Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/381

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
363
Audun Islænding.

ſine Varer op, og begav ſig ifølge ſit tidligere Løfte til Kong Harald. Denne tog venligt imod ham, og bad ham ſidde ned og drikke med dem. Derpaa ſpurgte han, hvorledes Sven havde belønnet ham for Bjørnen. „Han belønnede mig“, ſagde Audun, „ved ikke at ſlaa Vrag paa min Gave“. „Saaledes havde ogſaa jeg belønnet dig“, ſagde Harald, „men hvad mere?“ Han gav mig Penge til min Pilegrimsrejſe“, ſvarede Audun. „Kong Sven“, ſagde Harald, „ſkjenker ſaa mange Folk Penge til Pilegrimsrejſer eller andet, om de end ikke bringe ham Gaver; hvad videre?“ „Han tilbød mig“, ſvarede Audun, „at blive hans Skutelſvend og mange andre Æresbeviisninger“. „Et vakkert Tilbud“, ſagde Harald, „men han lod det viſt ikke blive derved“. „Han gav mig en Knarr med den bedſte Farm, man har ſeet her i Norge“, ſvarede Audun. „Det var ſtormandsmæsſigt“, ſagde Harald, „men ogſaa jeg havde gjort det ſamme; gav han dig ikke mere?“ Audun nævnte den med Sølvpenge fyldte Poſe, og Henſigten, i hvilken Sven havde givet ham den. „Det var overordentligt“, ſagde Harald, „og jeg havde ikke gjort det, da jeg vilde have anſeet mig fri for al Forbindtlighed ved at give dig Skibet; fik du endnu mere?“ „Ja“, ſvarede Audun, „han gav mig denne Ring, ſom jeg her bærer paa Armen, da jeg, ſom han ſagde, ikke vilde være uden Midler, ſaalænge jeg havde den, om jeg end miſtede alt det øvrige; han paalagde mig derhos aldrig at afhænde den, med mindre jeg troede at ſkylde en fyrſtelig Mand ſaa meget godt, at jeg vilde forære ham den: og denne Mand har jeg nu fundet, thi det ſtod dig frit for at tage baade Dyret og mit Liv, men du lod mig fare i Fred did hen, hvor andre ej fik Tilladelſe at komme“. Med disſe Ord tog Audun Ringen og gav Kongen den. Kongen modtog taknemmeligt den med ſaa udſøgt Fiinhed overrakte Gave, og ſkjenkede Audun gode Foræringer, førend han drog bort. Det tilføjes, at Audun kom heldigt til Island den ſamme Sommer, og at det ſtedſe gik ham meget godt[1].

Den Anſeelſe, Thjodolf, Stuf, Halle og andre Skalde nøde ved Haralds Hof, viſer nokſom, hvormeget han yndede Skaldekunſten. Idet Foregaaende have vi ogſaa anført flere Exempler paa den Færdighed, hvormed han ſelv udøvede den. At han ſaavel af ſin Samtid ſom af Eftertiden betragtedes ſom en af de ypperſte Kjendere og paalideligſte Bedømmere af Skaldekunſtens Frembringelſer, fremlyſer ſaavel af flere Beretninger i hans Saga ſom af den Omſtændighed, at hans Vers i Snorre Sturlasſøns Skalda eller Anviisning til Digtekunſten hyppigt anføres

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 72—73. Morkinſkinna fol. 10 a. b. Blandt hans Efterkommere nævner Hrokkinſkinna en vis Thorſtein Gydasſøn, der maa have levet omkring 1300.