Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/376

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
358
Harald Haardraade.

oprigtigt det Hele, og ſagde at Varerne laa ſkjulte i en Sæk. Thorſtein ſagde at Kongen ſikkert vilde komme tilbage næſte Dag for at ranſage paany, og raadede Odd til at gjemme Sækken under Kongens eget Sæde. Det gik, ſom Thorſtein havde ſagt; Kongen kom, ſatte ſig i det for ham indrettede Højſæde, og lod ſine Mænd ranſage højt og lavt, men forgjæves. Da han gik, blev Thorſtein atter tilbage, forberedede Odd paa et nyt Beſøg af ham, og raadede ham til at gjemme Sækken i Sejlet oppe under Raaen. Kongen var imidlertid bleven opmerkſom paa at at Thorſtein begge Gange var bleven tilbage hos Odd, og ſpurgte ham om Aarſagen. Thorſtein foregav at han maatte rette noget paa ſin Hoſe. Kongen ſagde ikke ſtort hertil, og vendte kort efter tilbage til Odds Skib, hvor der paany blev ranſaget, men med lige ſaa lidet Held ſom forrige Gang. Thorſtein fandt fremdeles Lejlighed til at blive et Par Øjeblik tilbage og bad Odd at være forberedt paa endnu en tredie Ranſagning den paafølgende Morgen; imidlertid raadede han ham til om Natten at ſkjule Finnegodſet i Land bag et fremſpringende Nes, og ikke bringe det ombord igjen førend i det ſamme Øjeblik, han ſkulde ſejle bort, hvilket han maatte ſee til at gjøre ſaa ſnart ſom muligt. Odd takkede Thorſtein ſærdeles for hans Velvilje og gjorde, ſom han ſagde. Kongen kom ganſke rigtigt om Morgenen, og lod hver Krog paa Skibet gjennemrode. Da intet fandtes, ſagde Odd, at han dog vel nu maatte ophøre at mistænke dem. „Ingenlunde“, ſvarede Kongen, „og aldrig bar nogen forhen ſpottet mig ſaaledes ſom I; men det ſkal nok engang undgjeldes“. Han var nu ſaa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Den følgende Aften blæſte en gunſtig Vind op, og Odd lod Finnegodſet i al Stilhed bringe ombord, lettede Anker, og ſejlede afſted. Kongen vaagnede tidligt om Morgenen, og ſagde til ſine Mænd, at han ganſke ſkjønnede Odds Kneb, hvilken denne forreſten ikke havde ſteget af ſit eget Bryſt; han vilde ranſage Skibet endnu engang, og var da vis paa at finde, hvad han ſøgte; hidtil havde han ej paa den blotte Mistanke villet give Odd og hans Mænd Dødsſag. Men da de kom ud af Teltene og ſaa ſig om, øjnede de Odds Skib langt ude ved Øerne, det nyttede altſaa ikke at ſætte efter det. „Denne Gang“, ſagde Kongen forbitret, „ſlap Odd fra os, og jeg maa erkjende, Thorſtein, at du godt forſtaar at hjelpe din Ven, ſom du agter langt højere end mig; men det er jo heller ikke ſaa underligt, om du ſlægter din Æt paa i Svigefuldhed“. Thorſtein meente at han havde gjort en god Gjerning, idet han hindrede Kongen fra at dræbe Odd, der havde været hans Ven, og mange andre brave Mænd for en Sag, der neppe engang var fuldkommen Dødsſag, om den end kunde beviſes. Odd kom i god Behold til Island. Nogen Tid efter kom Haarek, en Frænde af Thorſtein, til Island, netop under det ſtore Uaar (1056); Odd bad ham ſtrax til ſig for den