Klæder. Det varede ikke længe, førend han fik sin Sundhed og Førlighed ganske tilbage. Sven viste ham altid den største Venlighed, og han blev ligeledes yndet af alle sine Omgivelser. Saaledes led det hen til Sommerens Begyndelse. Da tilbød Kongen ham den Udmerkelse, at træde i hans Tjern-ste som Skutelsvend. Audun takkede meget for det gode Tilbud, men sagde at han dog heller vilde vende tilbage til Island. Da Kongen ytrede sin Forundring over dette Valg, oplyste Audun ham om Aarsagen, nemlig Omhu for hans Moder, hvis Forsørgelsespenge nu vare opbrugte; han kunde ikke bære over sit Hjerte, at hun skulde gaa og betle paa Island, medens han selv levede i Hellighed ved Svens Hof. „Dette er vel talt, og som det sømmer en Hædersmand“, sagde Kongen, „det slaar ikke fejl, at du faar Lykken med dig; jeg agter og ærer fuldkommen den Grund, der kalder dig bort, men det er ogsaa den eneste, du kunde angive uden at fornærme mig. Bliv nu her indtil Skibene skulle afgaa“. En Dag gik Kongen ned til Bryggerne med Audun; der laa flere Skibe, som skulde gaa til Austerveg, til Saxland, til Sverige eller, merkeligt nok, til Norge. Krigen ophævede altsaa ikke ganske Handelsforbindelsen mellem begge Lande. Kongen standsede ved et af Skibene, som var meget smukt, og spurgte Audun, hvad han syntes om det. Han roste det særdeles. „Dette Skib“, sagde Kongen, „vil jeg give dig som Løn for Bjørnen“. Audun takkede for den rige Gave, og væntede ikke at faa endnu mere. Men da Skibet var sejlklart og han skulde rejse, sagde Kongen til ham: „da du nu endelig vil bort, skal jeg ikke holde paa dig; men jeg har hørt, at det er slemt for Havne paa Eders Ø, saaledes at lange Strækninger af Kysten ere øde, og yderst farlige for Skibe: nu kan det hænde sig, at du lider Skibbrud og mister Ladningen; da seer man ikke stort til at du bar været hos Kong Sven og givet ham en kostbar Gave. Derfor giver jeg dig denne Læderpose[1] fuld med Sølvpenge, thi om du da end lider Skibbrud, er du ikke ganske pengeløs, naar du kun beholder den. „Dog“, vedblev Kongen, „kunde det treffe saa uheldigt, at du ogsaa tabte den, og da har du heller ikke noget for det Ophold hos mig og din Gave; men“ — her drog han en Guldring af Armen og gav Audun den — „du er endda ikke pengeløs, naar du kommer i Land med denne, saaledes som Mange have for Skik, at bære Guld paa sig i Tilfælde af Skibbrud, og saa kan man i det mindste paa Ringen see, at du har været hos mig. Men det beder jeg dig om“, tilføjede han, „at du ikke forærer den bort uden til en fornem Mand, hvem du tror at skylde saa meget godt, at han fortjener en saa herlig Gave, thi slige Gaver ere egentlig kun for fyrstelige Mænd: len nu vel!“ — Audun sejlede afsted, og kom heldigt til Norge; han lagde
- ↑ I Sagaerne staar der „leðrhosa“ egentlig „Læder-Hose“.
