perlig Skarlagens Kappe med det kostbareste graa Pelsverk: denne Kappe, meente han, overgik lige saa meget alle andre Kapper, som Sejlet var bedre end alle andre Sejl. Morgenen efter kom Eystein selv og vækkede Thorvard, for at underrette ham om Vinden nu var god, og at han derfor ikke længer vilde opholde ham. Da man havde spiist og drukket, og Thorvard vilde tage Afsked, sagde Eystein, at da Thorvards herlige Gave ikke, som han fra først af havde bestemt, tilfaldt en Konge, men derimod kun en Mand uden fyrstelig Rang, vilde han, for nogenledes at holde ham skadesløs for dette fejlslagne Haab, skjenke ham endnu en Gave, det var en Armring, som Thorvard modtog med Tak for al hans Gavmildhed. Sidenefter om Sommeren, da Eystein sejlede ifølge med Kongen, blev denne opmerksom paa hans smukke Sejl, og spurgte ham, hvor han havde faaet det fra. Eystein sagde da at det var det Sejl, han havde afslaaet at modtage af Thorvard. „Der har jeg rigtignok slaaet Vrag paa et herligt Stykke“, sagde Kongen. Eystein tilbød ham strax at bytte Sejl med ham, hvilket Kongen ogsaa modtog, men det var dog neppe stort nok for Kongens svære Skib, naar det kom an paa at sejle hurtigt[1]. Eystein Orre siges vistnok at have været den ypperste af alle Lendermænd i Norge paa den Tid, og det tør saaledes nok hænde, at han ogsaa i Gjestfrihed og Gavmildhed overgik sine Standsbrødre; imidlertid kunne vi dog af hans Ferd mod Thorvard danne os en tydelig Forestilling om den Udstrækning, hvori de norske Stormænd ansaa det passende at opfylde Gjestfrihedens og Taknemlighedens Pligter. Paa deres Gaarde vrimlede der, som det synes, stedse af Folk, deels Gjester, som for en kort Tid vare i Besøg, deels Venner og Paarørende, som endnu ikke selv havde noget eget Tilhold, og endelig en stor Sværm af Tyende. De fleste af disse vare vel paa denne Tid endnu deels Trælle, deels Frigivne, men man maa dog antage, at Trællevæsenet nu var i hurtigt Aftagende, saa vel formedelst Christendommens Aand overhoved, som formedelst den i Christenretten udtrykkeligt givne Bestemmelse om den aarlige Frigivelse af et vist Antal Trælle[2]. I Norge, som andensteds paa de Tider, udførtes ogsaa flere Tjenersysler af Herrens egne, eller hans Venners yngre Frænder, for at disse derved kunde oplæres i Høviskhed og finere Omgangstone; stundom vel ogsaa fordi de ellers ikke paa anden Maade kunde skaffe sig Livsophold. Saaledes see vi, at Einar Thambarskelves Skosvend eller Kammertjener var en ung Mand, der var noget beslægtet med ham[3]. Den mægtige og
