Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/389

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
371
Pilegrimsrejſer.

Blandt de Kloſtre, hvis Hoſpitier ſaaledes fornemmelig ſynes at have været beſøgte af nordiſke Pilegrime, var det rige Abbedi paa Øen Reichenau (Augia dives) i Bodenſøen; et dette Kloſter tilhørende Nekrologium, eller Fortegnelſe over de Perſoner, hvis Dødsdag eller, ſom vore Forfædre kaldte det, Aartid, det højtideligholdt ved ſærſkilte Sjælemesſer, er os opbevaret, og indeholder henved 400 nordiſke Navne, af hvilke enkelte øjenſynligt viſe ſig at være danſke, men andre igjen lige ſaa beſtemt ikke-danſke, og enkelte udtrykkeligt henføres til Island[1]. Den ſydlige Beliggenhed af de Steder, der beſøgtes, gav Andledning til, at vore Forfædre, naar de talte om Pilegrimsrejſer, ſædvanligviis brugte Udtrykket „at gaa ſyd“ (ganga suðr), og Rejſen ſelv kaldtes suðrganga[2]. Til Rom tog man ſædvanligviis Vejen enten over Danmark, Saxland, Rhinegnene og de helvetiſke eller tyrolſke Alpepasſe, eller over Flandern, Frankrige, Burgund og Piemont; hiin kaldtes den øſtre, denne den veſtre Vej[3]. Den ſidſte fulgte man vel og tildeels, naar man ſkulde beſøge St. Jago i Galicien[4]. Uagtet nu Rejſer egentlig kun foretoges i et fromt Øjemed, ſlaar det dog ikke Fejl at mange, mere verdsligſindede Pilegrime benyttede Lejligheden til at knytte Handelsforbindelſer, og maaſkee underhaanden at indkjøbe Koſtbarheder fra Syden, ſom de ſiden bragte til Hjemmet, enten til eget Brug, eller til Salg. Under alle Omſtændigheder maa de have hjembragt en rig Skat af Erfaring og Erindringer om Sydens højere Kultur, der ikke kunde andet end bære Frugter i Norden. Paavirkningen af fremmede Landes Kultur tiltog, da St. Olafs Helligdom i Throndhjem blev berømt i Udlandet og hyppigt beſøgt af fremmede Pilegrime. Dette var allerede Tilfældet, da Mag. Adam ſkrev ſit Verk, kun faa Aar efter Haralds Død. „Ved St. Olafs Grav“ ſiger han, „udretter Herren lige til den Dag i Dag underbare Helbredelſer, ſaa at de der haabe at faa Hjelp af hans Fortjeneſter, ſtrømme derhen fra fjerne Egne.

  1. Se Antiqvariſk Tidsſkrift for 1849, S. 69, flgg. Jvfr. Mones Anzeiger. IV. 97—99. Ifølge denne ſkulle Optegnelſerne ikke naa længer end til Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, hvilket rigtignok for de norſke Navnes Vedkommende ſynes noget problematiſk, deels fordi det ej er rimeligt at allerede da ſaa mange chriſtne Nordboer, iſær fra Island, ſkulde have beſøgt Stedet, deels fordi den tydeligt iøjnefaldende Forſkjel mellem norſke og danſke Navnformer, ſom „ascethle“ (Ásketill) og „eskel“ (Áskell) vidner om et yngre Sprogſtadium.
  2. Benævnelſen „pálmarar“ ſynes udelukkende at være anvendte om dem, der beſøgte Palæſtina, ſe Fornm. Sögur III. 162. VII. 199. IX. 417.
  3. Se Njaals Saga Cap. 159, 160, jvfr. ovenfor I. 2. S 439. I Werlauffs Symbolæ beſkrives nøjagtigt den øſtlige Vej.
  4. En gammel Sø-Route fra Ribe ſaavel til Compoſtella, ſom videre gjennem „Narveſe“ (nearwesæ, Njørvaſnnd) til Palæſtina er meddeelt i Schol. 96 til Mag. Adam IV. 1.