Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/388

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
370
Harald Haardraade.

Grav i Galicien i det nordveſtlige Spanien, eller, ſom Stedet efter ham er kaldet, Santjago de Compoſtella[1]. Vi have allerede i det foregaaende ſeet flere Exempler paa ſlige Pilegrimsrejſer, ſaa vel fra Norge, ſom fra Island, og det endog ſtrax efter Chriſtendommens Indførelſe, f. Ex. Floſes og Kaares, Einar Thambarſkelves, Sighvat Skalds. Naar allerede ſaa mange af de fornemſte Mænd i Norden nævnes blandt Pilegrimenes Tal, kan man være forvisſet om, at deres Antal blandt de lavere Klasſer maa have været meget ſtort. Dette viſer ſig ogſaa idet mindſte for Danernes Vedkommende deraf, at allerede Kong Knut paa ſin Rejſe, ſom vi have ſeet, traf Foranſtaltninger til Sikkerhed og Fred for alle de af hans Underſaatter, der droge gjennem Alpepasſene til Italien, og at han oprettede Hoſpitier for dem[2]. Nøde nu end Nordmændene, efter Opløsningen af Forbindelſen mellem Danmark og Norge, ikke i Almindelighed godt af disſe Foranſtaltninger[3], ſaa undlode de dog viſt ikke derfor, lige fuldt at foretage hyppige Pilegrimsrejſer, iſærdeleshed da ſaadanne meget ofte paalagdes ſom Pønitens for gejſtlige Forſeelſer, og kun de Rigere vare iſtand til at kjøbe ſig Aflad derfra, medens derimod Rejſen netop foretoges af de Fattigſte. Paa den hele Rejſe ſkulde man desuden undvære alle Bekvemmeligheder, og vandre frem barfodet, i en ſimpel, om Ydmyghed vidnende Dragt; det var heller ikke nogen Skam at betle, naar man rejſte i et ſaa rosværdigt Øjemed, og iſær kunde man fordre Fode og Pleje i de Kloſtre og øvrige gejſtlige Stiftelſer, man kom forbi; ja paa de meeſt befarede Pilegrimsveje havde Kloſtrene endog, for at deres Rolighed ej ſkulde forſtyrres ved altfor hyppige Beſøg, oprettet Herbergeſteder eller Hoſpitier til ſyge eller afkræftede Pilegrimes Optagelſe og Pleje.

  1. See herom iſær Werlauffs indholdsrige Afhandling „om de gamle Nordboers Bekjendtſkab ved den pyrenæiſke Halvø“, i Annaler for Nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie, 1836. S. 18—62. Galicien kaldtes af vore Forfædre efter St. Jago Jakobsland og Hyppigheden af Reiſerne derhen, idetmindſte fra Danmark, ſees deraf at de Muslingſkaller, hvoraf Pilegrimene betjente ſig til at drikke og ſom de havde befæſtede paa deres brede Kraver, i den danſke heraldiſke Terminologi kaldes „Ibſkaller“ d. e. Jakobs-Skaller. Om den danſke Høvding, der efter et Krigstog til Galicien (maaſkee i Følge med Robert den Friſer, ſenere Greve i Flandern) kaldtes Galize-Ulf, er forhen talt.
  2. Det vil vel her kun ſige, at han til de allerede beſtaaende Hoſpitier (ſe nedenfor) legerede Pengeſummer for at de ſærſkilt ſkulde ſørge for danſke Pilegrime.
  3. Der gjordes dog vel i Udlandet ikke ſynderlig Forſkjel mellem dem, der hørte til den ſaakaldte „danſke Tunge“. Audun Islænding var, ſom vi have ſeet, i Følge med Pilegrime fra Danmark, men han ſtod rigtignok under Kong Soens ſærſkilte Beſkyttelſe.