Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/383

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
365
Haralds Dygtighed ſom Skald.

mindſte Dadel over dine Frembringelſer“. Kongen kvad nu ſelv et Vers efter det forrige Mønſter, i hvis anden Halvdeel han, merkeligt nok, omtalte en Sejlads, han for lang Tid ſiden ſkulde have foretaget ſøndenfor England. Da han ingenſinde havde været med paa noget ſaadant Tog — det maatte da i alle Fald have været, førend han var femten Aar gammel, og forbigaaet af Sagaſkriverne —, ſkulde man friſtes til at tro, at „England“ her kun ved en Erindringsfejl af dem, der ſenere fremſagde Verſet, eller ved en Læſefejl, er kommet i Stedet for „Engelsnes“ d. e. Cap. St. Angelo eller Malea, det ſydøſtlige Forbjerg paa Peloponnes, ſøndenfor hvilket han oftere ſejlede; iſær da alle de øvrige Vers, der ved denne Lejlighed improviſeredes, paa det førſte nær, i anden Halvdeel handle om Kongens Bedrifter i Levanten. Baadmanden kvad til Gjengjeld et Vers, hvor han berømmede deels Kongens ſidſte Tog mod Venderne[1], deels hans tidligere Heltegjerninger i Serkland. „Dette“, ſagde Kongen, „har de bedſte Udgange af alle dine Vers; er du i Mangel eller mislige Omſtændigheder, ſaa kom til os; jeg ſkal da give dig hvad du behøver“. „Nej“, ſvarede Baadmanden, „med mig har det ingen Nød: jeg gjorde dette kun for Moro Skyld. Mit Navn er Thorgils; jeg var med din Broder, Kong Olaf, i Slaget paa Stikleſtad“. Med disſe Ord kaſtede han Fiſkerkoften af ſig, og viſte ſig da at være en Mand af ſærdeles krigerſk Udſeende. Han gik i Kongens Tjeneſte, og forblev ſiden hos ham[2].

Haralds ſtore Aands-Evner, udbredte Erfaring og, i det mindſte for den Tid, ſjeldne Kundſkaber fandt ogſaa almindelig Anerkjendelſe, og hvor forhadt han end paa enkelte Steder kunde være ſom Konge, var der dog kun een Stemme om hans aandelige Fortrin. Endog den bremiſke Magiſter Adam, der for øvrigt bedømmer ham ſaa haardt, og ſætter ham i Klasſe med de værſte Tyranner, taler dog med ſtor Agtelſe om hans tidligere Krigsbedrifter og betydelige Erfaring[3]. Hans Underſaatter ſpurgte ham endog, ſom det lader, til Raads i farlige Sygdomstilfælde. I det mindſte have Sagaerne opbevaret os een Beretning om en Helbredelſe, Kongen ſkal have tilvejebragt. Beretningen er viſtnok heel mistænkelig, men den torde dog kunne betragtes ſom et Vidnesbyrd om de ſtore Foreſtillinger, Samtiden og den nærmeſte Eftertid nærede om Haralds Indſigter[4]. Overhoved lære vi heraf, ſaavel ſom af alle andre Træk, der

  1. Harald kaldes her „Vendernes Ødelægger“; dette Vers bekræfter ſaaledes det oven anførte Udſagn af Mag. Adam, at Harald herjede Vendland.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 108. Morkinſkinna, fol. 17 a.
  3. Han kalder ham ſaaledes, hvor han taler om hans Nordiishavs-Expedition (IV. 38), experientissmus Nordmannorum princeps.
  4. Fortællingen ſtaar at læſe i Harald Haardraades Saga Cap. 97, 98, Mor-