Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/378

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Harald Haardraade.

Norge, tog han ſig Fragt ombord paa et Skib, der var beſtemt til Oslo. Ankommen her, gik han i Land med ſit Dyr, og ſøgte ſig Herberge. Han vilde derfra begive ſig over Land ned til Danmark, maaſkee af Frygt for at blive opbragt af Krigsſkibe, om han tog Søvejen, da Krigen paa denne Tid raſede paa det heftigſte. Kong Harald opholdt ſig juſt i Byen. Det rygtedes ſnart, at en islandſk Mand var kommen fra Grønland med en aldeles tam Bjørn, og Kongen, ſom havde ſtor Lyſt til at eje Dyret, ſendte ſtrax Bud efter Audun, og ſpurgte om han vilde ſælge det for Indkjøbspriis. Da Audun vægrede ſig derved, bød han ham dobbelt Indkjøbspriis, men ligeledes forgjæves: han ſpurgte da om han vilde forære ham Dyret; men Audun ſvarede fremdeles Nej. „Hvad vil du da gjøre med Dyret“, ſpurgte Kongen forundret. Audun ſvarede uforbeholdent, at hans Beſtemmelſe var at bringe det til Danmark og forære det til Kong Sven. Amen er du da ſaa uvittig“, ſpurgte Kongen, „at du ikke har hørt om den Ufred, ſom nu herſker mellem Landene, eller ſtoler du ſaaledes paa din Lykke, at du antager det muligt for dig at ſlippe frem med en ſaadan koſtbar Gave, hvor andre neppe engang kunne ſlippe heelſkindede frem i deres aller nødvendigſte Ærender?“ „Det kommer an paa Eder, Herre“, ſagde Audun, „men min Beſtemmelſe forandrer jeg ikke“. „Saa vil jeg da“, ſagde Kongen, „tillade dig at drage afſted ſom du har beſtemt, alene paa det Vilkaar, at du paa Tilbagevejen kommer til mig og fortæller mig, hvorledes Kong Sven lønner dig for Dyret: hvo veed,maaſkee har du Lykken med dig“. Audun lovede det, og tiltraadte nu den møjſommelige Vandring til Danmark gjennem hele Viken. Han kom heldigt til Danmark — det vil her ſige Halland, — men da var det ogſaa forbi med alle hans Rejſepenge, ſaa at han maatte tigge om Mad baade for ſig og Dyret. At viſe det frem for Penge ſynes ej at have faldt ham ind, eller denne Maade at erhverve Penge paa var maaſkee endnu ikke almindelig i de Tider. Han henvendte ſig derfor til en kongelig Aarmand, ved Navn Aake, da han .anſaa ham nærmeſt til at hjelpe ham videre med den til Kongen ſelv beſtemte Gave. Men den egennyttige Aake vilde intet give ham uden for Penge, og da Audun ingen Penge havde, gjorde Aake ham det Forſlag at overlade ham den halve Ejendomsret til Dyret, imod at han overtog begges Underhold indtil de naaede Rejſens Maal. „Du er endnu værre faren“, ſagde han, „om Dyret ſulter ihjel for dig, thi da har du jo ſlet intet“. Nøden drev Audun til at gaa ind paa dette haarde Vilkaar, dog ſaaledes at om Halvdelen af den Belønning, Kongen gav for Dyret, udgjorde mere end Aakes Udlæg, ſkulde Audun have det overſkydende. De fortſatte nu Rejſen i Fællesſkab til Svens Hof. Kongen modtog Aake venligt, og ſpurgte ham hvo hans Ledſager var. Audun tog ſelv Ordet, og fortalte Kongen ſaavel hvad hans Ærende var,