Norge, tog han sig Fragt ombord paa et Skib, der var bestemt til Oslo. Ankommen her, gik han i Land med sit Dyr, og søgte sig Herberge. Han vilde derfra begive sig over Land ned til Danmark, maaskee af Frygt for at blive opbragt af Krigsskibe, om han tog Søvejen, da Krigen paa denne Tid rasede paa det heftigste. Kong Harald opholdt sig just i Byen. Det rygtedes snart, at en islandsk Mand var kommen fra Grønland med en aldeles tam Bjørn, og Kongen, som havde stor Lyst til at eje Dyret, sendte strax Bud efter Audun, og spurgte om han vilde sælge det for Indkjøbspriis. Da Audun vægrede sig derved, bød han ham dobbelt Indkjøbspriis, men ligeledes forgjæves: han spurgte da om han vilde forære ham Dyret; men Audun svarede fremdeles Nej. „Hvad vil du da gjøre med Dyret“, spurgte Kongen forundret. Audun svarede uforbeholdent, at hans Bestemmelse var at bringe det til Danmark og forære det til Kong Sven. Amen er du da saa uvittig“, spurgte Kongen, „at du ikke har hørt om den Ufred, som nu hersker mellem Landene, eller stoler du saaledes paa din Lykke, at du antager det muligt for dig at slippe frem med en saadan kostbar Gave, hvor andre neppe engang kunne slippe heelskindede frem i deres aller nødvendigste Ærender?“ „Det kommer an paa Eder, Herre“, sagde Audun, „men min Bestemmelse forandrer jeg ikke“. „Saa vil jeg da“, sagde Kongen, „tillade dig at drage afsted som du har bestemt, alene paa det Vilkaar, at du paa Tilbagevejen kommer til mig og fortæller mig, hvorledes Kong Sven lønner dig for Dyret: hvo veed,maaskee har du Lykken med dig“. Audun lovede det, og tiltraadte nu den møjsommelige Vandring til Danmark gjennem hele Viken. Han kom heldigt til Danmark — det vil her sige Halland, — men da var det ogsaa forbi med alle hans Rejsepenge, saa at han maatte tigge om Mad baade for sig og Dyret. At vise det frem for Penge synes ej at have faldt ham ind, eller denne Maade at erhverve Penge paa var maaskee endnu ikke almindelig i de Tider. Han henvendte sig derfor til en kongelig Aarmand, ved Navn Aake, da han .ansaa ham nærmest til at hjelpe ham videre med den til Kongen selv bestemte Gave. Men den egennyttige Aake vilde intet give ham uden for Penge, og da Audun ingen Penge havde, gjorde Aake ham det Forslag at overlade ham den halve Ejendomsret til Dyret, imod at han overtog begges Underhold indtil de naaede Rejsens Maal. „Du er endnu værre faren“, sagde han, „om Dyret sulter ihjel for dig, thi da har du jo slet intet“. Nøden drev Audun til at gaa ind paa dette haarde Vilkaar, dog saaledes at om Halvdelen af den Belønning, Kongen gav for Dyret, udgjorde mere end Aakes Udlæg, skulde Audun have det overskydende. De fortsatte nu Rejsen i Fællesskab til Svens Hof. Kongen modtog Aake venligt, og spurgte ham hvo hans Ledsager var. Audun tog selv Ordet, og fortalte Kongen saavel hvad hans Ærende var,
