Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/379

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
361
Audun hos Kong Sven.

ſom om den Nød, der havde ſkilt ham ved den halve Ejendomsret til Dyret. „Er det ſandt, hvad han ſiger-“, ſpurgte Kongen Aake. Denne kunde ikke negte det. „Men indſaa du da ikke“, ſagde Kongen, „det utilbørlige i at du, der ſkylder mig din hele Lykke, og hvis Pligt det er at paaſee mit Tarv, lægger en fremmed Mand Vanſkeligheder i Vejen naar han vil bringe mig en herlig matte? Du fortjente Døden, men jeg ſkal lade dig ſlippe med Landsforviisning og Tabet af din Ejendom; bort med dig, og kom aldrig oftere for mine Øjne. Men dig, Islænding, er jeg lige ſaa taknemmelig, ſom om du havde foræret mig hele Dyret, og bliv her hos mig“. Audun takkede og modtog Indbydelſen, medens Aake derimod med Stamme maatte pakke ſig. Audun havde dog ikke længe opholdt ſig hos Sven, førend han tilkjendegav denne ſin Beſlutning, at drage i Pilegrimsferd til Rom. „Havde du ikke haft ſaa god en Gjerning i Sinde“, ſagde Kongen, „da vilde jeg have taget det ilde op, at du ſaaſnart vilde forlade mig“. Han gav ham rigelige Reiſepenge, ſkaffede ham godt Følgeſkab med andre Pilegrime, og bad ham beſøge ham igjen, naar han kom tilbage. Audun kom lykkeligt til Rom, forrettede ſin Andagt der, og tiltraadte Tilbagerejſen. Men paa Vejen blev han heftigt ſyg, ſaa at han længe maatte holde Sængen, og da han endelig, udmattet og afkræftet, rejſte ſig fra Sygelejet, vare alle hans Rejſepenge fortærede. Den øvrige Deel af Vejen maatte han betle ſig frem. Endelig naaede han det Sted i Danmark, hvor Sven opholdt ſig, en Paaſke-Aften, men pjaltet, ſom han var, og med aftaget Haar, ſkammede han ſig ved at lade ſig ſee, og gjemte ſig i en Kirke-Udbygning, i den Henſigt at oppebie Kongen her og give ſig tilkjende for ham, naar han gik til Mesſe. Men da Kongen kom med ſine prægtigt klædte Hirdmænd, ſvigtede Modet ham, og han torde ikke lade lig ſee. Da Kongen ſatte ſig ved Drikkebordet, ſneg Audun ſig ogſaa til Kongsgaarden, men holdt ſig ude og ſpiſte der, efter Pilegrimernes Skik, ſaalænge de endnu ikke havde kaſtet Stav og Skreppe[1]. Da Kongen ſkulde gaa til Aftenſang, var det endnu værre for Audun at komme frem, da Hirdmændene nu vare drukne og deſto mere tilbøjelige til Løjer. Men da Kongen kom tilbage fra Kirken, og Hirden gik ind, fik han ſelv Øje paa Manden, der ængſteligt holdt ſig tilbage, og bad ham komme frem Audun kaſtede ſig for hans Fødder, og Kongen kunde neppe kjende ham igjen, ſaa forandret var han, men ſaaſnart han vidſte, hvo han var, bad han ham hjerteligt velkommen, og førte ham ved Haanden ind i Hallen. De overgivne Hirdmænd lo ad den pjaltede Gjeſt, men Kongen iretteſatte dem ſkarpt, og ſagde at Audun havde ſørget bedre for ſin Sjæl end de. Kongen lod ham nu bringe i Bad og iføre gode

  1. Disſe vare væſentlige Beſtanddele af Pilegrimernes Dragt.