Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/391

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
373
Høvdingernes Gavmildhed og Gjeſtfrihed.

keligt Exempel paa den Gavmildhed, anſeede og højbyrdige Mænd fandt det pasſende at viſe, endog i Almindelighed, eller mod andre end deres Gjeſter, indeholdes i en Beretning om den fornemme islandſke Høvding Brand, Søn af Vermund Mjove og Broderſøn af Vigaſtyr, der var ſaa berømt for ſin Rundhaandethed, at han endog havde faaet Tilnavnet den ørve eller gavmilde[1]. Brand, der allerede nævnes blandt de Islændinger, ſom antoge Chriſtendommen ved Olaf Tryggvesſøns Hof tilligemed Kjartan Olafsſøn, kom paa ſin gamle Alder en Sommer til Nidaros, da Kongen juſt var i Byen. Denne, ſom havde hørt ſaa meget om hans Gavmildhed, fik Lyſt til at ſætte ham paa Prøve, og ſendte Thjodolf Skald til ham med den Hilſen, at Kongen gjerne vilde have hans Kappe. Thjodolf traf Brand ifærd med at maale op et Stykke Lærred; han havde for Bekvemmelighedens Skyld hængt ſin Skarlagenskappe ved Baandene over ſit Hoved, og holdt en guldbeſlagen Oxe under Armen. Da Thjodolf fremførte Kongens Hilſen, ſvarede Brand intet, og blev ved at maale, men lod alene ved et Oluf med Hovedet Kappen falde ned bag ſig. Thjodolf tog den og bragte den til Kongen, ſom forundrede ſig over hans Storſindethed, der ej engang havde tilladt ham at ytre et eneſte Ord; men han havde Lyſt til at prøve ham endmere, og ſendte Thjodolf paa ny afſted for at bede om hans Oxe. Thjodolf ſyntes det var en Skam, og undſlog ſig, men det hjalp ikke: han maatte gaa. Ved Anmodningen om Oxen rakte Brand den taus fra ſig, uden at mæle et Ord, og vedblev at maale. Kongen blev end mere forundret end for, men ſendte dog Thjodolf, ſaa meget denne end bad for ſig, tredie Gang afſted, for at forlange Kjortelen, Brand havde paa ſig. Da Brand fik denne Anmodning, tog han ſtrax Kjortelen af, og maatte ſaaledes afbryde ſin Sysſel; men han ſagde fremdeles ikke et Ord; kun ſprettede han det ene Erme af, førend han kaſtede Kjortelen til Thjodolf. Da Kongen fik den, og ſaa at det ene Erme manglede, beundrede han Brand fordi han var lige ſaa forſtandig, ſom gavmild; det var tydeligt, ſagde han, at Brand ned at ſprette det ene Erme af vilde give at forſtaa, at Kongen alene havde en Haand til at modtage, men ingen til at give. Derpaa lod han ſende Bud efter ham, viſte ham megen Hæder og gav ham ſtore Foræringer[2]. Den overordentlige, men dog forſtandige Gavmildhed, ſom den islandſke Høvding her viſte, havde ſikkert Sideſtykker i mange gjeve norſke Høvdingers Færd. Om en ſaadan gjev norſk Høvdings og Lendermands Gjeſtfrihed, Taknemlighed, Gavmildhed og Pragtlyſt indeholdes der et merkeligt Vidnesbyrd i en anden liden Fortælling, der i Harald Haardraades Saga

  1. Om Vermund og Brand, ſe ovenfor I. 2. S. 172. 337.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 96. Morkinſkinna, fol. 11. b.