Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21
Venderne paaføre Danmark Krig.

at Krigen ſelv begyndte i Jomsborg. Det bør heller ikke lades ude af Betragtning, at den urolige Venderhøvding Gotſkalk, Søn af Uto, Miſtivojs Søn, efter at have været overvunden, fangen, og løsladt af den ſaxiſke Hertug Bernhard, og efter ſiden at have opholdt ſig i England hos Kong Knut, efter Hardeknuts Død kom tilbage til Vendland for at erhverve ſine Fædrenebeſiddelſer igjen, og ſenere tog Parti med Sven mod Magnus[1]. Den Tanke ligger nær, at Sven har kaldt ham tilbage for at benytte ham i ſin Interesſe. Den nærmeſte Anledning til Krigen, fortæller Mag. Adam, der fremſtiller Begivenhederne ſaaledes ſom Sven fandt for godt at meddele ham dem, var at Ratibor, en mægtig, til Chriſtendommen omvendt Venderhøvding, var bleven dræbt af Danerne, og ſidenefter alle hans 8 Sønner, da de vilde hevne hans Død, hvorfor Venderne med en talrig Hær angrebe Jylland[2]. Vore egne Sagaer lade Krigen begynde med at Venderne i Som havde unddraget ſig det danſke Herredømme, hvilket neppe kan forſtaaes anderledes, end at Venderne i Jom havde taget Svens Parti, og at Jomsborg var faldet i Hænderne paa hans Tilhængere. Den førſte Efterretning, ſom naaede Magnus, maatte dog være den, at Sven havde opkaſtet ſig til Konge i Danmark. Han udbød derfor ſtrax halv Almenning af Norge baade med Henſyn til Folk og Proviant, og en betydelig Hær ſamlede ſig om ham. Blandt dem, der ledſagede ham, nævnes Einar Thambarſkelve, dennes Søn Eindride og Sighvat Skald, ſaa vel ſom flere Islændinger. Einar og Eindride bragte ikke mindre end 13 Skibe[3], og hvis de øvrige Lendermænd ſkaffede Tropper i ſamme Forhold, maa Hæren virkelig

    ſeer kun, at Sven maa have været med, ellers vilde ikke Slaget have været omtalt; og da Slaget ſtod, havde Sven, ſom vi vide, brudt med Magnus.

  1. Se Mag. Adam Cap. 64, 95, jvfr. II. 50. Saxo, S. 544. Det maa her erindres at Harald Gormsſøn ſelv efter al Sandſynlighed havde været gift med en Datter af Miſtivoj, ſe ovf. I. 2. S. 76.
  2. Mag. Adam, II. 75. Saxo (S. 543) fortæller at en fornem Vender (Ratibor?) angreb Jylland for at hevne ſine 12, paa et Sørøvertog til Danmark dræbte Sønners Død.
  3. Magnus den godes Saga Cap. 50. At det Tog, hvortil her ſigtes, var det, der ovenfor omhandles, ſees deraf, at det udtrykkeligt i det foregaaende omtales, at Magnus havde tilbragt Vintren og Paaſken i Throndhjem, og at han endnu førſt i Mai ej havde forladt Norge. Thi den næſte Vinter tilbragte han, ſom det udtrykkeligt ſiges, (Magnus den godes Saga Cap. 39. Snorre Cap. 33) i Danmark, kom ej tilbage til Norge førend ved Vaarens Ende, og forblev der længe om Sommer-en,ja kom neppe engang da til Throndhjem, og tiltraadte ſaaledes førſt ud paa Sommeren ſit andet Tog til Danmark, det ſidſte han foretog alene, før Harald Sigurdsſøns Hjemkomſt, og ſaaledes det eneſte, hvorom der kunde være Tale, naar man ej vilde antage, at de oven anførte Ord ſigte til det førſte. Men da de nys omtalte Omſtændigheder hindre os i, her at tænke paa det andet Tog, bliver det alene det førſte, eller Toget i 1043, ſom her kan være meent.