Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/393

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
375
Høvdingernes Gjeſtfrihed.

perlig Skarlagens Kappe med det koſtbareſte graa Pelsverk: denne Kappe, meente han, overgik lige ſaa meget alle andre Kapper, ſom Sejlet var bedre end alle andre Sejl. Morgenen efter kom Eyſtein ſelv og vækkede Thorvard, for at underrette ham om Vinden nu var god, og at han derfor ikke længer vilde opholde ham. Da man havde ſpiiſt og drukket, og Thorvard vilde tage Afſked, ſagde Eyſtein, at da Thorvards herlige Gave ikke, ſom han fra førſt af havde beſtemt, tilfaldt en Konge, men derimod kun en Mand uden fyrſtelig Rang, vilde han, for nogenledes at holde ham ſkadesløs for dette fejlſlagne Haab, ſkjenke ham endnu en Gave, det var en Armring, ſom Thorvard modtog med Tak for al hans Gavmildhed. Sidenefter om Sommeren, da Eyſtein ſejlede ifølge med Kongen, blev denne opmerkſom paa hans ſmukke Sejl, og ſpurgte ham, hvor han havde faaet det fra. Eyſtein ſagde da at det var det Sejl, han havde afſlaaet at modtage af Thorvard. „Der har jeg rigtignok ſlaaet Vrag paa et herligt Stykke“, ſagde Kongen. Eyſtein tilbød ham ſtrax at bytte Sejl med ham, hvilket Kongen ogſaa modtog, men det var dog neppe ſtort nok for Kongens ſvære Skib, naar det kom an paa at ſejle hurtigt[1]. Eyſtein Orre ſiges viſtnok at have været den ypperſte af alle Lendermænd i Norge paa den Tid, og det tør ſaaledes nok hænde, at han ogſaa i Gjeſtfrihed og Gavmildhed overgik ſine Standsbrødre; imidlertid kunne vi dog af hans Ferd mod Thorvard danne os en tydelig Foreſtilling om den Udſtrækning, hvori de norſke Stormænd anſaa det pasſende at opfylde Gjeſtfrihedens og Taknemlighedens Pligter. Paa deres Gaarde vrimlede der, ſom det ſynes, ſtedſe af Folk, deels Gjeſter, ſom for en kort Tid vare i Beſøg, deels Venner og Paarørende, ſom endnu ikke ſelv havde noget eget Tilhold, og endelig en ſtor Sværm af Tyende. De fleſte af disſe vare vel paa denne Tid endnu deels Trælle, deels Frigivne, men man maa dog antage, at Trællevæſenet nu var i hurtigt Aftagende, ſaa vel formedelſt Chriſtendommens Aand overhoved, ſom formedelſt den i Chriſtenretten udtrykkeligt givne Beſtemmelſe om den aarlige Frigivelſe af et viſt Antal Trælle[2]. I Norge, ſom andenſteds paa de Tider, udførtes ogſaa flere Tjenerſysler af Herrens egne, eller hans Venners yngre Frænder, for at disſe derved kunde oplæres i Høviſkhed og finere Omgangstone; ſtundom vel ogſaa fordi de ellers ikke paa anden Maade kunde ſkaffe ſig Livsophold. Saaledes ſee vi, at Einar Thambarſkelves Skoſvend eller Kammertjener var en ung Mand, der var noget beſlægtet med ham[3]. Den mægtige og

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 100. Morkinſkinna, fol. 12. a.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 635.
  3. Fortællingen om Halldor Snorresſøn i Fornm. Sögur III. 152 flgg. Vel er Fortællingen (ſe ovenfor S. 264) mindre paalidelig, men dens Skildring af Forholdene kan dog lige fuldt være rigtig.