Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/382

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
364
Harald Haardraade.

blandt de ypperſte Skalders Arbejder ſom klasſiſke Mønſtere til Efterligning. Hvor ſtrengt han bedømte endog ſine egne Præſtationer, have vi ovenfor ſeet, da han ſtrax for Stanford-Slaget erklærede et Vers, han havde improviſeret, daarligt, kun fordi det indeholdt en Dunkelhed[1]. Og hvor ſkarpt hans Øre var, derom vidner en liden, i Sagaerne opbevaret Fortælling om en Art af poetiſk Veddekamp mellem Kongen, en Mand ved Navn. Thorgils, og Thjodolf Skald. Engang, berettes der, da Kongen ſejlede med ſin Flaade langs Kyſten, kom han forbi en Mand, der ſad i en Baad og fiſkede. Kongen var i godt Lune og ſpurgte om han kunde digte. Øjeblikkelig kom han med et Vers, hvis førſte Halvdeel handlede om hans Fiſkeri, hvorledes han fangede baade Hyſer og Langer; den anden derimod om hans tidligere Krigsbedrifter, hvorledes han bar et guldomvundet Sverd, og farvede Spydet i Blod. Hiint — ſaaledes ſluttede han den førſte Halvdeel — ſkede for kort Tid ſiden (var þat fyrir skömmu), dette — ſaa endte den anden Halvdeel — derimod for lang Tid ſiden (var har fyrir löngu). „Har du altſaa været hos Fyrſter eller i Slag“, ſpurgte Kongen „Visſelig“, ſvarede hiin, „men kvæd nu imod“. Da kvad Kongen et Vers, hvis Halvdele endte paa ſamme Maade; „det var for kort Tid Men„ kvad han, at hans tapre Hirdmænd hug løs paa Danerne, men derimod for lang Tid liden, at han langt fra Fædrelandet kæmpede i Serkland“. Derpaa bed han Thjodolf at kvæde. Denne kvad et Vers omtrent af ſamme Indhold, fremdeles med de ſamme Slutningsord for hver Halvdeel; men det Ord, der i Slutningslinjen af førſte Halvvers ſkulde rime ſig paa Stavelſen skömm, var Ordet gröm, med enkelt m. Dette ſaarede Kongens kræsne Øre, ſaa at han udbrød: „Nej hør den berømte Skald, ſom ikke kan ſkaffe ordentlige Riim; han ſiger gröm, skömm, medens derimod et Ord ſom hrömm vilde have været fuldt Riim; dette ſkilte du dig ikke ſaa godt fra ſom meget andet“. Thjodolf blev vred, og ſagde at han vilde ſee paa, hvem der kunde digte bedre. Kongen bad Fiſkeren at kvæde; denne gjorde Vanſkeligheder ved at kvæde efter at Kongen og Thjodolf havde givet Prøver paa deres Dygtighed. Men Kongen gav ham en Guldring, og vedblev ſin Bøn. Da kvad han et Vers, atter med de ſamme Slutningsord; den førſte Halvdeel om Gaven, ſom Kongen for et Øjeblik ſiden havde ſkjenket vant, den anden om Kongens tidligere Bedrifter mod Blaamændene. Men denne Gang var han ikke heldigere end Thjodolf i Valget af Riim. Kongen bemerkede dog intet derved, men bad Thjodolf digte imod. Denne vægrede ſig. „Vel digter du godt“, ſagde Kongen, „men du taaler heller ikke at høre

  1. Nemlig fordi Ordet „mína“ i Originalen, ſe Harald Haardraades Saga Cap. 118, ſnarere kan henhøre til „hjálmar“ end til det underforſtaaede „brynju“.