som om den Nød, der havde skilt ham ved den halve Ejendomsret til Dyret. „Er det sandt, hvad han siger-“, spurgte Kongen Aake. Denne kunde ikke negte det. „Men indsaa du da ikke“, sagde Kongen, „det utilbørlige i at du, der skylder mig din hele Lykke, og hvis Pligt det er at paasee mit Tarv, lægger en fremmed Mand Vanskeligheder i Vejen naar han vil bringe mig en herlig matte? Du fortjente Døden, men jeg skal lade dig slippe med Landsforviisning og Tabet af din Ejendom; bort med dig, og kom aldrig oftere for mine Øjne. Men dig, Islænding, er jeg lige saa taknemmelig, som om du havde foræret mig hele Dyret, og bliv her hos mig“. Audun takkede og modtog Indbydelsen, medens Aake derimod med Stamme maatte pakke sig. Audun havde dog ikke længe opholdt sig hos Sven, førend han tilkjendegav denne sin Beslutning, at drage i Pilegrimsferd til Rom. „Havde du ikke haft saa god en Gjerning i Sinde“, sagde Kongen, „da vilde jeg have taget det ilde op, at du saasnart vilde forlade mig“. Han gav ham rigelige Reisepenge, skaffede ham godt Følgeskab med andre Pilegrime, og bad ham besøge ham igjen, naar han kom tilbage. Audun kom lykkeligt til Rom, forrettede sin Andagt der, og tiltraadte Tilbagerejsen. Men paa Vejen blev han heftigt syg, saa at han længe maatte holde Sængen, og da han endelig, udmattet og afkræftet, rejste sig fra Sygelejet, vare alle hans Rejsepenge fortærede. Den øvrige Deel af Vejen maatte han betle sig frem. Endelig naaede han det Sted i Danmark, hvor Sven opholdt sig, en Paaske-Aften, men pjaltet, som han var, og med aftaget Haar, skammede han sig ved at lade sig see, og gjemte sig i en Kirke-Udbygning, i den Hensigt at oppebie Kongen her og give sig tilkjende for ham, naar han gik til Messe. Men da Kongen kom med sine prægtigt klædte Hirdmænd, svigtede Modet ham, og han torde ikke lade lig see. Da Kongen satte sig ved Drikkebordet, sneg Audun sig ogsaa til Kongsgaarden, men holdt sig ude og spiste der, efter Pilegrimernes Skik, saalænge de endnu ikke havde kastet Stav og Skreppe[1]. Da Kongen skulde gaa til Aftensang, var det endnu værre for Audun at komme frem, da Hirdmændene nu vare drukne og desto mere tilbøjelige til Løjer. Men da Kongen kom tilbage fra Kirken, og Hirden gik ind, fik han selv Øje paa Manden, der ængsteligt holdt sig tilbage, og bad ham komme frem Audun kastede sig for hans Fødder, og Kongen kunde neppe kjende ham igjen, saa forandret var han, men saasnart han vidste, hvo han var, bad han ham hjerteligt velkommen, og førte ham ved Haanden ind i Hallen. De overgivne Hirdmænd lo ad den pjaltede Gjest, men Kongen irettesatte dem skarpt, og sagde at Audun havde sørget bedre for sin Sjæl end de. Kongen lod ham nu bringe i Bad og iføre gode
- ↑ Disse vare væsentlige Bestanddele af Pilegrimernes Dragt.
