Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/384

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
366
Harald Haardraade.

meddeles af Haralds Liv, at han maa have været en højſt begavet Mand, af en fremragende Aands-Overlegenhed og en ſkarpt udpræget Perſonlighed.

32. Folkets Vilkaar, Skikke og Sæder under Haralds Regjering.


Uagtet Haralds beſtandige Krige ſynes dog Folkets Kaar under hans Regjeringstid i det hele taget at have været gode, og den Misfornøjelſe, ſom herſkede, havde mere ſin Grund i hans Strenghed og idelige Forſøg paa at udvide ſine Rettigheder, end i noget økonomiſk Tryk for øvrigt. Den Ulempe, Krigen bragte, beſtod meeſt deri, at Folket ulejligedes med idelige Ledings-Opbud thi Landet ſelv herjedes ikke, naar maaſkee undtages de aller ſydligſte Strøg i Nærheden af Halland; derimod gjorde de norſke Krigere ſom ofteſt et godt Bytte i Danmark ved de aarlige Plyndringstog, og følgende den, ogſaa af ſenere Hærførere anvendte, mere kloge end humane Regel, at Krigen ſelv maa underholde Krigen, indſkærpede Harald ſine Mænd ikke een, men mange Gange, at de ved at erhverve ſaa meget Bytte ſom muligt maatte ſee til at holde ſig ſkadesløſe for den Bekoſtning og Ulejlighed, ſom Krigstjeneſten paadrog dem: en Opmuntring, de heller ikke undlode at tage til Følge[1]. Af det ſtore nordeuropæiſke Uaar 1056, der endog rammede Sverige og Island, ſynes Norge ikke

    kinſkinna fol. 11, b. Den handler om en mægtig Thrønders, ved Navn Halldors, Datter Ingebjørg, der efter et Beſøg, Kongen havde aflagt der paa Gaarden, blev meget ſyg, idet hendes Bug ſvulmede op, og Tørſt og Hede plagede hende. Halldor, ſiges der, ſpurgte Kongen til Raads, og denne ſagde at hun maatte have ſlugt en Orme-Unge, der ſiden havde voxet inde i hende Han angav et Middel til at faa lokket den frem og dræbt den, hvilket ogſaa lykkedes, ſkjønt hun led meget derved, og hun ſiden efter ikke ret kom ſig, førend man, ſom Kongen bed, havde paakaldt Jomfru Maria for hendes Skyld, og lovet at Ingebjørg paa Marias Himmelfartsdag ſkulde ſynge „beati immaculati“ og 7 Pſalmer. Siden bejlede en Lendermand til hende, men efter Kongens Raad afſlog Halldor Tilbudet, og Ingebjørg blev ſiden ved Kongens Foranſtaltning og med Faderens Samtykke ſat i et Nonnekloſter. Da ſlige Ormehiſtorier, ſaa hyppigt de end fortælles, endog nu omſtunder, alle ere uſande; da Beretningen ikke lægger Dølgsmaal paa, at onde Tunger angav hendes vel fortrolige Omgang med Kongen ſom Aarſagen til hendes Ildebefindende, og da det ligeledes er underligt at Kongen ſiden ej tillod hende at gifte ſig, men ſatte hende i Kloſter: ſkulde man næſten formode at den Sammenhæng, ſom den almindelige Folkeſnak antydede, var den rette. Nonnekloſtret, hun ſendtes til, maa for øvrigt have været etſteds udenfor Norge, maaſkee i England, da der ej paa den Tid fandtes Nonnekloſtre i Norge.

  1. Se iſær Morkinſkinna, fol. 9.