsdalen.
  2. Morkinſkinna og efter den Fagrſkinna Cap. 216 nævner, merkeligt nok kun Olaf, ikke Magnus, hvor der handles om Udruſtningerne. I det Vers af Stein Herdiſesſøn, der citeres i alle Sagaer, og hvor der iſær handles om Udruſtningerne, er derlige-ledes kun Tale om Olaf (ſaaſom han kaldes „Englændernes Fiende“), uagtet det dog ſiden heder at begge Konger vare ude i Leding. Daa maa det vel merkes, at Stein digtede dette Kvad (Olafsdraapa)