Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/375

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
357
Strenghed med Henſyn til Finnehandelen.

komme for langt bort, da han paa Tilbagevejen havde Vinden imod ſig, ſagde at det neppe behøvedes at bryde ſelve Bukken ſynderligt; Beſætningen, ſagde han, havde viiſt ſig mere ſamvittighedsfuld, end han havde tænkt, og man maatte ſee til ſnareſt muligt at vende tilbage. Da ſagde en Mand, der ſad paa Bulken, at han dog ogſaa førſt maatte efterſee hans Sæk. Einar kunde ikke undſlaa ſig derfor, Manden begyndte at løſe paa Baandet om Sækken, men Knuden var overmaade ſeen at faa op og Baandet langt; Einar ſkyndte paa, men da Sækken endelig var aabnet, fandt man deri kun en anden Sæk, med hvis Aabning det gik endnu langſommere. Einars Utaalmodighed ſteg til det højeſte, da der heller ikke i denne Sæk viſte ſig at være andet end en tredie Sæk, og da omſider ogſaa denne efter megen Tidsſpilde var aabnet, og der ikke fandtes andet i den end uſle og unyttige Pjalter, medens man imidlertid var kommen ſaa langt bort, at Sten neppe kunde øjnes i Horizonten, ſkyndte han ſig over til ſit eget Skib under Skjeldsord mod Manden, der ſaa længe havde holdt ham for Nar. Paa denne Maade var det lykkets Odd at undgaa nogen Ranſagning af ſelve Bolken. Men Einar, hvis Mistanke paany var bleven vakt, ſendte ſtrax Bud derom til Kongen, der ſynes at have været i Nærheden, og maaſkee juſt nu var ifærd med at foretage hiin ſtore Opdagelſesrejſe til Nordiishavet, hvorom der ovenfor er talt. Ogſaa Odd ſynes at have vidſt, at Kongen ikke var langt borte, thi han ſagde til ſine Mænd, at om de end vare ſlupne vel fra Einar Fluga, kom det dog meeſt an paa at undgaa Kong Harald ſelv. Da Odd var kommen til Melø, ſtandſede Vinden, ſaa at han maatte lægge ind; men der laa allerede Kong Harald med endeel Skibe. Da Harald ſaa det fremmede Skib, ſkjønnede han ſtrax at det maatte være Odds, og ſagde til ſine Mænd, at dette traf ſig yderſt belejligt, da han ſaaledes ſelv kunde ſnakke et Par Ord med Odd, ſom ſaa ſkammeligt havde overliſtet Einar. Han lod ſig ufortøvet ro hen til Odds Skib med mange Mænd, gik ombord, og bebrejdede Odd, at han, der forhen havde nydt ſaa megen Hædersbeviisning af ham, nu lønnede ham ſaa ſlet ved at handle med Finnerne uden hans Samtykke. Odd ſagde at han ej kunde gjøre for at Skibet var blevet fordrevet til Finmarken, og at han for ſin Part ingen ulovlig Handel havde drevet. Kongen ſvarede at om han end ej ſelv havde befattet ſig dermed, havde dog hans Mænd gjort det desmere, og at de lige fuldt alle tilhobe fortjente at hænges: han fordrede at ranſage Skibet. Odd gjorde ingen Indvendinger; Skibet blev ranſaget, men man fandt intet, og Kongen maatte vende tilbage med uforrettet Sag. I hans Følge var der en ung Mand ved Navn Thorſtein, beſlægtet med Thore Hunds Æt, og en god Ven af Odd. Han blev et Øjeblik tilbage paa Odds Skib, og ſpurgte ham, hvorledes Sagen egentlig forholdt ſig. Odd tilſtod