sine Varer op, og begav sig ifølge sit tidligere Løfte til Kong Harald. Denne tog venligt imod ham, og bad ham sidde ned og drikke med dem. Derpaa spurgte han, hvorledes Sven havde belønnet ham for Bjørnen. „Han belønnede mig“, sagde Audun, „ved ikke at slaa Vrag paa min Gave“. „Saaledes havde ogsaa jeg belønnet dig“, sagde Harald, „men hvad mere?“ Han gav mig Penge til min Pilegrimsrejse“, svarede Audun. „Kong Sven“, sagde Harald, „skjenker saa mange Folk Penge til Pilegrimsrejser eller andet, om de end ikke bringe ham Gaver; hvad videre?“ „Han tilbød mig“, svarede Audun, „at blive hans Skutelsvend og mange andre Æresbeviisninger“. „Et vakkert Tilbud“, sagde Harald, „men han lod det vist ikke blive derved“. „Han gav mig en Knarr med den bedste Farm, man har seet her i Norge“, svarede Audun. „Det var stormandsmæssigt“, sagde Harald, „men ogsaa jeg havde gjort det samme; gav han dig ikke mere?“ Audun nævnte den med Sølvpenge fyldte Pose, og Hensigten, i hvilken Sven havde givet ham den. „Det var overordentligt“, sagde Harald, „og jeg havde ikke gjort det, da jeg vilde have anseet mig fri for al Forbindtlighed ved at give dig Skibet; fik du endnu mere?“ „Ja“, svarede Audun, „han gav mig denne Ring, som jeg her bærer paa Armen, da jeg, som han sagde, ikke vilde være uden Midler, saalænge jeg havde den, om jeg end mistede alt det øvrige; han paalagde mig derhos aldrig at afhænde den, med mindre jeg troede at skylde en fyrstelig Mand saa meget godt, at jeg vilde forære ham den: og denne Mand har jeg nu fundet, thi det stod dig frit for at tage baade Dyret og mit Liv, men du lod mig fare i Fred did hen, hvor andre ej fik Tilladelse at komme“. Med disse Ord tog Audun Ringen og gav Kongen den. Kongen modtog taknemmeligt den med saa udsøgt Fiinhed overrakte Gave, og skjenkede Audun gode Foræringer, førend han drog bort. Det tilføjes, at Audun kom heldigt til Island den samme Sommer, og at det stedse gik ham meget godt[1].
Den Anseelse, Thjodolf, Stuf, Halle og andre Skalde nøde ved Haralds Hof, viser noksom, hvormeget han yndede Skaldekunsten. Idet Foregaaende have vi ogsaa anført flere Exempler paa den Færdighed, hvormed han selv udøvede den. At han saavel af sin Samtid som af Eftertiden betragtedes som en af de ypperste Kjendere og paalideligste Bedømmere af Skaldekunstens Frembringelser, fremlyser saavel af flere Beretninger i hans Saga som af den Omstændighed, at hans Vers i Snorre Sturlassøns Skalda eller Anviisning til Digtekunsten hyppigt anføres
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 72—73. Morkinskinna fol. 10 a. b. Blandt hans Efterkommere nævner Hrokkinskinna en vis Thorstein Gydassøn, der maa have levet omkring 1300.
