hele Vinter, og da han Sommeren efter rejste tilbage til Norge, medgav han ham nogle gode Heste som en Foræring til Thorstein, hvem, som han sagde, baade han selv og alle hans Skibskammerater skyldte deres Liv. Da Haarek kom hjem til Norge, bragte han Thorstein Hestene. Men denne, som endnu opholdt sig hos Kongen, blev ilde faren derved, da dette kunde udlægges som et tydeligt Beviis paa, at han havde hjulpet Odd. For at rede sig af Forlegenheden foregav Thorstein, idet han viste Kongen Hestene, at det var til ham, Odd havde sendt dem som Gave. Men Kongen var for klog til at lade sig dette indbilde. „Jeg fortjente ingen Gave fra Odd“, sagde han, „og det er dig, ikke mig, han bar sendt dem; du skal ogsaa have dem, og oven i Kjøbet Døden“. Han gav strax Befaling til at dræbe ham. Men ingen af de omstaaende gjorde Miner dertil, da de alle holdt meget af Thorstein; de bad for ham, og udvirkede at han beholdt Liv og Landsvist, men han maatte forlade Hirden, og var siden stedse i Unaade hos Kongen[1].
Men uagtet vi unegtelig i Haralds Charakteer og hele Fremtræden finde mange Uelskværdigheder, fattes dog heller ikke Træk af sand Ridderlighed i hans Færd. Især er der os opbevaret en Beretning fra den Tid, da Krigen rasede mellem Norge og Danmark, der ej alene indeholder et merkeligt Exempel paa saadan Ridderlighed fra hans og paa kongelig Gavmildhed fra hans Modstanders Side, men derhos vidner om en Fiinhed i Tænke- og Handlemaade, som de Fleste neppe skulde finde paa at søge hos den Tids Nordboer, og som tillige midt under Krigen giver os et venligt Billede af gjensidig Kappestrid i Ædelmodighed mellem begge de stridende Medbejlere. Islændingen Audun fra Vestfjordene, en brav, men kun lidet bemidlet ung Mand, rejste en Sommer med en Styremand fra Møre over til Norge, efter at have udsat Størstedelen af hvad han ejede til tre Aars Underholdning for sin gamle Moder, der blev tilbage. Om Vintren blev han i Norge hos den Styremand, med hvilken han var kommen, og rejste den følgende Sommer med ham til Grønland, hvor han tilbragte den anden Vinter[2]. Her kjøbte han en tæmmet Iisbjørn, der ansaaes som en stor Kostbarhed; men han maatte ogsaa give for den alle de Penge, han havde. Hans Hensigt var at bringe den til Danmark og forære den til Kong Sven, der, som han vidste, vilde rigeligt belønne ham, da Kongerne i de Tider satte stor Priis paa at have sjeldne Dyr ved deres Hof. Da Audun kom tilbage til
