at Krigen selv begyndte i Jomsborg. Det bør heller ikke lades ude af Betragtning, at den urolige Venderhøvding Gotskalk, Søn af Uto, Mistivojs Søn, efter at have været overvunden, fangen, og løsladt af den saxiske Hertug Bernhard, og efter siden at have opholdt sig i England hos Kong Knut, efter Hardeknuts Død kom tilbage til Vendland for at erhverve sine Fædrenebesiddelser igjen, og senere tog Parti med Sven mod Magnus[1]. Den Tanke ligger nær, at Sven har kaldt ham tilbage for at benytte ham i sin Interesse. Den nærmeste Anledning til Krigen, fortæller Mag. Adam, der fremstiller Begivenhederne saaledes som Sven fandt for godt at meddele ham dem, var at Ratibor, en mægtig, til Christendommen omvendt Venderhøvding, var bleven dræbt af Danerne, og sidenefter alle hans 8 Sønner, da de vilde hevne hans Død, hvorfor Venderne med en talrig Hær angrebe Jylland[2]. Vore egne Sagaer lade Krigen begynde med at Venderne i Som havde unddraget sig det danske Herredømme, hvilket neppe kan forstaaes anderledes, end at Venderne i Jom havde taget Svens Parti, og at Jomsborg var faldet i Hænderne paa hans Tilhængere. Den første Efterretning, som naaede Magnus, maatte dog være den, at Sven havde opkastet sig til Konge i Danmark. Han udbød derfor strax halv Almenning af Norge baade med Hensyn til Folk og Proviant, og en betydelig Hær samlede sig om ham. Blandt dem, der ledsagede ham, nævnes Einar Thambarskelve, dennes Søn Eindride og Sighvat Skald, saa vel som flere Islændinger. Einar og Eindride bragte ikke mindre end 13 Skibe[3], og hvis de øvrige Lendermænd skaffede Tropper i samme Forhold, maa Hæren virkelig
- ↑ Se Mag. Adam Cap. 64, 95, jvfr. II. 50. Saxo, S. 544. Det maa her erindres at Harald Gormssøn selv efter al Sandsynlighed havde været gift med en Datter af Mistivoj, se ovf. I. 2. S. 76.
- ↑ Mag. Adam, II. 75. Saxo (S. 543) fortæller at en fornem Vender (Ratibor?) angreb Jylland for at hevne sine 12, paa et Sørøvertog til Danmark dræbte Sønners Død.
- ↑ Magnus den godes Saga Cap. 50. At det Tog, hvortil her sigtes, var det, der ovenfor omhandles, sees deraf, at det udtrykkeligt i det foregaaende omtales, at Magnus havde tilbragt Vintren og Paasken i Throndhjem, og at han endnu først i Mai ej havde forladt Norge. Thi den næste Vinter tilbragte han, som det udtrykkeligt siges, (Magnus den godes Saga Cap. 39. Snorre Cap. 33) i Danmark, kom ej tilbage til Norge førend ved Vaarens Ende, og forblev der længe om Sommer-en,ja kom neppe engang da til Throndhjem, og tiltraadte saaledes først ud paa Sommeren sit andet Tog til Danmark, det sidste han foretog alene, før Harald Sigurdssøns Hjemkomst, og saaledes det eneste, hvorom der kunde være Tale, naar man ej vilde antage, at de oven anførte Ord sigte til det første. Men da de nys omtalte Omstændigheder hindre os i, her at tænke paa det andet Tog, bliver det alene det første, eller Toget i 1043, som her kan være meent.
seer kun, at Sven maa have været med, ellers vilde ikke Slaget have været omtalt; og da Slaget stod, havde Sven, som vi vide, brudt med Magnus.
