Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/390

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
372
Harald Haardraade.

Man indretter Rejſen ſaaledes, at man enten fra Aalborg eller Betidſysſel i Danmark paa een Dag ſejler over til det norſke Landſkab Viken, og derfra ſtyrer til venſtre langs Norges Kyſter; faa kommer man paa den femte Dag til Throndhjem; eller man kan og tage en anden Vej til Lands fra Skaane af, men da den gaar langſomt gjennem Fjeldegne, og da den derhos er fuld af Farer, pleje de Rejſende ikke ſaa meget at vælge den“[1].

Virkningen af den tiltagende Forbindelſe med de ſydlige, mere forfinede, Nationer kunde dog endnu ikke i nogen betydelig Grad gjøre ſig gjeldende paa Haralds Tid; han overholdt desuden ſelv, uagtet han ſaa længe havde været udenlands, ſtrengt de gamle Skikke og Sædvaner. Det var førſt under hans Søn Olaf, at nogen merkelig og gjennemgribende Forandring indtraadte, ſom vi i det følgende ville ſee. Den ſamme gammeldags Simpelhed, ſom fandt Sted ved Hoffet, herſkede derfor viſtnok ogſaa rundt omkring i Landet hos de mægtige Godsbeſiddere; og de Træk, der ere os levnede af Livet paa deres. Gaarde, viſe os ſtedſe Billedet af Overflødighed og ſtorartet Gjeſtfrihed, men alt ſammen endnu paa Fædrenes ſimple Viis, uden nogen ſtørre Bekvemmeligheder eller Forfinelſe, enten i Skikke eller i de ydre Omgivelſer. Endnu havde man i Stuer og Haller den blotte Jord til Gulv, beſtrøet med Halm; endnu brandt Ildene langs Gulvet mellem begge Bænkerader, og Nogen ſøgte ſin Udvej gjennem de ſamme Aabninger, der vare beſtemte til at ſkaffe Lys, nemlig Ljoren øverſt i Toget og Gluggerne langs Brynaaſene. Pragt tilvejebragtes deels ved de Vaaben, hvormed Hallerne prydedes, deels ved de Udſkæringer, der vare anbragte paa Bjelkerne, deels ved de Tapeter, der ved feſtlige Lejligheder ophængtes ſaa vel ſom ved de Fade og Drikkekar, der anvendtes paa Bordene. Mjød og Øl var den ſædvanlige Drik, der fra det ſtørre Kar (Skapker eller Øſe-Karret) ved den ene Ende af Stuen, fyldtes i Drikkehorn og Bægere. Det eneſte, hvori man tidligt ſynes at have holdt Skridt med Udlandet, var Klædedragten, thi denne var blandt de højeſte Klasſer i Norge neppe forſkjellig fra den, der brugtes i England og Tydſkland. Paa ſmukke Klæder og Vaaben ſatte man ſærdeles Priis; men hvad man iſær ſøgte at indrette ſtadſeligt og hvor man ogſaa havde meeſt Anledning til at viſe Pragt, var Skibene med alt deres Tilbehør. Ogſaa i denne Henſeende kunde man med Lethed rette ſig efter Udlandets Skikke, dog ſynes Nordmændene ſelv her at have bragt det meget vidt; fornemmelig roſes meget de ſtribede haalogalandſke Sejl. Høvdingernes Gavmildhed var overordentlig, iſær mod deres bortdragende Gjeſter, og maa have gjort Gjeſtebudene langt bekoſteligere, end vi nu godt kunne foreſtille os. Et mer-

  1. Mag. Adam IV. 32.