Blandt de Klostre, hvis Hospitier saaledes fornemmelig synes at have været besøgte af nordiske Pilegrime, var det rige Abbedi paa Øen Reichenau (Augia dives) i Bodensøen; et dette Kloster tilhørende Nekrologium, eller Fortegnelse over de Personer, hvis Dødsdag eller, som vore Forfædre kaldte det, Aartid, det højtideligholdt ved særskilte Sjælemesser, er os opbevaret, og indeholder henved 400 nordiske Navne, af hvilke enkelte øjensynligt vise sig at være danske, men andre igjen lige saa bestemt ikke-danske, og enkelte udtrykkeligt henføres til Island[1]. Den sydlige Beliggenhed af de Steder, der besøgtes, gav Andledning til, at vore Forfædre, naar de talte om Pilegrimsrejser, sædvanligviis brugte Udtrykket „at gaa syd“ (ganga suðr), og Rejsen selv kaldtes suðrganga[2]. Til Rom tog man sædvanligviis Vejen enten over Danmark, Saxland, Rhinegnene og de helvetiske eller tyrolske Alpepasse, eller over Flandern, Frankrige, Burgund og Piemont; hiin kaldtes den østre, denne den vestre Vej[3]. Den sidste fulgte man vel og tildeels, naar man skulde besøge St. Jago i Galicien[4]. Uagtet nu Rejser egentlig kun foretoges i et fromt Øjemed, slaar det dog ikke Fejl at mange, mere verdsligsindede Pilegrime benyttede Lejligheden til at knytte Handelsforbindelser, og maaskee underhaanden at indkjøbe Kostbarheder fra Syden, som de siden bragte til Hjemmet, enten til eget Brug, eller til Salg. Under alle Omstændigheder maa de have hjembragt en rig Skat af Erfaring og Erindringer om Sydens højere Kultur, der ikke kunde andet end bære Frugter i Norden. Paavirkningen af fremmede Landes Kultur tiltog, da St. Olafs Helligdom i Throndhjem blev berømt i Udlandet og hyppigt besøgt af fremmede Pilegrime. Dette var allerede Tilfældet, da Mag. Adam skrev sit Verk, kun faa Aar efter Haralds Død. „Ved St. Olafs Grav“ siger han, „udretter Herren lige til den Dag i Dag underbare Helbredelser, saa at de der haabe at faa Hjelp af hans Fortjenester, strømme derhen fra fjerne Egne.
- ↑ Se Antiqvarisk Tidsskrift for 1849, S. 69, flgg. Jvfr. Mones Anzeiger. IV. 97—99. Ifølge denne skulle Optegnelserne ikke naa længer end til Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, hvilket rigtignok for de norske Navnes Vedkommende synes noget problematisk, deels fordi det ej er rimeligt at allerede da saa mange christne Nordboer, især fra Island, skulde have besøgt Stedet, deels fordi den tydeligt iøjnefaldende Forskjel mellem norske og danske Navnformer, som „ascethle“ (Ásketill) og „eskel“ (Áskell) vidner om et yngre Sprogstadium.
- ↑ Benævnelsen „pálmarar“ synes udelukkende at være anvendte om dem, der besøgte Palæstina, se Fornm. Sögur III. 162. VII. 199. IX. 417.
- ↑ Se Njaals Saga Cap. 159, 160, jvfr. ovenfor I. 2. S 439. I Werlauffs Symbolæ beskrives nøjagtigt den østlige Vej.
- ↑ En gammel Sø-Route fra Ribe saavel til Compostella, som videre gjennem „Narvese“ (nearwesæ, Njørvasnnd) til Palæstina er meddeelt i Schol. 96 til Mag. Adam IV. 1.
