Mørke over alle disse Forhandlinger, hvorom de danske Forfattere aldeles tie, og kun faa Vink meddeles i vore Sagaer, Men af det lidet, der er meddeelt, saa vel som af de paafølgende Begivenheder, seer man tydeligt, at Sven ogsaa maa have sat sig i Forbindelse med Venderne, og ophidset dem til Krig mod Magnus. Han havde den bedste Lejlighed dertil, fordi han, som Hoved for den Sprakaleggske Æt, havde Fordringer paa Landskabet Jom, ligesom Ætten selv upaatvivlelig baade ved Venskab og Svogerskab var forbunden med mange fornemme og mægtige vendiske Familier. Derhos maa man nu formode, at den dræbte Harald Jarls Enke Gunnhild, der i hans Fraværelse og efter hans Død maa antages at have bestyret hans Len, af Harme og Forbitrelse over hans Drab traadte i Forbindelse med Sven og overdrog Jomsborg til ham eller hans Tilhængere blandt Venderne. At Venderne just paa denne Tid begyndte Krig med Danmark, er sikkert nok, saaledes som det strax skal vises; at denne deres Krig mod Magnus, om den end ikke var bevirket ved Svens Intriger, dog maatte være ham saa belejlig, at han og Venderne derved strax bleve naturlige Forbundne, ligger i Sagens Natur, og bestyrkes af det følgende; kommer nu hertil det oven berørte nærmere Forhold, hvori hans Æt maa have staaet til Venderne, synes det næsten utroligt, at disse just nu skulde have begyndt Krigen tilfældigviis, eller uden foregaaende Overlæg med ham. Herved bliver det af megen Vegt, at i det mindste eet af vore Oldskrifter udtrykkeligt nævner Sven som deeltagende i Vendernes Krig mod Magnus[1], og
- ↑ Ágrip Cap. 32 beskriver Slaget paa Lyrskovshede som om Sven var Vendernes Anfører. Og merkeligt er det, at det Slag ved Re eller Rügen, som Magnus ifølge Fagrskinna Cap. 142 og Magnus den godes Saga Cap. 28 leverede nogle Vikinger, hos Snorre Cap. 30 siges at være leveret Sven. I Magnus den godes Saga Cap. 37 omtales ogsaa Slaget mod Sven paa samme Sted, hvor Snorre omtaler det, nemlig efter Slaget paa Lyrskovshede, og paa den Maade gjør den af eet Slag tvende, nemlig Slaget mod Vikingerne strax efter Jomsborgs Indtagelse, og Slaget ved See strax før Slaget i Aaros. Rigtignok staar paa sidste Sted,idet mindste i den slette trykte Udgave, den forvanskede Form „Aren“ hvilken i Knytlingasaga er bleven til Erri (d. e. Æra) men at her skal læses „Re“, sees saavel af Sammenligning med Snorre, som deraf, at Sagaen, der allerede paa første Sted har citeret et Halvvers af Arnor Jarlaskald, der omhandler Slaget, ogsaa paa det andet Sted gjentager det samme. Af alt dette synes man vistnok at maatte slutte, at Slaget mod Sven og Slaget mod Vikingerne var eet og det samme; med andre Ord at Sven virkelig paa den Tid laa med en Flaade i de vendiske Farvande og deeltog i Krigen. Hertil kommer endelig at Knytlingasaga, Cap. 22, nævner som „Enkeltes Sagn“, at Sven i Venderslaget skal have været med Magnus, og endnu ikke havde brudt med ham, samt anfører et Vers af en Thorleik fagres Kvad om Sven, hvori Vendernes Nederlag omtales. Men her siges der ej, paa hvilken Side Sven kæmpede; man
Parti, og følgelig er den største Sandsynlighed for at det ogsaa var ham, der paa det første Viborgthing, Sven holdt, optraadte som Jydernes Ordfører.
