Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/391

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
373
Høvdingernes Gavmildhed og Gjestfrihed.

keligt Exempel paa den Gavmildhed, anseede og højbyrdige Mænd fandt det passende at vise, endog i Almindelighed, eller mod andre end deres Gjester, indeholdes i en Beretning om den fornemme islandske Høvding Brand, Søn af Vermund Mjove og Brodersøn af Vigastyr, der var saa berømt for sin Rundhaandethed, at han endog havde faaet Tilnavnet den ørve eller gavmilde[1]. Brand, der allerede nævnes blandt de Islændinger, som antoge Christendommen ved Olaf Tryggvessøns Hof tilligemed Kjartan Olafssøn, kom paa sin gamle Alder en Sommer til Nidaros, da Kongen just var i Byen. Denne, som havde hørt saa meget om hans Gavmildhed, fik Lyst til at sætte ham paa Prøve, og sendte Thjodolf Skald til ham med den Hilsen, at Kongen gjerne vilde have hans Kappe. Thjodolf traf Brand ifærd med at maale op et Stykke Lærred; han havde for Bekvemmelighedens Skyld hængt sin Skarlagenskappe ved Baandene over sit Hoved, og holdt en guldbeslagen Oxe under Armen. Da Thjodolf fremførte Kongens Hilsen, svarede Brand intet, og blev ved at maale, men lod alene ved et Oluf med Hovedet Kappen falde ned bag sig. Thjodolf tog den og bragte den til Kongen, som forundrede sig over hans Storsindethed, der ej engang havde tilladt ham at ytre et eneste Ord; men han havde Lyst til at prøve ham endmere, og sendte Thjodolf paa ny afsted for at bede om hans Oxe. Thjodolf syntes det var en Skam, og undslog sig, men det hjalp ikke: han maatte gaa. Ved Anmodningen om Oxen rakte Brand den taus fra sig, uden at mæle et Ord, og vedblev at maale. Kongen blev end mere forundret end for, men sendte dog Thjodolf, saa meget denne end bad for sig, tredie Gang afsted, for at forlange Kjortelen, Brand havde paa sig. Da Brand fik denne Anmodning, tog han strax Kjortelen af, og maatte saaledes afbryde sin Syssel; men han sagde fremdeles ikke et Ord; kun sprettede han det ene Erme af, førend han kastede Kjortelen til Thjodolf. Da Kongen fik den, og saa at det ene Erme manglede, beundrede han Brand fordi han var lige saa forstandig, som gavmild; det var tydeligt, sagde han, at Brand ned at sprette det ene Erme af vilde give at forstaa, at Kongen alene havde en Haand til at modtage, men ingen til at give. Derpaa lod han sende Bud efter ham, viste ham megen Hæder og gav ham store Foræringer[2]. Den overordentlige, men dog forstandige Gavmildhed, som den islandske Høvding her viste, havde sikkert Sidestykker i mange gjeve norske Høvdingers Færd. Om en saadan gjev norsk Høvdings og Lendermands Gjestfrihed, Taknemlighed, Gavmildhed og Pragtlyst indeholdes der et merkeligt Vidnesbyrd i en anden liden Fortælling, der i Harald Haardraades Saga

  1. Om Vermund og Brand, se ovenfor I. 2. S. 172. 337.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 96. Morkinskinna, fol. 11. b.