meddeles af Haralds Liv, at han maa have været en højst begavet Mand, af en fremragende Aands-Overlegenhed og en skarpt udpræget Personlighed.
Uagtet Haralds bestandige Krige synes dog Folkets Kaar under hans Regjeringstid i det hele taget at have været gode, og den Misfornøjelse, som herskede, havde mere sin Grund i hans Strenghed og idelige Forsøg paa at udvide sine Rettigheder, end i noget økonomisk Tryk for øvrigt. Den Ulempe, Krigen bragte, bestod meest deri, at Folket ulejligedes med idelige Ledings-Opbud thi Landet selv herjedes ikke, naar maaskee undtages de aller sydligste Strøg i Nærheden af Halland; derimod gjorde de norske Krigere som oftest et godt Bytte i Danmark ved de aarlige Plyndringstog, og følgende den, ogsaa af senere Hærførere anvendte, mere kloge end humane Regel, at Krigen selv maa underholde Krigen, indskærpede Harald sine Mænd ikke een, men mange Gange, at de ved at erhverve saa meget Bytte som muligt maatte see til at holde sig skadesløse for den Bekostning og Ulejlighed, som Krigstjenesten paadrog dem: en Opmuntring, de heller ikke undlode at tage til Følge[1]. Af det store nordeuropæiske Uaar 1056, der endog rammede Sverige og Island, synes Norge ikke
- ↑ Se især Morkinskinna, fol. 9.
kinskinna fol. 11, b. Den handler om en mægtig Thrønders, ved Navn Halldors, Datter Ingebjørg, der efter et Besøg, Kongen havde aflagt der paa Gaarden, blev meget syg, idet hendes Bug svulmede op, og Tørst og Hede plagede hende. Halldor, siges der, spurgte Kongen til Raads, og denne sagde at hun maatte have slugt en Orme-Unge, der siden havde voxet inde i hende Han angav et Middel til at faa lokket den frem og dræbt den, hvilket ogsaa lykkedes, skjønt hun led meget derved, og hun siden efter ikke ret kom sig, førend man, som Kongen bed, havde paakaldt Jomfru Maria for hendes Skyld, og lovet at Ingebjørg paa Marias Himmelfartsdag skulde synge „beati immaculati“ og 7 Psalmer. Siden bejlede en Lendermand til hende, men efter Kongens Raad afslog Halldor Tilbudet, og Ingebjørg blev siden ved Kongens Foranstaltning og med Faderens Samtykke sat i et Nonnekloster. Da slige Ormehistorier, saa hyppigt de end fortælles, endog nu omstunder, alle ere usande; da Beretningen ikke lægger Dølgsmaal paa, at onde Tunger angav hendes vel fortrolige Omgang med Kongen som Aarsagen til hendes Ildebefindende, og da det ligeledes er underligt at Kongen siden ej tillod hende at gifte sig, men satte hende i Kloster: skulde man næsten formode at den Sammenhæng, som den almindelige Folkesnak antydede, var den rette. Nonneklostret, hun sendtes til, maa for øvrigt have været etsteds udenfor Norge, maaskee i England, da der ej paa den Tid fandtes Nonneklostre i Norge.
