Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/380

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
362
Harald Haardraade.

Klæder. Det varede ikke længe, førend han fik ſin Sundhed og Førlighed ganſke tilbage. Sven viſte ham altid den ſtørſte Venlighed, og han blev ligeledes yndet af alle ſine Omgivelſer. Saaledes led det hen til Sommerens Begyndelſe. Da tilbød Kongen ham den Udmerkelſe, at træde i hans Tjern-ſte ſom Skutelſvend. Audun takkede meget for det gode Tilbud, men ſagde at han dog heller vilde vende tilbage til Island. Da Kongen ytrede ſin Forundring over dette Valg, oplyſte Audun ham om Aarſagen, nemlig Omhu for hans Moder, hvis Forſørgelſespenge nu vare opbrugte; han kunde ikke bære over ſit Hjerte, at hun ſkulde gaa og betle paa Island, medens han ſelv levede i Hellighed ved Svens Hof. „Dette er vel talt, og ſom det ſømmer en Hædersmand“, ſagde Kongen, „det ſlaar ikke fejl, at du faar Lykken med dig; jeg agter og ærer fuldkommen den Grund, der kalder dig bort, men det er ogſaa den eneſte, du kunde angive uden at fornærme mig. Bliv nu her indtil Skibene ſkulle afgaa“. En Dag gik Kongen ned til Bryggerne med Audun; der laa flere Skibe, ſom ſkulde gaa til Auſterveg, til Saxland, til Sverige eller, merkeligt nok, til Norge. Krigen ophævede altſaa ikke ganſke Handelsforbindelſen mellem begge Lande. Kongen ſtandſede ved et af Skibene, ſom var meget ſmukt, og ſpurgte Audun, hvad han ſyntes om det. Han roſte det ſærdeles. „Dette Skib“, ſagde Kongen, „vil jeg give dig ſom Løn for Bjørnen“. Audun takkede for den rige Gave, og væntede ikke at faa endnu mere. Men da Skibet var ſejlklart og han ſkulde rejſe, ſagde Kongen til ham: „da du nu endelig vil bort, ſkal jeg ikke holde paa dig; men jeg har hørt, at det er ſlemt for Havne paa Eders Ø, ſaaledes at lange Strækninger af Kyſten ere øde, og yderſt farlige for Skibe: nu kan det hænde ſig, at du lider Skibbrud og miſter Ladningen; da ſeer man ikke ſtort til at du bar været hos Kong Sven og givet ham en koſtbar Gave. Derfor giver jeg dig denne Læderpoſe[1] fuld med Sølvpenge, thi om du da end lider Skibbrud, er du ikke ganſke pengeløs, naar du kun beholder den. „Dog“, vedblev Kongen, „kunde det treffe ſaa uheldigt, at du ogſaa tabte den, og da har du heller ikke noget for det Ophold hos mig og din Gave; men“ — her drog han en Guldring af Armen og gav Audun den — „du er endda ikke pengeløs, naar du kommer i Land med denne, ſaaledes ſom Mange have for Skik, at bære Guld paa ſig i Tilfælde af Skibbrud, og ſaa kan man i det mindſte paa Ringen ſee, at du har været hos mig. Men det beder jeg dig om“, tilføjede han, „at du ikke forærer den bort uden til en fornem Mand, hvem du tror at ſkylde ſaa meget godt, at han fortjener en ſaa herlig Gave, thi ſlige Gaver ere egentlig kun for fyrſtelige Mænd: len nu vel!“ — Audun ſejlede afſted, og kom heldigt til Norge; han lagde

  1. I Sagaerne ſtaar der „leðrhosa“ egentlig „Læder-Hoſe“.